Club de la Barrica, Senorio de Nevada 2011, Granada, Andalusien, Spanien
I det sydspanske skabes der vine, der hare en stor sødme og bastanthed på grund af det varme og solrige klima. Her er vi på kanten af de mægtige Sierra Nevada-bjerge i omegnen af den smukke og charmerende by Granada. Producenten Senorio de Nevada er blandt de relativt få andalusiske vinmagere, som vi har adgang til på det danske marked, og vi har tidligere givet os i kast med 2009-høsten her på Flaskehalsen.
Den gav et broget udbytte, og Club de la Barrica var ikke vores favorit dengang. Men i 2011-versionen byder den på en helt anden karakter og balance.
Vinen har en fantastisk duft, smukke gardiner, en flot kulør og en ganske sødlig Syrah-smag med stor sydspansk varme. Sammenlignet med 09-høsten er den skiftet fra at være en vilter vildbasse til at være en kraftig og moden vin med blød sødme og maskuline muskler.
Samtidig er det et overordentlig positivt træk, at vinen kan købes til lige under 100 kroner, for til den pris finder du ikke ret mange bedre vine i denne genre.
Kr. 99,- v/6 stk.
D’Wine