NÅR FRIKADELLEVIN BLIVER ATTRAKTIV

Cellars Can Blau El Nen del Celler 2021 
Spanien, Montsant 
Rødvin, Carignan/Grenache/Syrah/Tempranillo 
Normalpris kr. 79,95, Set til kr. 59,95 
Andrup Vin 
5 Stj., 91 Pts. 

Jeg har altid hadet udtrykket ‘frikadellevin’, for frikadeller kan være fantastiske, og ikke engang den mest tarvelige frikadelle har fortjent en dårlig vin. Men jeg forstår selvfølgelig sammenhængen, og hvis det endelig skal være, så lad os da bare kalde det her en ‘frikadellevin’. For prisen hører ikke til i den højeste ende, og fornemmelsen af luksuriøse og eksklusive detaljer er til at overse. Til gengæld kan vinen det samme, som en god frikadelle. Være sprød, saftig, smagfuld – og altid giv lyst til lidt mere, selvom måltidet egentlig er overstået. Den prøver ikke at være mere, end den kan leve op til, og det klarer den til gengæld rigtig flot. Så lad os bare lave vinens danske hverdags-slogan, der skal forstås med største respekt for såvel vin som de frække dunser:  
Vælg El Nen del Celler – vin til frikadeller.