Historien om de magiske Brunello-vine udspiller sig i Toscana. Nærmere bestemt i et bestemt toscansk område, hvor evnerne til at skabe eminente vine på Sangiovese-druen altid har været helt i top. I Brunello har Sangiovese-stilen altid været noget særligt, og sådan er det stadig.
Ligesom i så mange andre vinområder, finder man flere retninger indenfor Brunello. Nogle er stramme og båret af syre, mens andre er mere frugtige. De syredrevne kræver lang tids lagring, mens de mere frugtige kan drikkes i en yngre alder.
Her er et udpluk af de spændende Brunelloer, der er på de danske vinhylder i efteråret 2023.
Uccelliara Brunello di Montalcino 2018
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 570,-, Set til kr. 498,-
Vinova
5 Stjerner, 97 Pts.
Det her er Brunello fra den øverste hylde. I hvert fald kvalitetsmæssigt, og når pris og smag vurderes efter hinanden. For Uccelliara har en evne til at skabe masser af power og smag i deres vine, og samtidig bevare en yderst velskabt elegance og afrunding. 24 måneders fad på en blanding af slavonsk eg og franske barriques er med til at give den afrundede stil, der både giver plads til den ungdommelige charme, syre og frugt, som den strutter af, hvis du drikker den nu, men også det lagringspotentiale, den unægteligt også har. Jeg knuselsker den i dens unge år – men er også sikker på, at den er en forrygende vin – måske på en lidt anden måde – om 5-8 år.
San Lorenzo Brunello di Montalcino 2018
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 409,-, Set til kr. 369,-
Jysk Vin
5 Stjerner, 96 Pts.
En enormt ambitiøs Brunello, der får hele 36 måneder på fad. Det er voldsomt, men med vinhusets brug af brugte og store fade, giver det en enorm kompleksitet og rigdom i smagen, uden at det bliver voldsomt. Det giver indtryk af en Brunello, der vil det hele, som kan det hele, og som har det hele. Her er så meget frugt og saft, men endnu er den også præget af et lækkert bid i syren, der står som et sublimt modspil til de mørkere og kraftigere noter. En virkelig flot Brunello fra San Lorenzo.
Cortonesi La Mannella Brunello di Montalcino 2018
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 469,- – Set til kr. 419,-
Jysk Vin
4 Stjerner, 95 Pts.
Der er knald på både smag, syre og eftersmag i Cortonesis La Mannella Brunello fra 2018. Den lidt særlige årgang tvang de fleste i Brunello til at finde alternative løsninger til at sikre en høst, der kunne blive til noget godt, og for Cortonesi betød det, at druerne fik lov at modne lidt længere, inden de blev høstet. Med 36 måneder på brugt slavonsk eg er der tilført en masse dybde, der komplimenterer syren og det lidt kantede udtryk rigtig godt. Selvom jeg generelt mest er til ung og frisk vin, så er det her en af dem, jeg ville lade ligge i en håndfuld år eller mere, så det lidt stramme udtryk blev blødt op. For det er en vin med kæmpe potentiale, men som stadig vil være lidt for stram i udtrykket til de fleste. Den kræver i hvert fald noget rødt kød på en smagfuld tallerken, for at den for alvor komme til sin ret. Og det fortjener den.
Castello Banfi Brunello di Montalcino 2016
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 439,-
DinVinhandel
4 Stjerner, 94 Pts.
Mens de øvrige Brunelloer i denne smagning er fra 2018, er dette en 2016’er. Alligevel er det en af de vine, der giver indtryk af at have brug for ekstra meget tid, inden den for alvor åbner sig. For den indleder stramt og indelukket, men med den rette dosering af ilt og nussen i nakken, vågner den op og bliver tilnærmelsesvis fløjlsblød i frugten, mens nuancerne bliver bevaret. Til dig, der gerne vil have en Brunello, der er lidt til den kantede side, men som ikke desto mindre har alt det, man ønsker af en Brunello i form af frugt, friskhed, syre, kant og dybde.
Castiglion del Bosco Brunello di Montalcino 2018
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 499,95, Set til kr. 299,95
Supervin
4 Stjerner, 94 Pts.
Hvis jeg var doven, kunne jeg nøjes med at skrive tre korte betragtninger om denne vin. Afbalanceret power, fin og mærkbar kant og en hulens masse elegance. For Castiglion del Bosco forkæler os med en Brunello, der er i den lettere ende, uden at det koster på intensiteten. Her får du ikke smidt frugt og syre i ansigtet i stride strømme. Du får lov selv at finde det frem i det nydeligt sammensatte vin, der er komponeret efter alle kunstens regler. Druer fra vingårdens skov-omgivede marker, 24 måneder på franske barriques – 20% nye – og et håndelag i vineriet, der giver druerne alt det, de fortjener. Som altid smager jeg vinene ud fra deres nuværende tilstand, og der konstaterer jeg, at Castiglion del Bosco er en fremragende Brunello. Den har samtidig så meget potentiale, at jeg er overbevist om, at den har potentiale til at ramme 97-98 points om 8-10 år. Køb den på tilbud – gem den på en velvalgt kælderplads – og vær stolt over dig selv og din tålmodighed, når du nyder den i næste årti.