OVERRASKENDE LETHED FRA MANCHUELA

Finca Sandoval Fundamentalista 2023 
Spanien, Manchuela 
Rødvin, Bobal 
Normalpris kr. 159, Set til kr. 125,-  
Jysk Vin 
5 Stj., 93 Pts. 

Tag den direkte vej fra Alicante til Madrid. Så kører du igennem Manchuela-området når du er omtrent halvvejs. Her er der så varmt om sommeren, at man ikke skulle tro, at det kunne lade sig gøre at lave lette og friske rødvine, men Finca Sandoval har fundet løsningen. For mens 70% af druerne i denne vin er Bobal, er de resterende 30% forskellige lokale hvidvinsdruer, der er dyrket i højderne, og som giver en helt særlig blød og frisk stil. Det smager rigtig dejligt og forfriskende – og fremfor alt er det velskabt og overraskende at opleve en vin som denne fra Manchuela-området.