UKOMPLICERET FRANSK NOIR

Les Marcotins Pinot Noir 2023 
Frankrig, Pays d’Oc 
Rødvin, Pinot Noir 
Normalpris kr. 79,95, Set til kr. 69,-  
Andrup Vin 
5 Stj., 92 Pts. 

Pinot Noir behøver ikke være dyr for at smage godt, selvom der ofte er mening med sammenhængen i pris og kvalitet. Les Marcotins er en Pinot Noir, hvor prisen er holdt nede, men hvor smagen er let, charmerende og behagelig. Hvis du smager den op imod store Pinot’er fra Bourgogne, er der naturligvis ikke den samme dybde og lige så mange nuancer, men her finder du i stedet en umiddelbar og charmerende stil. Røde frugter, blide bær og lette krydderier, der giver en saftig og sommerlig fornemmelse, der smager rigtig fint, uden at den prøver at være andet, end hvad den er. Første gang, jeg smagte den var jeg ikke helt så begejstret som anden gang, og den slags handler ofte om, hvilken sammenhæng, man lader vinen præsentere sig i. Når temperaturen stiger udenfor, og den i afkølet stil bliver en del af den ro og hygge, der gerne sænker sig på en weekenddag i sommertiden, er Les Marcotins et rigtig nydeligt valg til at ledsage den gode stemning, uden at den stjæler opmærksomheden fra hyggen, snakken og den gode stemning.