UNIKKE HVIDE VINE OVERRASKER

Selvom efteråret sniger sig ind på os, betyder det ikke, at lækre hvidvine har mistet deres relevans. De fleste foretrækker dog lidt mere dybde og kompleksitet i hvidvinen, når temperaturen udenfor falder – og de lidt mere robuste madretter kan også stille krav til, at vinene har noget mere power og krop.

I denne omgang har jeg smagt en række vidt forskellige hvide vine, og selvom det absolutte højdepunkt var en Riesling fra Alsace, så er det overraskelserne, der har sat sig sine tydeligste spor. En hvidvin fra Sardinien på en meget sjælden drue – men som har en del Bourgogne-vibe over sig. En Sauvignon Blanc fra Bourgogne, et umage blend fra Friuli og en billig men helt ren og fin Grüner Veltliner fra Østrig.

Gå på opdagelse i anmeldelserne herunder.


Gustave Lorentz Riesling Grand Cru Altenberg 2019
Frankrig, Alsace
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 419,95, Set til kr. 349,95
Supervin
5 Stjerner, 96 Pts.
Gustave Lorentz kan noget særligt på sine marker i Alsace i Frankrigs nordøstligste hjørne. Klinet op ad grænsen til Tyskland, er Riesling en af de druesorter, der virkelig præsterer godt her, og i denne Grand Cru Altenberg får vi topniveau på alle parametre. Det er en tør Riesling, men samtidig har den suget så meget smag og dybde til sig fra det sublime terroir, og vinen er efterfølgende håndteret med kæmpe præcision i vineriet, så Grand Cru Altenberg bliver en overdådig Riesling, der synes helt ustoppelig i glasset. Her er så meget dybde og volumen i glasset, at man ikke skulle tro, det kunne kobles med den knivskarpe tørhed, der skyder smags-fyrværkeriet afsted. Det er karakteristisk, klassisk og dyb Riesling, der er fed som bare pokker – og alligevel med en slank og smidig syre. Fremragende.


Grivot-Goisot Saint Bris 2021
Frankrig, Bourogogne
Hvidvin, Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 205,-, Set til kr. 179,-
Jysk Vin
6 Stjerner, 96 Pts.
Producenten Grivot-Goisot går imod al sand fornuft med særlige Bourgogne-vine fra mindre kendte egne af det klassiske kludetæppe af franske vinmarker. Med denne Saint-Bris er det Sauvignon Blanc-druer, der er brugt som druesort, og det stikker helt imod, hvad man normalt kan tillade sig i Bourgogne. Derfor står der heller ikke Bourgogne på etiketten – og stilmæssigt er det også en hvidvin, der ikke minder om klassisk Bourgogne. Her er en anderledes friskhed, der er meget klassisk for Sauvignon Blanc-druen med knivskarp friskhed, der er mere hyldeblomst-præget og citrus-nappende end de klassiske Chardonnayer fra Bourgogne. Jeg elsker klassisk hvid Bourgogne, så min begejstring for denne Bourgogne-bastard er ikke en oprejst langefinger til resten af området – kun en opadgående tommelfinger af den tykke slags til Grivot-Goisot for at turde. Det smager forrygende, og ligesom dygtige Bourgogne-producenter kan få Chardonnay-druen til at stå knivskarpt, slankt og elegant, så kan Grivot-Goisot få Sauvignon Blanc-druen til at folde sig ud med alle dens særlige kendetegn. Intet er pakket ind, intet er overladt til tilfældighederne. Det er rendyrket Sauvignon Blanc uden omsvøb.


Scarbolo Areore 2020
Italien, Friuli
Hvidvin, Chardonnay/Sauvignon Blanc/Friulano
Normalpris kr. 259,-
Vinimondo
5 Stjerner, 95 Pts.
Friuli i det nordlige Italien. Kendt for fine, rene og ofte temmelig aromatiske hvidvine. Her er den lokale Friulano-drue sat sammen med de verdensomspændende klassiskere Chardonnay og Sauvignon Blanc i et blend, der ikke er hverdagskost. Den rene Chardonnay, den frejdige Sauvignon Blanc og den aromatiske Friulano kunne tænkes at komme til at kæmpe om opmærksomheden i et blend som dette, men det er enormt flot afstemt. Det er de tungere noter, der først viser sig, men efterhånden får syren og frugtdybden skabt den balance, der gør Areore til en unik og meget flot hvidvin. Her er dynamisk omskiftelighed i smagsbilledet, hvor dybe noter afløses af rensende syre og flotte frugter, der i sidste ende smelter sammen til et rigtig lækkert helhedsbillede. Kompleks, komplet og kompetent norditaliener, der har ambitionerne på rette sted, og som lykkes med at opfylde dem.


