BLØD OG INTENS TORO-BALANCE

Liberalia Cuatro 2015
Spanien, Toro
Rødvin
Normalpris kr. 199,-, Set til kr. 149,-
D’Wine
5 Stjerner – 94 Pts.

Sidste år ved denne tid blev Liberalia Cuatro testvinder, da jeg smagte på vine fra den nordvestlige del af Spanien. For her er vi i Toro, hvor vinene ofte har rigtig meget intensitet. Når de sættes elegant sammen, kan det blive rigtig godt, men andre gange kan det blive lidt for tungt og intenst til min smag. Liberalia Cuatro findes stadig i 2015-årgangen. Det er på den ene side lidt synd, for den vin fortjener dælenedme at blive solgt. På den anden side er det godt for os, der gerne vil have nogle flere liggende på hylden. Det er altid svært at sige, hvor meget den har ændret sig fra sidste år. Jeg synes, den er blevet rundere og mere fløjlsagtig. De dybe og mørke noter er blevet mindre. Og det samme er den saftige frugt. Men er det bare sammenhængen, jeg smager den i, der får den til at virke sådan. Er det fordi den har ligget år længere? Eller er det mine smagsløg, der har rykket sig en smule. Det er nok en blanding. Men det er stadig en enormt lækker vin, som jeg vil beskrive som mørk, saftig, frugtig og intens. Balancen har måske rykket sig en smule siden sidste efterår, men så længe alle dele af balancen rykker sig, er den jo stadig præcis ligeså vidunderligt afstemt.