Mas Martinet Bru 2022
Spanien, Priorat
Rødvin, Cabernet Sauvignon/Garnacha/Carignan m.fl.
Normalpris kr. 235,-, Set til kr. 210,-
Vinova
4 Stj., 93 Pts.
Man kan sige meget om Priorat. Og det er der også mange, der har gjort. Mas Martinet er sat sammen af flere forskellige druer, og de fleste af dem kommer fra marken Mas Torren. Her er vi tæt på naboområdet Montsant, men det er stadig den særlige skifterjord, der kendetegner Priorat-området, der lægger jordbund til. Det giver et ret varmt udtryk, men i vineriet lykkes det at bevare en god portion friskhed i denne vin, der får 15 måneders fadlagring på store egetræstanke. Når den strømmer ud af flasken lige efter åbning, er den meget frugtpræget og næsten lidt rødgrøds-agtig, men efterhånden dukker der flere nuancer i den friskere afdeling frem. Det gør den til en vin, der holder et rent fint niveau, der passer godt til kraftfulde madretter, og som stadig er nuanceret nok til, at man kan nyde et glas mens maden tilberedes. Mas Martinet er en Priorat med en solid dybde og tyngde, men uden at det går ud over de interessante lag, der også findes i vinen.