BRUNELLO MANGLER SIDSTE MAGI

La Magia Brunello di Montalcino 2019 
Italien, Toscana 
Rødvin, Sangiovese 
Normalpris kr. 459,95, Set til kr. 289,95 
Supervin 
4 Stj., 93 Pts. 

Når man smager vin er det meget normalt, at man starter med de lidt lettere og billigere vine, inden man bevæger sig op ad rangstigen. Jeg var blæst bagover af La Magia’s lille Sangiovese-vin Il Vispo, og det er med til at øge forventningerne til den klassiske Brunello. Jeg føler mig som et skarn, når jeg bruger ordet ‘skuffet’ over min oplevelse her, for der er ingen tvivl om, at La Magia er en fremragende Brunello. Men sammenlignet med den lille vin, der koster en fjerdedel af prisen, er springet ikke så forbandet stort. Det er lidt mere lukket og stramt, som det ofte er tilfældet med en Brunello, der har fået en større mængde fadlagring. Den slags vil selvfølgelig blive dæmpet efter nogle år i kælderen, men selvom jeg i den grad godkender kvaliteten – også til tilbudsprisen – så er jeg ikke blæst helt bagover.