Les Glaneuses Rosé 2023
Frankrig, Pays d’Oc
Rosé, Cinsault/Grenache
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 49,95
Supervin
5 Stj., 92 Pts.
Det er forskelligt, hvilken type rosévin, man foretrækker. Nogle vil gerne have en vis sødme i deres rosé, så den kan være læskende i helt kold udgave på en lun sommerdag. Andre vil gerne have den mere frisk, mens andre igen gerne vil have lidt krydderi og kant, så den egner sig til lette middagsretter. Jeg er ret vild med de vine, der ikke er for søde, men som er drevet af bløde frugter. Og lige præcis den type finder jeg i 2023-udgaven af Les Glaneuses. Den kommer tilsyneladende fra Provence-området, men den er ikke geografisk en del af de etablerede vinområder dernede, så i stedet har den betegnelsen Pays d’Oc. Men stilmæssigt fornemmer man både Middelhavets friskhed og de bløde sommerbær og frugter, der giver en legesyg, behagelig og super charmerende stil. Den er lidt bedre, end jeg husker den fra sidste år – og prisen taget i betragtning har den alle karaktertræk til at være en absolut sommerfavorit.