LIDT FOR KRAFTIGT FRA GENTILHOMME

Maurice Gentilhomme Bourgogne Chardonnay 2022 
Frankrig, Bourgogne 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 199,- Set til kr. 199,  
Otto Suenson 
3 Stj., 90 Pts. 

Inden Maurice Gentilhomme beslutter sig for, hvordan husets Bourgogne Chardonnay skal sættes sammen, bliver der lagt en klar plan for smagen. Den skal være fadpræget, markant og fyldig, og så bliver fadlagringen tilrettelagt efter det. Derfor må man absolut ikke skyde vinhuset i skoene, at intentionerne er løbet lidt fra dem, selvom det er mit første indtryk af denne vin. Det er helt planlagt – og bare ikke helt i min smag. For det er fadlagringen og kompleksiteten i de dybere smagslag, der har fået størst fokus, og det gør den til en oplagt vin til de lidt federe fiskeretter, men lidt for kraftig til den rene og umiddelbare nydelse. Vinen har fået 10 måneders lagring på blandede fade, der er sammensat af både nye, let brugte og mere brugte egetræsfade.