INTENS OG FLYGTIG KOMPLEKSITET

Mustiguillo Finca Terrerazo Vino de Pago 2021 
Spanien, VdP 
Rødvin, Bobal 
Normalpris kr. 339,95 – Set til kr. 179,95 
Supervin 
4 Stj., 93 Pts. 

Glem alt om Ribera del Duero, skriver den danske forhandler om denne spanske enkeltmarksvin Det er nok lige at stramme skruen en tand for meget – i hvert fald for mig. Men jeg giver dem ret så langt, at det her er en vin, der kan noget særligt. Ikke desto mindre adskiller det sig på mange måder fra Ribera del Duero, for enkeltmarken ligger i Valencia-området, hvor klimaet ikke giver den samme elegance på Tempranillo-druen som i de mere højtliggende områder nord for Madrid. Det er da også en helt anden druesort, der er brugt her – nemlig de knap så kendte Bobal, der har det godt i det østlige Spanien. I denne variant har den en sjov måde at være både fyldig og spinkel på. For der er masser af smag, men den er ikke så intens, dyb og langvarig. Den er lidt mere flygtig, hvilket ikke nødvendigvis er negativt – bare noget andet. Når vildskaben er mere koncentreret omkring det punkt, hvor vinen rent faktisk ligger på tungen, så bliver det samlede udtryk lidt lettere, selvom det stadig er kraftfuldt. Det er med til at gøre denne vin til én særlig størrelse, og den rammer nok snarere den nysgerrige, end den rammer den, der gerne vil nyde et glas mere umiddelbar rødvin uden omsvøb.