MAGISK PRIORAT PÅ TOPPEN

Vilella Baixa 2016 
Spanien, Priorat 
Rødvin, Carignan 
Normalpris kr. 395,- 
Estate Wines 
5 Stj., 97 Pts. 

Det er fire år siden, jeg sidst smagte Vilella Baixa 2016, og derfor er jeg faktisk også overrasket over, at den stadig er på lager hos Estate Wines, der introducerede mig til den. Den er et af de store højdepunkter blandt de vine, jeg har smagt fra Priorat, og det giver god mening at nyde den, jeg har i kælderen, når jeg igen smager vine fra Priorat. Jeg konstaterer, at den stadig er lige så imponerende som den var i 2020. Den er stadig så fuld af liv og frugt, at der stadig er lagringspotentiale i den, og jeg må indrømme, at jeg endnu en gang oplever den som noget af det bedste, jeg har smagt fra Priorat. Der blev kun lavet 400 flasker af den, og derfor er det bare med at skynde sig at få fat i et par flasker, mens de stadig er tilgængelige.  


 
Her kan du læse, hvad jeg skrev, da jeg smagte den i 2020. Bemærk, at jeg gav den 6 stjerner dengang. Når den ‘kun’ får 5 stjerner denne gang, er det absolut ikke fordi, jeg ikke er lige så begejstret. Det skyldes udelukkende, at Flaskehalsen tidligere kun uddelte stjerner, mens vinene i dag rates på kvaliteten ud fra 100-points-skalaen, mens stjernerne bruges til at indikere, hvor god vinen er i forhold til pris, og der skal derfor rigtig meget til at score 6 stjerner for en vin, der næsten koster 400 kroner.  

Fra fire rigtig gamle marker, kommer denne helt unikke og usædvanlige vinoplevelse fra Priorat. To af markerne er omtrent 100 år gamle, en enkelt er 120 år gammel og den sidste er ‘kun’ 75 år gammel. Med så gamle vinstokke er der lagt op til stolte, lidt stædige vine, der har rødderne så dybt forankret i jorden, at der suges næring op fra de dybeste lag. Det giver et meget lille udbytte, når der høstes, men til gengæld er kvaliteten umanerligt imponerende. Denne 2016’er blev kun fremstillet i 400 eksemplarer, og det er med til at understrege, at der er tale om noget ganske særligt, for de enkelte druestokke er blevet passet og plejet, så de kun gav det nødvendige antal druer, således at de enkelte druer har kunnet opsamle al den koncentrerede og karakterfulde smag, der fandtes i rodnettet og jorden. Det smager simpelthen så godt, at man tror, det er løgn. Så rent og så frugtigt – så stolt og så majestætisk. Det er en vin med en eksplosiv power, der bliver holdt i en knivskarp balance, så den stadig fremstår himmelsk blød og behagelig. Peber, urter og frugter spiller perfekt op til hinanden i en vin, der kan noget helt usædvanligt og ganske exceptionelt.