DYBE, PORTUGISISKE ALVARINHO-NOTER

Quinta da Pedra Longos Vales Alvarinho 2019 
Portugal, Vinho Verde 
Hvidvin, Albarino 
Normalpris kr. 149,- 
DinVinhandel 
4 Stj., 92 Pts. 

Det vil altid være en balancegang, hvordan man skal dreje den fine og meget friske Albariño-drue, hvis man gerne vil give den et unikt præg. For de naturlige syre-noter, som både findes i den nordspanske variant og i den portugisiske, er unikke nok i sig selv. Fadlagring medfører stor risiko for, at krydderierne overtrumfer det hele, og det har man heldigvis fravalgt i denne, selvom det er det store portvinsdynasti Taylors Fladgate, der står bag. Alligevel er der en markant fornemmelse af noget, der kunne være fadpræg, men som i virkeligheden snarere er aldersnoter. For denne vin er lagret på stål – men i hele 24 måneder. Derefter har den hvilet i to år i flasken, inden den er frigivet. Det giver en dybere og mere kompleks smag og mundfornemmelse, men samtidig sender det druesortens unikke friskhed på flugt fra virkeligheden. Her er mange charmerende smagsflader, men det er absolut ikke en klassisk, frisk og syrepræget Albariño.