VELSMAGENDE VALPOLICELLA UDEN AMARONE-VIBES

Villa Molino Amarone della Valpolicella 2020 
Italien, Valpolicella 
Rødvin, Corvina/Corvivone/Rondinella 
Normalpris kr. 179,- 
DinVinhandel 
4 Stj., 92 Pts. 

Jeg kan huske, at jeg blev lidt irriteret over denne vin, da jeg smagte julevine sidste år. For normalt bør man ikke kunne købe en ordentlig Amarone til 179 kroner, og hvis jeg udelukkende leder efter karakteristiske Amarone-træk i Villa Molino-vinen, bliver jeg også skuffet. Det irriterende er derfor, at jeg faktisk ret godt kan lide den. Den smager bare mere som en Ripasso eller en god Valpolicella. Og prisen ville også være helt i orden, hvis det var en vin, der havde en lidt mindre andægtig områdebetegnelse. Skal jeg vurdere den som Amarone, er den lige knap bestået – men vurderer jeg den som rødvin, der skal passe til jul, så er den intet mindre end fantastisk. Kraftig, frugtig og med 15% alkohol. Balancen er flot, smagen er fin, og alt er godt. Men forvent ikke en stor, pompøs Amarone – forvent en lækker Valpolicella, der smager som den slags skal.