VELLYKKET UKOMPLICERET MENCÍA

Joaquin Rebolledo Mencía 2022 
Spanien, Valdeorras 
Rødvin, Mencia 
Normalpris kr. 135,-, Set til kr. 115,- 
Jysk Vin 
4 Stj., 92 Pts. 

Der er masser af frugt og charme i denne Mencía-vin fra Joaquin Rebolledo. Vi er i Valdeorras-området lige syd for Bierzo, og hvor Bierzo-vinene ofte har en masse kompleksitet og spændende krumspring i smagen, så er det mere simpelt og ukompliceret i denne version. Det er rart, charmerende og blødt, og de krydrede noter kommer fra druerne selv, og giver en behagelig power, der alligevel er afdæmpet og forfinet med den ærlige og lette frugtstil. Med lagring på stål er det friske og uspolerede udtryk dyrket hele vejen igennem, og det resulterer i en skøn, let rødvin.