Giuseppe Rosso, Puglia, Italien
Syditalienske vine fra Puglia-området ved den italienske støvlehæl, har det ofte med at være runde og fyldige og smage af den store mængde sol, vinene får. Tidligere var mængden vigtigere end kvaliteten i dette område, og sådan er det heldigvis ikke længere.
Ikke desto mindre findes der stadig vine herfra, der virker som om, at de ikke har fået helt den mængde kærlighed, de fortjener. Det gælder for eksempel denne Giuseppe Rosso, der er en blanding af flere uoplyste druer, der kan have vokset i flere områder i regionen.
Det giver et uskønt og broget billede, der gør vinen til en mindre betagende oplevelse, som ikke lever op til den kvalitet, det moderne Puglia ellers er eksponent for. Kuløren er lys, duften er ikke charmerende, mens den lette fylde i smagen har svært ved at sikre, at vinen træder i karakter.
Det er en fair vin, men bestemt heller ikke mere end det.
Kr. 55,-
Vinmedmere