BILLIG MEN FORNUFTIG CHAMPAGNE

Dom Caudron Champagne Prédiction Brut 
Frankrig, Champagne 
Bobler, Meunier 
Normalpris kr. 249,-, Set til kr. 175,-  
Scandinavian Wine & Chocolate 
4 Stj., 91 Pts. 

Der er dem, der mener, at ‘ordentlig’ Champagne ikke kan købes for mindre end 300 kroner. Det er heldigvis ikke sandt, selvom der er større risiko for at rende ind i en skuffelse, hvis prisen er lavere. Dom Caudron er egentlig et relativt gammelt Champagne-brand, hvor flere vinbønder er gået sammen om at bruge deres druer i den bedst tænkelige kombination, så det giver Champagne med fornuftig kvalitet til lav pris. Denne Prédicition er skabt udelukkende på Meunier-druer og har en blød smag med et solidt indtryk af frugter, der hverken er rigtigt friske eller rigtigt runde. Det giver en Champagne med 9 gr. restsukker, der ikke rigtig markerer sig i den ene eller den anden retning, men som i og for sig smager fint. Vi er i Brut-kategorien, hvor vi får en fin dybde, men der er også en lidt bitter sidesmag. Boblerne skummer lidt mere end de pibler, og det er alt sammen med til at rykke de ædle Champagne-udtryk i en lidt mindre elegant retning. Til prisen er det dog rigtig fint.