MAGISK NORDSPANSK BLEND

Veronica Ortega Kinki La Llamilla Villa de Congosto 2022 
Spanien, Bierzo 
Rødvin, Mencía 
Normalpris kr. 315,-, Set til kr. 285,-  
Jysk Vin 
5 Stj., 96 Pts. 

Det her er en vin, der smager fuldstændig fantastisk. Og det er en vin, der er sammensat på en fuldstændig vanvittig måde, som kræver lidt af en troldkvinde at opfinde. Veronica Ortega holder til i Bierzo, og her dyrker hun alle de velkendte, lokale druesorter og baserer typisk sine rødvine på Mencía-druer og hvidvine på Godello. Det er hun verdensklasse-dygtig til. Men når hun finder på at lave en rødvin, hvor hun blender det hele – altså både rødvins- og hvidvinsdruer – i en sammensætning som her, så ville jeg nok gerne smage resultatet, inden jeg investerede mine sparepenge i projektet. For denne vin er baseret på Mencía, men den har også både Godello, Palomino, Doña Blanca, Alicante Bouschet og Estaladiña i sig. Det burde ikke kunne lade sig gøre at skabe et mesterværk på den måde, men for Veronica Ortega er intet åbenbart umuligt. En frugtig dybde, en krydret kant, elegant lethed og en sublim fornemmelse for at bevare den umiddelbare druesmag gennem amphora-lagring. Jeg er kæmpe fan af denne helt særlige, specielle – og nåja, ‘KINKI’ – rødvin.