JAGTEN PÅ RØDE SEPTEMBER

Det danske vejr… Og så i september. Fra skybrud til tropisk varme. Fra haglvejr til 30 grader. Næsten ligeså omskifteligt som den flok rødvine, jeg har haft i anmelderkassen i denne omgang. Den spænder fra tonstung Amarone til let og finurlig Bourgogne. Fra klassisk Rioja til spændstig siciliansk Etna-vin. Der er i den grad noget for enhver smag.


TESTVINDER

Domaine Pansiot Cote de Nuits-Villages 2021
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 319,95, Set til kr. 179,95
Supervin
5 Stjerner, 96 Pts. 

Jo, jeg kan godt lide Bourgogne med knivskarp finesse. Men når den samtidig bliver drevet frem af lækker, blød og elegant frugt, så er jeg altså umulig at holde tilbage. Denne Cote de Nuits fra Domaine Pansiot mestrer lige præcis det magiske greb, der sender mig i himmelen. Friske bud, blid frugt – i en kombination, hvor de enkelte dele understøtter hinanden og driver helheden til et forrygende sted.


BEDST TIL PRISEN

El Grillo y La Luna 12 Lunas Tinto 2019
Spanien, Somontano
Rødvin, Blend
Normalpris kr. 129,95/ Set til kr. 115,-
Andrup Vin
6 Stjerner, 94 Pts.

Somontano er ofte lidt snørklet at gå til. Det er som ambitionerne er lidt højere, end druerne tillader. Men El Grillo y La Luna formår generelt at finde en helt unik balance, og det er med til at gøre dette blend af Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot og Garnacha til en imponerende oplevelse. Lige efter åbning kan den virke lidt stram, men så snart den åbner sig, bliver det rigtig lækkert. Blød frugt med en kompleksitet, man sjældent finder under 150,-. Jeg er dybt imponeret. 


ØVRIGE RØDE SEPTEMBERVINE

El Grillo y La Luna Hop Hop 2019
Spanien, Somontano
Rødvin, Garnacha/Syrah
Normalpris kr. 249,95, Set til kr. 225,-
Andrup Vin
5 Stjerner, 95 Pts.

Lige pludselig står den på efterårsrusk udenfor, og så skal det også mere rusk i rødvinen, så den passer til de tungere madretter. Og der popper Hop Hop op som El Grillo y La Lunas flotte bud på en super ambitiøs vin med masser af power, krydderi og frugt. Nogle gange kan Somontano-vine blive så ambitiøse, at de kræver en doktorgrad i vinmageri, men dette vinhus formår at bygge ambitionerne op i lag, så det både fungerer storartet som nydnings-vin og som vin, man kan gå på mere nørdet opdagelse i.


Corte Canella Amarone della Valpolicella 2016
Italien, Valpolicella
Rødvin, Blend
Normalpris kr. 479,95, Set til kr. 449,-
Andrup Vin
4 Stjerner, 94 Pts.

Jeg er ikke som sådan modstander af Amarone. Men det bliver bare så djævelsk tungt nogle gange. Corte Canella rammer også 17,5% i denne Amarone, men den er faldet til ro med lidt alder og med en balance i smag og komposition, der gør den til en rigtig flot oplevelse i sin kategori. Man fornemmer slet ikke alkoholen så voldsomt, og i stedet er de kraftfulde nuancer bredt ud på en blød og behagelig måde.


Veronica Ortega Kinki 2021
Spanien, Bierzo
Rødvin, Mencia
Normalpris kr. 295,-, Set til kr. 265,-
Jysk Vin
5 Stjerner, 94 Pts.