Mertzeoro Ghirada Baduorane Barbagia Bianco 2022
Italien, Barbagia, Sardinien
Hvidvin, Granatza
Normalpris kr. 299,-
Vinimondo
5 Stjerner, 95 Pts.
Det er sjældent at opleve italiensk hvidvin, der har de samme vibes som hvid Bourgogne. Men det er langt henad vejen tilfældet med denne vin, som jeg ikke på forhånd har nogen som helst forventninger til. For den kommer fra højlandet på Sardinien, og den er skabt på den sjældne druesort Granatza. Så det er et ubeskrevet blad, der lige fra begyndelsen begejstrer med enormt flot dybde og kompleksitet. Smagen bevæger sig fra den elegante syre, hvor man fornemmer, at vinen er fra højderne. Det særlige ø-klima spiller også ind, for de kølende vinde giver et saftigt indtryk, der efterfølgende har udviklet en betagende dybde, kompleksitet og intensitet. Det er spraglet, men på en tilpas behersket og nøjagtig måde, der får denne særlige og unikke hvidvin til at skille sig ud som noget helt særligt.


Marlborough Brook 2022
New Zealand, Marlborough
Hvidvin, Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 149,95, Set til kr. 79,95
Supervin
5 Stjerner, 93 Pts.
Sauvignon Blanc er en fransk drue, og dens hjemsted er Loire-dalen og klassiske områder som Sancerre og Pouilly-Fume. Men det er efterhånden ligeså klassisk, at de vine, som man finder i New Zealand, har den friskhed og charme, som mange forbinder med druesorten. I høj grad grundlagt af franske udflyttere, der rejste til New Zealand i 1970’erne for at finde nye marker i et klima, der minder om det franske, er New Zealand i dag en af verdens mest elskede Sauvignon Blanc-producenter, og hvis du vil have den helt karakteristiske New Zealand-stil, så finder du den i denne Marlborough Brook fra Marlborough Valley på Sydøen. Her får du alt, der hører sig til en oversøisk Sauvignon Blanc med masser af den friskhed, som nogle vælger at betegne som ‘noter af hyld og nyslået græs’. Det er let men alligevel proppet med smag – og så er det i allerhøjeste grad til at betale, hvis man rammer den på en tilbudsdag. Voldsomt flot Sauvignon Blanc til prisen. 


Robert Weil Riesling 2022
Tyskland, Rheingau
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 125,-, Set til kr. 89,95
Jysk Vin
5 Stjerner, 93 Pts.
Riesling med fin dybde og stadig med en syre, der næsten perler på tungen. Robert Weil rammer en balance, der er ret sjælden at finde i prisniveauet omkring de 100 kroner. Det virker kompromisløst i produktionen, for der er ikke taget nogen nemme løsninger. I stedet står denne Riesling som en dejlig, forfriskende og saftig hvidvin, der får lov at udspille sine frugter og sin meget delikate syre i en ærlig og fuldstændig naturlig stil. Charmerende som sjældent, saftigt som man kun kan drømme om i denne prisklasse.


Raeburn Barrel Select 2020
USA, Californien
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 279,95, Set til kr. 219,95
Supervin
4 Stjerner, 93 Pts.
Californisk Chardonnay medfører altid en vis skepsis fra min side, for jeg har det rigtig svært med de vine, der er pumpet med fad, så man nærmest skal pille træsplinter ud mellem tænderne, når man har kæmpet sig igennem en mundfuld. Raeburn formår med denne Barrel Select at ramme et ret flot punkt, hvor fadet giver den karakteristiske vanilla-sødme, men hvor krydderierne ikke bliver tunge og træge. Det gør den til en flot oplevelse, der både åbner døren for dig, der gerne vil have masser af fad, men også for dig, der gerne vil bede om et fadpræg, der er behersket og balanceret. På samme tid typisk for området og druen, og så alligevel på en anderledes og velskabt måde.


Bründlmayer Grüner Veltliner Landwein 2022
Østrig, Weinland
Hvidvin, Grüner Veltliner
Normalpris kr. 99,- – Set til kr. 89,-
Jysk Vin
5 Stjerner – 92 Pts.
Nogle gange er det som om, at en druesort, der vinder popularitet, pludselig skal trækkes rundt i vinmagerens manege og påvirkes i alle mulige unødvendige retninger. Grüner Veltliner er blevet mere og mere populær de seneste år, og i takt med det er der også kommet mange varianter af vine på den klassiske østrigske druesort på de danske vinhylder. Jeg er stadig allermest begejstret, når druen får lov at stå så rent som muligt. Det giver mig ikke bare den smag, jeg gerne vil have – det betyder også ofte, at prisen holdes nede på et lavt niveau, fordi det ikke kræver alverdens kunstneriske fiduser og krumspring af teamet i vineriet. Denne Landwein fra Bründlmayer er så ren, fin og naturlig, at jeg overgiver mig. Det er Grüner Veltliner i sin reneste form. Lige præcis sådan, som jeg elsker det. Rent, ukompliceret, friskt og med et lækkert bid. Måske ikke den sjoveste udfordring for vinmageren, men en vin, der bare skal have lov at smage af det, den er.


