FORRYGENDE BOURGOGNE-BALANCE

Gabriel Chevalier Cote de Nuits-Villages 2022 
Frankrig, Bourgogne 
Rødvin, Pinot Noir 
Normalpris kr. 299,95, Set til kr. 199,95  
Supervin 
5 Stj., 94 Pts. 

Jeg har tidligere været temmelig fjollet med Gabriel Chevalier og Cote de Nuits-Villages vinene derfra. Og årgang 2022 er bestemt ingen undtagelse. Det her er nemlig kombinationen af alt det bedste fra Bourgogne i denne prisklasse. Selvfølgelig kan du finde exceptionelle vine med nuancer og elegance, der er af en anden verden. Men hvis du vil have en rød Bourgogne, der både har finesse og elegance, og som samtidig er propfuld af skønne, lyse frugter og bær, så er Chevalier en fantastisk kombination. Den er nem at drikke, men giver du den passende opmærksomhed får du meget mere end bare bløde og blide frugter. Så får du både urtede og florale noter, der giver liv og friskhed, og du finder mørke og krydrede noter fra fadlagringen. Alt i alt giver det en vin i forrygende balance, der både er et fremragende valg til lyse kødretter og som et vidunderligt hyggeglas når som helst.