Her kommer vi næsten hele Spanien rundt i en enkelt vin. For Veronica Ortega kommer fra Cádiz i det sydligste Spanien, har fået sin vinopdragelse i Priorat i den østlige del af landet – og skaber nu vin i Bierzo længst mod nordvest. Her er Mencía-druen et af de meget bemærkelsesværdige kendetegn for området, og Veronica Ortega formår i den grad at få det bedste ud af den specielle druesort. Det er friskt, sprødt og sirligt orkestreret, så den til tider bidske syre og de blide frugter klæder hinanden bedst muligt. Her er ikke en masse fad-finurlighed eller kælder-kompleksitet. Det er den rene og rå Mencía-vare, som den folder sig allerbedst ud. Sprød, sprælsk og spillevende.


Henri de Villamont Savigny Les Beaune 2017
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris 349,95, Set til kr. 269,95
Supervin
5 Stjerner, 94 Pts.

Rød Bourgogne kan være frugtig, saftig og nem at gå til. Denne Savigny Les Beaune fra Henri de Villamont er lidt mere speciel i sit udtryk – på den gode måde. For de lette, saftige og supersprøde frugter er lyse og aromatiske som bare pokker, men samtidig er vinen holdt i et stramt greb, hvor der er balance i selv de mindste detaljer. Hvis du mest er til en rød Bourgogne, der er nem at nyde, uden at du behøver forholde sig til tusind indtryk, så vil du måske finde denne vin lidt for kompleks. Men hvis du – som jeg – nyder at gå på opdagelse i en vin, der på overfladen smager fremragende, og som nedenunder har et komplekst spil af forskellige afbalancerede noter, så vil du være vild med denne oplevelse. Rød Bourgogne med kompleks dybde og forførende topping.


Grivot-Goisot Bourgogne Cotes d’Auxerre 2022
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 209,-/Set til kr. 185,-
Jysk Vin
5 Stjerner, 93 Pts.

Du tænker måske, at du kender Bourgogne rigtig godt. Men hvis du endnu ikke er nået til Cotes d’Auxerre i din forskning af det fortryllende franske område, så har du stadig lidt tilgode. For det er ikke et område, hvor priserne er hævet gevaldigt, fordi det hedder, som det hedder. Her lever man lidt mere stille, og man nøjes med at frembringe lækker vin i ro og mag. Faktisk er vi relativt tæt på Chablis-området, der er berømt for sine hvide perler. Grivot-Goisot byder her på en rødvin, der finder den lækre mellemvej mellem elegant og nuancerige lyse frugter, og den charmerende og blidere Pinot Noir-stil. Jeg er faktisk ret vild med det, og når tilbudsprisen sender den under 200 kroner, får du virkelig meget Bourgogne for pengene.


Generazione Alessandro Croceferro
Italien, Sicilien (Etna)
Rødvin, Nerello Mascalese
Normalpris kr. 229,-, Set til kr. 209,-
Jysk Vin
5 Stjerner, 93                                                             

Nerello Mascalese er ikke den mest berømte druesort, men hvor kan den charmere som bare pokker. Den har en lethed og et bid, der leder tankerne hen på norditalienske Piemonte-druer, men samtidig har den en blødhed og frugtsaft, der afslører, at vi er et godt stykke længere mod syd. Her får du en vin, der er ligeså simpel og minimalistisk i sit udtryk, som etiketten lover. Ren, fin og bundærlig på en måde, der er så charmerende, at man ikke kan undlade at lade sig rive med. Rigtig lækker Etna-vin, hvor den relativt sjældne druesort måske vil få nogle til at holde sig tilbage, når de ser prisskiltet. Men hvis du nyder let vin med masser af smag, så er der altså ingen grund til skepsis. Det her er virkelig lækkert.


Baglio Onuri Nerello Mascalese 2022
Italien, Sicilien
Rødvin, Nerello Mascalese
Normalpris kr. 149,95,-, Set til kr.  79,95
Supervin
5 Stjerner, 93 Pts.

Nerello Mascalese er en drue, der skal i de rigtige hænder, for at den konner til at smage godt. I denne version fra Baglio Onuri er det lykkedes at fremelske de detaljer, der gør druesorten til noget særligt. Det er dejligt, blidt, let og saftigt. Balancen gør, at krydderierne bider fra sig uden at dominere. Ikke desto mindre sætter de deres præg på oplevelsen, så det bliver meget mere end bare blød behagesyge.


