ZINFANDEL PÅ HØJESTE NIVEAU

Orin Swift Cellars 8 Years in the Dessert 2020 
USA, Californien  
Rødvin, Zinfandel 
Normalpris kr. 439,-, Set til kr. 439,-  
Otto Suenson 
3 Stj., 95 Pts. 

Kan en Zinfandel være imponerende og skabt med lidenskab og passion? Nogle vil nok svare nej, fordi de kun forbinder druesorten med mørke, kraftige og korporlige rødvine, der er høje på sødme, alkohol og kogte, røde frugter. Det er Orin Swift Cellars 8 Years in the Dessert også, men på en helt anden måde. Orin Swift skabte i sin tid stor Zinfandel i Californien og solgte sit brand i en handel, hvor han accepterede, at han ikke måtte lave ny Zinfandel i de følgende otte år. Det fyldte ham med en indestængt trang til at overgå alt andet, hvad der findes på Zinfandel-markedet, og da de otte års ørkenvandring var overstået, var han klar med denne vin. Og ja, det er kraftigt med sine 16%. Det er fyldt med sødmefulde og voluminøse frugter. Men de kogte og grød-agtige frugter er holdt til et minimum. I stedet er her nydelige nuancer af mørke – til tider sorte – krydderi-noter, der spiller flot sammen. Det er meget u-Zinfandelsk, selv om det samtidig er Zinfandel med Zinfandel på. Me. tilgangen til druesorten er at fremhæve alle de små finurligheder, den også besidder, i stedet for at pakke dem ind i sødme og fede frugtflader. Og det lykkes Orin Swift med til fulde. Prisen er høj, men hvis du gerne vil smage, at Zinfandel også kan være nuanceret og spændende at gå på opdagelse i, så skylder du dig selv at smage denne vin.