KOMPAKT SANCERRE-DYBDE

Vincent Gaudry Sancerre Le Tournebride 2022 
Frankrig, Loire 
Hvidvin, Sauvignon Blanc 
Normalpris kr. 275,-, Set til kr. 235,-  
Vinova 
4 Stj., 92 Pts. 

En flaske hvidvin til lige under 300 kroner i normalpris, er lidt af en udskrivning for de fleste. Alligevel er denne Le Tournebride faktisk en af de billigere fra Vincent Gaudry, hvilket kun vidner om, hvor højt niveau, dette vinhus befinder sig på. Og man fornemmer bestemt ikke, at det er en vin, derB befinder sig på et ‘entry’-niveau, for der er superflot kompleksitet og dybde i nuancerne på denne Sancerre. Til min smag bliver det måske en anelse for kompakt i stilen, for det er som om, at Sauvignon Blanc-druernes friskhed gerne vil slippes lidt mere løs. Halvdelen lagrer på træfade, og det giver kompleksiteten, men tager måske også lidt af friskheden. Den store spændvidde i nuancerne kan meget vel skyldes, at vinstokkene kommer fra marker med tre forskellige typer undergrund, hvilket er lidt specielt for området. En fremragende vin til dig, der søger dybde og kompleksitet – hvis du gerne vil have markant friskhed, vil du måske savne det sidste.