House of Smith Pinot Noir Substance 2021
USA, Washington
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 239,-, Set til kr. 149,-
Kjær Sommerfeldt
5 Stjerner, 93 Pts.

Europæisk Pinot Noir-stil med et frækt, animalsk twist. Der er lidt lakrids over nuancerne, der ellers holder sig til den lette og fine stil. Det fungerer rigtig fint, men vær forberedt på et udtryk der kan være lidt animalsk og pruttet i begyndelsen.


Xavier Cotes du Rhone 2020
Frankrig, Rhone
Rødvin
Normalpris kr. 119,95, Set til kr. 59,95
Supervin
5 Stjerner, 93 Pts.

Superflot balance i frugten. Den har et lille niv, der giver det nødvendige spil i helheden, så det ikke bliver alt for frugt-grødet. Men det er primært saftigt og frugtigt på den bløde og behagelige måde.


Markowitsch Pinot Noir 2022
Østrig, Niederösterreich
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 219,95, Set til kr. 109,95
Supervin
4 Stjerner, 92 Pts.

Østrigsk Pinot Noir med en frisk og fersk stil allerede i næsen. Også smagsmæssigt er det de lyse og lette bær, der præger oplevelsen, som først bliver mere fyldig, når man konner tættere ind på kroppen af den. Balancen er ret fin, så du får en lys og let stil med en god portion finesse.


Fries Winninger Pinot Noir 2020
Tyskland, Mosel
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 279,-, Set til kr. 245,-
Jysk Vin
4 Stjerner, 92 Pts.

Fries Winninger Pinot Noir strutter af kvalitet fra start til slut. Fra gamle vinstokke, gæret i åbne kar og lagret på brugte barriques, er dette en Pinot Noir, der har fået et gevaldigt skud ekspertise i vineriet, uden at den frugtige friskhed er gået tabt. I stedet er det lykkedes vinmageren at skubbe ægtheden i en kompromisløs retning, hvor alt er intakt og vel balanceret. Om retningen så er den rigtige afhænger af smag. Jeg havde personligt foretrukket en mere diskret retning, hvor frugten fik endnu mere spillerum. Men den rigelige mængde intensitet, krydderurt og aromatiske armsving fungerer enormt godt.


Finca Laniña 2019
Spanien, Rioja              
Rødvin, Tempranillo
Normalpris kr. 69,79
Vinimondo
5 Stjerner, 92 Pts.

Rioja. Din gode gamle bandit. Du har gjort det igen. Beriget os med en vin, der er traditionel, støvet og klassisk – og alligevel med et frækt, friskt og moderne spjæt. Finca Laniña er ikke en nyskabende mirakel-opfindelse, men det er et godt bud på, hvordan man kan holde fast i Riojas klassiske dyder, gøre dem lidt lettere og mere moderne – og samtidig holde en pris, hvor alle kan være med. Du får enormt meget kvalitet for pengene, og du får en kvalitet hvor du kan smage druerne, frugten og friskheden, uden at den er pakket ind i tonstunge fadnoter med træsplinter i tungekanten. Lækker vin til efterårets semi-tunge gryderetter – for eksempel.           


Umberto Cesari Laurento Sangiovese Riserva 2020
Italien, Romagna
Rødvin,Sangiovese
Normalpris kr. 199,-, Set til kr 89,-
Kjær Sommerfeldt
4 Stjerner, 91 Pts.

Et spændende bud på, hvordan Sangiovese også kan smage. For her er det ikke den kantede syre, der er i forgrunden. I stedet er det en vin, der er præget af fadlagring og masser af frugt. Der er en solid portion sødme, der med nøjagtighed sørger for at holde sig fra at blive tung.


Croix de Bonpas Cotes-du-Rhone Villages 2020
Frankrig, Rhone           
Rødvin
Normalpris kr. 99,95             
AMKA
5 Stjerner, 91 Pts.

