Alte Grafschaft Kaffelstein Pinot Noir 2020
Tyskland, Franken
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 599,-, Set til kr. 325,-
Vinimondo
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen
96 Pts. – Mageløs
Man kan altid diskutere, hvor vigtigt det er at fortælle en hel masse om, at Alte Grafschaft er en producent med en mere end 700 år gammel historie, og at vinhuset har været ejet af både cisterciensermunke, prinsesser og andre historiske personligheder. Ikke desto mindre understreger det, at der ikke er blevet sparet på hverken fokus eller penge, når vinmarkerne og vineriet er blevet udviklet gennem tiden.
Når alt kommer til alt er det dog den vin, der kommer ud af vineriet nu og her, der afgør om Alte Grafschaft er værd at lære at kende. Og det må man sige, at huset i tyske Franken er. Denne vin kommer fra Kaffelstein-marken, der både har lidt mere højde og perfekte skråninger til, at der kan dyrkes Bourgogne-inspireret Pinot Noir.
Det mest slående ved denne vin er, at den er så forbandet intens og komprimeret. Det er ikke kraftigt, når vi sammenligner med andre druesorter og lande, men for en tysk rødvin og for en Pinot Noir, er der proppet enorme mængder af fintfølte nuancer ned i flasken. Det er holdt i en fortryllende balance, der gør den uimodståeligt elegant og ualmindeligt koncentreret.
Lagret på en blanding af nye og gamle egetræsfade med alle de elementer, der kan bidrage til smagseksplosionen, er der skruet op på alle knapper, men på en måde hvor der konstant er balance og plads til selv de fineste, små finesser. Den kan sikkert (teoretisk set) holde nogle år endnu, men samtidig er Alte Grafschaft Kaffelstein perfekt drikkemoden – og så uimodståelig, at du sikkert ikke kan lade den ligge.