NÅR OREGON BLIVER TIL OREGOGNE

Kelley Fox Wines Mirabai 2021
USA, Oregon
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 389,-, Set til kr. 359,-
Jysk Vin
4 Stjerner, 95 Pts.

Vi er i Dundee Hills i Oregon i den vestligste del af USA. Druerne til denne sublime Pinot Noir-vin er sammensat fra to marker – de fleste fra Weber Vineyards og 30% fra Maresh Vineyards. Der skal man være en ægte Oregon-kender for at vide, hvad det betyder for smagen – og jeg erkender gerne, at det er lidt over mit kendskabsniveau til den amerikanske vin-stat, jeg ellers allerbedst kan lide. Dette er en vin, der giver ny næring til mit småplatte selvopfundne navn til Oregon. For der er så meget Bourgogne-stil over den helt lyse, saftige, frugtige og behagelige stil, der trækker mundvand i lange baner, at jeg ikke kan lade være med at knuselske Kelley Fox Mirabai, og det område, jeg vælger at kalde Oregogne.