CAVA MED HJERTET

Roger Goulart Organic Reserva Brut 2019 
Spanien, Cava 
Bobler, Macabeo+Xarello+Parellada  
Normalpris kr. 159,-, Set til kr. 139,-  
Jysk Vin 
5 Stj., 94 Pts. 


Nogle gange bliver jeg spurgt, hvad forskellen er på Cava og Champagne. Og den er på én og samme gang ufatteligt stor – og faktisk ret lille. For teknisk set bliver de lavet på samme måde, når det handler om at skabe de skønne bobler i flaskerne.  
 


Smagsmæssigt kan Cava have mange af de samme tendenser som Champagne, men i det varmere og mere solrige klime bliver de ofte rundere i smagen og blødere i syren. Mens Champagne for det meste er skabt på Chardonnay, Pinot Noir og/eller Meunier-druer, så er der langt flere druer i spil, når man ser på Cavaens historie og traditioner. Samtidig er Champagne jo fra det lille Champagne-område i Frankrig, mens Cava kan komme fra flere steder i Spanien. 

Hvis du skal finde helt ind til kernen i Cava, så skal du til Penedés i nærheden af Barcelona. Her vil du finde frem til, at den klassiske Cava er skabt på druesorterne Macabeo, Xarel-lo og Parellada. Ofte har den en vis alder, inden den bliver frigivet, og den bliver produceret med kærlighed i lange baner. 

Sådan er det desværre ikke med al Cava. Deciderede Cava-fabrikker har været med til at flytte de spanske boblers ry nedad – og det går også ud over dem, der stadig lægger alle deres kræfter i at lave formidabel Cava. Et par håndfulde af de mest indædte forkæmpere for den traditionelle Cava-stil har derfor etableret betegnelsen Corpinnat – der ret beset er Cava, men med garanti for, at oprindelsen er Penedés, at der er lang lagring, og at druerne er høstet i umiddelbar nærhed af vingården. Der er selvfølgelig også andre krav og teknikaliteter – ligesom at Corpinnat skal være økologisk – men den tager vi en anden gang. 

For den vin, det handler om her, er en Cava. Af flotteste slag. Roger Goulart har eksisteret siden slutningen af 1800-tallet, hvor de fleste vinmarker blev ødelagt af vinlusen. I Penedés omplantede man mange af dem med de klassiske Cava-druesorter, og Cavaen, der dengang hed Xampaña, blev så stor en trussel for franskmændene, at de krævede en spansk navneændring. 

Og Roger Goulart kan i dag prale af at have taget erfaringerne og rutinen med sig, så de vine, der lander fra det catalanske vinhus, holder et rigtig højt niveau. Der er en lækker dybde i smagen, og niveauerne mellem frugt, syre og blidhed er smukt afstemt. Boblerne er friske uden at være aggressive, og i det hele taget er det bare en super lækker fornemmelse, der gemmer sig i denne flaske. 

Denne Brut har 8 gram restsukker pr. liter, og sammen med de 24 måneders lagring giver det en Cava, der hviler fremragende i sig selv. Den er tør nok til at nive lidt – og den er blød nok til at lægge sig som et blidt kys på tungen. Den er pirrende nok til at ruske let i smagsløgene, og den er dyb nok til at blive liggende længe i smagsoplevelsen. 

Skøn Cava der pibler, prikker, pirrer og imponerer.