TYSK KLASSE-SAUVIGNON BLANC

Schlossgut Ebringen “S” 2021 
Tyskland, Baden 
Hvidvin, Sauvignon Blanc 
Normalpris kr. 279,- 
D’Wine 
5 Stjerner, 95 Pts. 

Gammel kærlighed ruster ikke. Min kærlighed til Schlossgut Ebringen er egentlig ikke så gammel endnu, men den er stadig rustfri efter et par år, hvor jeg ikke har fået smagt vinene fra den tyske vinkunstner. Schlossgut Ebringen laver meget små mængder af en række forskellige vine, der derved får lov at fastholde et meget personligt og karakteristisk særpræg. “S” er husets vine, der er sammensat af druer fra flere marker, og den bliver produceret i store mængder. Hvis man da kan kalde 2142 flasker om året for store mængder. For det er en forsvindende lille produktion, selvom den er væsentligt større end for enkeltmarksvinene. Her får du en meget flot og ren Sauvignon Blanc, der er spontangæret og som holder en imponerende uspoleret, ærlig og stram stil. Hvis du er i tvivl om, at tyskerne kan skabe flot Sauvignon Blanc (på trods af en del Flaskehalsen-anmeldelser, der indikerer det modsatte) så gør et nyt forsøg med Schlossgut Ebringen og bliv overbevist. Det er klasse-Sauvignon.