MÆGTIG SICILIANER MED BOURGOGNE-NOTER

Feudo Maccari Family and Friends Firraru Single Vineyard 2021  
Italien, Sicilien  
Hvidvin, Grillo  
Normalpris kr. 499,95, Set til kr. 329,95  
Supervin  
5 Stj., 96 Pts.  

Jeg kan sjældent gætte mig til, hvad jeg skal forvente af en siciliansk hvidvin på Grillo-druen. For det kan både være en stor oplevelse – og det kan være en skinger og anonym størrelse at gå på opdagelse i. Når der står Feudo Maccari på etiketten tillader jeg mig dog at være forventningsfuld, når jeg skænker den gullige vin op. Smagsmæssigt er det lige så intenst som farven, og med sin store dybde er der rigeligt at forholde sig til. Sammen med de dybe noter er der en lækker friskhed og en eftersmag, der via den cremede og vedholdende fornemmelse holder stædigt fast i smagsløgene. Jeg kunne godt snydes til at tro, at det her var Chardonnay, for det er et rigtig flot udtryk og et imponerende flot resultat, der sagtens kan klæde de samme retter som du ville overveje at servere en hvid, fadlagret Bourgogne til.