Scheiblhofer The Peak of Glory 2021
Østrig, Burgenland
Rødvin, Cabernet Sauvignon/Merlot/Zweigelt
Normalpris kr. 219,95, Set til kr. 149,25
Andrup Vin
3 Stj., 90 Pts.
Jeg har en søn, der går meget i fitness og bodybuilding. Så af og til viser han billeder fra bodybuilding-konkurrencer og den slags. Og hvad har det med en østrigsk rødvin at gøre? Det er fair, hvis du undrer dig over sammenhængen, men The Peak of Glory er lidt som den toptrimmede bodybuilder, der har kæmpet en indædt kamp for, at man kan se hver eneste store muskel i kroppen. Det her er nemlig store muskler fra start til slut. Masser af mørke frugter, krydderier, fadpræg, tanniner og korporlige smagseksplosioner. Det er kraftigt og gigantisk og smager af langt mere end 14% alkohol. Og så er vi tilbage i sammenligningen med bodybuilderen, for selvom jeg kan være nok så imponeret over den store indsats, der ligger bag en konkurrecetrimmet bodybuilder-krop, så er jeg næppe alene om at synes, at det kan blive lidt uhyggeligt at se på. The Peak of Glory er fokuseret og imponerende, men det er også så markant og markeret, at det næsten bliver for meget af det gode.