House of Smith Chardonnay 2020
USA, Washington
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 229,- – Set til kr. 149,-
Kjær Sommerfeldt
4 Stjerner, 91 Pts.
Når du møder en Chardonnay fra Washington, kan du godt forvente lidt mere elegance og coolness, end i en californisk Chardonnay. For solen er ikke helt så korporlig her i det nordlige USA, og det giver i dette tilfælde en sprød Chardonnay, der har en flot dybde, men uden at den bliver fadtung. Her er plads til syre, elegance og frugtfinurligheder, og selvom der er fremelsket en karakteristisk amerikansk bund i smagen, ændrer det ikke på det liv og den friskhed, der bærer vinen fremad. Rigtig fin hvidvin, der passer fornuftigt til sin relativt høje prisklasse.


Hans Greyl Sauvignon Blanc 2022
New Zealand, Marlborough
Hvidvin, Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 139,95 – Set til kr. 69,95
Supervin
4 Stjerner, 91 Pts.
Det lyder ikke charmerende, når nogle taler om, at en Sauvignon Blanc kan have en aroma, der minder om pis fra en gammel hankat. Ikke desto mindre kan jeg godt forstå koblingen – især hvis man har det svært med de karakteristiske Sauvignon Blanc. Dem er der rigtig mange af i denne meget typiske New Zealand-Sauvignon Blanc. For os, der elsker stilen, lyder det bedre at tale om hyld, citrus og tropefrugter, og denne vin vise rigtig flot, hvad det er, Marlborough Valley er blevet så kendt for. Normalprisen er meget passende – finder du den til de 69,95, den nogle gange kan være på tilbud til, så skal du altså ikke holde dig tilbage. Hvis du vel at mærke er hyld- og citrus-typen fremfor den gamle hankatte-gnavne Sauvignon Blanc-fornægter.


Corte Fiore Chardonnay 2022
Italien, Puglia
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 85,-
Vinimondo
5 Stjerner, 90 Pts.

Det er altid lidt svært at vurdere vin, man har en særlig forhåndsforventning til. Uanset om forventningen er positiv eller negativ, vil den påvirke oplevelsen af vinen. Og når jeg ved, at der lander Chardonnay fra det varme syditaliensk Puglia i mit glas, så har jeg en forventning om, at det er et af de momenter i min anmelder-karriere, der bare skal overståes, så jeg kan komme videre til en vin, der er lidt sjovere. Måske er det derfor, jeg bliver ret begejstret over, at Corte Fiore faktisk har skabt en rigtig lækker Chardonnay, der er i en balance, jeg ikke havde regnet med at opleve fra den italienske støvlehæl. Bevares, der er noget sødme, som man næppe kan undgå under så varme himmelstrøg, men den er behersket og balanceret – og suppleret af en ret fin syre. Måske er udtrykkene en smule for omskiftelige til at ramme det absolutte topniveau, men til en pris på 85,- kan mindre også gøre det. Det er en af efterårets rigtig fine, positive overraskelser, når pris og kvalitet holdes op imod hinanden.


Pauly Generations 2022
Tyskland, Mosel
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 159,95, Set til kr. 89,95
Supervin
4 Stjerner, 89 Pts.

Mosel er næsten så fortærsket et område, at det er blevet uinteressant for mange. Og det er synd, for hvis man gider give sig i kast med de forskellige stilarter, der findes i det klassiske tyske hvidvinsområde, så er det langt mere komplekst, end mange tror. I den firkantede betragtning er Riesling fra Mosel dog kendetegnet ved at være blød og frugtig og ganske nem at drikke. Det stemmer rigtig godt overens med udtrykket i denne Riesling fra Pauly. Det smager dejligt, uden at det for alvor trækker i den sødmefulde eller syre-elegante retning. Pauly Generations Riesling lægger sig relativt solidt i midten, men den bevarer stadig de karakteristiske Riesling-træk. Fin vin – især til tilbudsprisen.


Bollini Pinot Grigio 2022
Italien, IGT Vign. D. Dolomite
Hvidvin, Pinot Grigio
Normalpris kr. 119,- – Set til kr. 105,-
Jysk Vin
4 Stjerner, 89 Pts.

