LAD LÆKRE BOBLER SÆTTE LIV I EFTERÅRET

Nogle synes, at bobler hører sommeren til. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Dog med den forudsætning, at det ikke betyder, at bobler ikke også kan høre efteråret, vinteren og foråret til. For bobler virker hele året – og sætter alt andet lige en festlig, kulørt og elegant drejning på de fleste anledninger.

Jeg elsker bobler. Og selvom Champagne er et kapitel for sig, så har jeg i denne test ladet mig begejstre af et par fine Cava’er og overraskende nok en Prosecco, der trods lav pris også smager så godt, at jeg godt gider drikke den uden at blande den op med noget.

Gå på opdagelse i en stribe af de aktuelle bobler, jeg har smagt for nyligt. Der er noget for enhver smag og til ethvert budget.


Laurent Godard Opalan Blanc de Blanc NV
Frankrig, Champagne
Bobler
Normalpris kr. 499,95, Set til kr. 279,95
Supervin
96 Pts., 5 Stjerner
Champagne-området er ofte kendetegnet ved de samme store brands år efter år. Det er enormt svært for nye Champagne-huse at trænge igennem, men enkelte gør forsøget med massiv branding, mens andre stille og roligt bevæger sig fremad ved at øge kvaliteten og lade ordet brede sig af sig selv i Champagne-kredse. Laurent Godard hører til sidstnævnte, og på de lidt mere end 4 hektar marker i Verneuil i Valle de la Marne-området, skaber de rigtig flotte Champagner. Indtil videre har jeg smagt fire af dem, og to skiller sig ud med særligt fremragende kvalitet. Opalan er én af dem, som skabt på ren Chardonnay træder i karakter med en fremragende elegance og friskhed. Boblerne er lige præcis afstemt så de giver de nødvendige nip i munden, uden at det bliver for aggressivt. Smagen er præget af grønne æbler, der blødes op en lidt rundere frugtstil. Her er friskhed, syre og et lækkert bid, men der er også momenter af blide og nænsomme øjeblikke. Det smager fantastisk, og strukturmæssigt er det en Champagne, der giver den unikke oplevelse, man sjældent får af andre typer bobler. Nemlig en fornemmelse af, at den rummer et særligt liv, der gør hver enkelt tår til en ny og særlig oplevelse.


Laurent Godard Helgé Brut NV
Frankrig, Champagne
Bobler
Normalpris kr. 599,95, Set til kr. 349,95
Supervin
96 Pts., 4 Stjerner

Selvom Chardonnay er den dominerende drue i denne Champagne fra Laurent Godard, så får den flot afbalanceret følgeskab af Pinot Noir og Meunier. Vi er i Marne-dalen, hvor Laurent Godard selv dyrker de druer, de bruger til deres fine vine. Og selvom huset ikke har sit eget vineri, så har de selv kontrol over hele processen i landsbyen Verneuil, hvor de er en del af den fælles produktion, og dermed nyder godt af at kunne holde priserne på et fornuftigt niveau. For selvom 599,95 er en god sjat for en flaske bobler, så er kvaliteten på et niveau, der sagtens kunne berettige en højere pris. Den friske og sprøde fornemmelse fra Chardonnay-druerne er lækkert afstemt med den bløde frugt fra Meunier og den klassiske dybde fra Pinot Noir. Boblerne er livlige men afstemte, så de giver et magisk touch til den lækre smag. En Champagne, der fortjener mindst den samme opmærksomhed som mange af se store navne.


Laurent Godard Orés Rosé Brut NV
Frankrig, Champagne
Bobler
Normalpris kr. 499,95, Set til kr. 279,95
Supervin
92 Pts., 3 Stjerner
Jeg er normalt rigtig glad for Meunier-drevne Champagner. De kan have en umiddelbar stil, der er behagelig for både kendere og dem, der kun drikker Champagne ved livets største begivenheder. Her er det Meunier, der er hoveddrue i Laurent Godards rosé-variant. Jeg kunne godt bruge lidt mere bid og friskhed, for smagen bliver primært kendetegnet af de bløde og lidt dybere frugtfornemmelser. Farven er også i den dybe ende, så udtrykket spiller fint sammen, og hvis du gerne vil have en Champagne med dyb frugtbund, så er Orés et velskabt og godt bud.


Ombre Organic NV
Italien, Prosecco
Bobler, Glera
Normalpris kr. 129,-, Set til kr. 79,-
Kjær Sommerfeldt
5 Stjerner, 91 Pts.
Af og til kan man opleve en Prosecco, der rent faktisk smager godt, og som har nogle nuancer og noget dybde, der inspirerer. Men ofte er det en lidt tynd oplevelse, der er designet til at blande op til cocktails. Ombre Organic hører heldigvis til den kategori, jeg faktisk godt gider at nyde. Den har en charmerende friskhed og dybde, og den bitterhed, der kan være karakteristisk for billig Prosecco, er dejligt afbalanceret her.


Bella Mistala Brut NV
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 85,-
Andrup Vin
5 Stjerner, 91 Pts.
Cava er ofte en god vej til fin kvalitet uden at prisen stikker af. Gerne lidt rundere i smagen end fransk Cremant eller Champagne, men alligevel med en vis elegance. Bella Mistala gør det faktisk ganske fint med denne Brut, der er nem at gå til, og som har masser af velsmag til prisen. Hvis du alligevel ikke er trænet til at smage de små nuancer i en flot Champagne, så vil du måske finde lige så stor glæde i denne Bella Mistala, når du samtidig ved, at den kun koster en tredjedel af prisen.  


Dominio del Derramador Mediterranean Style Cava Brut NV
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris kr. 109,95, Set til kr. 79,95
Supervin
4 Stjerner, 90 Pts.
Der er rigtig meget bund og dybde i denne Cava. Prisen er til at have med at gøre, og kvaliteten er faktisk helt okay, hvis du vil have en Cava, der ikke stiller de store krav til dig, når du smager den. Personligt ville jeg hellere kaste lidt flere penge efter mine bobler, og så få noget af den elegance og sprødhed, jeg savner her. Det bliver lidt for kraftigt i smagen til, at de små nuancer får lov at pible frem i glasset sammen med de fine bobler.


Villa Degli Olmi Corte del Rovi Pinot Grigio Rosé NV
Italien,
Bobler, Pinot Grigio
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 79,-
Andrup Vin
4 Stjerner, 88 Pts.
Fin, lille, buttet flaske med lyserøde bobler, der er skabt på Pinot Grigio-druen. Den er extra-dry, hvilket jo betyder, at trods logikken i udtrykket, er der lidt mere sødme på den. Det er fulgt af en mærkbar bitterhed i slutningen. Det kan nogle sætte pris på, men er du lidt skeptisk overfor bitterhed, så skal du vælge en anden.


Bella Mistala Semi Secco NV
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 85,-
Andrup Vin
4 Stjerner, 88 Pts.
Vi rammer 3-6 gange så meget sødme, som i en flaske Brut-bobler, når der står Semi Secco på flasken. Nogle gange er det med til at bløde smagen op, andre gange bliver det en anelse for sukker-agtigt. Skal du bruge bobler til kage eller andet sødt, så er Bella Mistala et fint bud i budget-kategorien, men det er ikke en decideret stor oplevelse.