I Frankrig er det en Pinot Gris. I Tyskland er det en Grauburgunder. I Italien er det en Pinot Grigio. Kært barn har mange navne, og når det kommer til denne druesort har den også mange udtryk. Nogle gange kan det være meget aromatisk og parfumeret – næsten som et forstadie til Gewürztraminer – andre gange kan det være elegant og friskt. Bollini rammer den friske stil, hvor man naturligvis sagtens kan spore de gule frugter i smagsnuancerne, men det blomstrede og parfumerede bliver holdt fornuftigt ud i straks arm. Det giver en forfriskende og saftig stil, som er ganske charmerende. Det koster også lidt på dybden i smagen, så pas på, hvad du serverer sammen med Bollini Pinot Grigio. Den må helst ikke blive svøbt ind i alt for mange udefrakommende smagsindtryk, hvis den skal vise sig fra sin bedste side.


Lupi Reali Trebbiano d’Abruzzo Organic 2022
Italien, Abruzzo
Hvidvin, Trebbiano
Normalpris kr. 59,95
Vinimondo
4 Stjerner, 88 Pts.
Der er skruet op for aromaerne i denne Trebbiano fra Lupi Reali. Vi er i det østlige Italien, og vi er på et prisniveau, hvor man skal lægge lidt af kræsenheden fra sig. Alligevel havde jeg gerne set lidt mere friskhed, en lidt mere livlig syre og en lidt højere elegance, hvis jeg skulle lade mig begejstre over denne vin. Det er okay – ikke mindst til prisen – men den parfumerede overflade bliver lidt for gennemtrængende og synes at lægge en dæmper på alt det, der kunne have gjort den sjov.


Risky Grapes Atance Cuvee No. 1 2022
Spanien, Hvidvin
Merseguera/Malvasia
Normalpris kr. 149,95 – Set til kr 59,95
Supervin
3 Stjerner, 87 Pts.
Uanset hvor meget man går i dybden med kvalitet, produktionsmetoder og særlige egenskaber ved den enkelte vin, så vil oplevelsen altid være et spørgsmål om smag. Og når det kommer til Malvasia-druen har jeg det generelt rigtig svært med den blomstrede og aromatiske stil. Den skinner også meget klart igennem i denne vin, hvor den lokale øst-spanske Merseguera-drue også har en betydelig plads. Vi er i den lune del af Spanien, hvor hvidvin gerne må fungere som en kølende og tørstslukkende størrelse, og det er formentlig en af årsagerne til, at man lader den aromatiske stil fylde så meget. For når vinen køles helt ned, har den stadig en masse smag – og det giver jo meget god mening. Men jeg er ikke rigtig begejstret.


Smart Green Cricket 2022
Ungarn, Pannon
Hvidvin, Grüner Veltliner
Supervin
87 Pts.
I denne smageomgang har jeg nævnt, at jeg elsker når Grüner Veltliner får lov at være helt ren og upoleret. Jeg tillader mig at sætte en lille nuance på den betragtning, for det kræver selvfølgelig, at druernes smag tillader det. I denne Smart Green Cricket fra det ungarske Pannon-område, får du lidt af en syremæssig rusketur, der sætter din eventuelle bitter-sensitivitet på en prøve. For det her er friskt som bare pokker (læs: surt) og med en bitter afrunding, der nok vil være for meget for de fleste.


Denis Marchais Viognier 2021
Frankrig, Pays d’Oc
Hvidvin, Viognier
Normalpris kr. 48,95
Vinimondo
4 Stjerner, 86 Pts.

Vin kan vurderes på mange måder. Skal det være en uforglemmelig oplevelse, hvor du lader dig synke ned i sofaen og grubler over de dybeste spørgsmål i livet? Eller skal det være en vin, der gør sig fint til en familiefest eller reception, hvor hundrede forskellige smagsløg skal tilgodeses ud fra et begrænset budget? Lad det være sagt med det samme – jeg ville vælge en anden vin, hvis sofa-grublerierne skulle være til at holde ud. Der ville Denis Marchais Viognier ganske enkelt være for gennemsnitlig og kønsløs. Men til festlighederne, hvor snakken går på vejret, kusine Karens kluntede kakkelbord og morbror Mogens’ magelige Mazda, så skal hvidvinen først og fremmest smage okay og ramme så bredt som muligt. Denne Viognier smager mest af alt af hvidvin, og der er ikke ret mange dikkedarer, der stikker i den ene eller den anden retning. Prisen er holdt helt nede under 50 kroner – og det gør den til en fin overvejelse, hvis hvidvinen først og fremmest skal smage af hvidvin, og ikke være det egentlige omdrejningspunkt og samtaleemne.