Hvis du går efter relativt friske frugter, når du leder efter din Rhone-vin, så er Croix de Bonpas et godt bud til prisen. For her får du masser af saftig frugt for pengene i en vin, der ikke har helt den samme dybde som flertallet af Rhone-vine, men som stadig er ganske charmerende.


Chateau Vray Canon Boyer Canon-Fronsac 2018
Frankrig, Bordeaux
Rødvin
Normalpris kr. 119,95, Set til kr. 59,95             
Supervin
5 Stjerner, 91 Pts.

Blød og super behagelig Bordeaux-vin. Selvom det er en bløde og tilgængelige stil, der tager styringen, er der stadig plads til komplekse noter, der giver nuancer og spændstighed. Der gør den til en fin Bordeaux i den bløde ende – hvor der er langt mere kvalitet at komme efter, end prisen antyder.


Jean-Baptiste Audy Haut-Médoc 2018
Frankrig, Bordeaux
Rødvin
Normalpris kr. 85,95             
AMKA
5 Stjerner, 90 Pts.

De klassiske Bordeaux-tanniner er gemt godt ind under bløde og imødekommende Medoc-frugter. Men de er der, og giver livet og spillet i vinen, der har en rigtig fin eftersmag og efterlader et aldeles fint indtryk, når prisen tages i betragtning.


Weingut Konstanzer Spätburgunder vom Vulkan 2019
Tyskland, Baden
Rødvin, Spätburgunder
Normalpris kr. 100,-
AMKA
5 Stjerner, 90 Pts.

Tysk rødvin er stadig et ukendt kapitel for mange. Hvis du ikke har prøvet en tysk Spätburgunder endnu, så kan Weingut Konstanzer være en rigtig god indgang med denne Spätburgunder vom Vulkan. Den er saftig med masser af lyse bær og frugter, der udstråler en lækker friskhed og lethed. Det er smagfuldt og blidt, uden at det bliver for modent eller blødt.


Dominio del Aguila Pícari Viñas Viejas 2021
Spanien, Ribera del Duero
Rødvin, Tempranillo 
Normalpris kr. 319,95, Set til kr. 179,95
Supervin                                                   
3 Stjerner, 90 Pts.

Ung Ribera del Duero er ofte enormt charmerende. Men det afhænger naturligvis af måden, den er strikket sammen på. Dominio del Aguila har med denne vin skabt en ung Ribera, der endnu ikke er helt i topform. Jeg tror og håber, den former sig mere balanceret i løbet af et par år, for lige nu er den lidt distræt. Meget dyb i farven, masser af frugtdybde i næsen og en fornemmelse af noget sødme, der kunne minde om amerikansk fadlagring. Den charmerende saftighed er til at fornemme, men sammen med det kantede og det robuste, bliver det lidt ujævnt. Potentialet er stort, og derfor er jeg spændt på, hvordan den reagerer, når den får lidt år på bagen.


La Orphica Perla Negra 2020
Spanien, Yecla
Rødvin, Garnacha Tintorera
Normalpris kr. 139,95, Set til kr. 129,-
Andrup Vin
4 Stjerner, 89 Pts.

Perla Negra er blandt de blødeste vine i La Orphica-serien. Det kan være rigtig rart for nogle, men for mig er det en smule kedeligt. Det smager såmænd ganske fint, men jeg savner noget kant og liv i helheden. Det er lidt for pleasende til min smag i de mørke frugter og den let tilgængelige stil. 


Plaisir de Merle Cabernet Sauvignon 2019
Sydafrika, Paarl
Rødvin, Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 120,-, Set til kr. 120,-
AMKA
4 Stjerner, 89 Pts.

Kantet og læder-agtig Cabernet Sauvignon fra Sydafrika. Egentlig en vin, der smager ret meget, som man kan forvente, for det er mørkt og smager af mørke frugter med lidt bitre noter af mørk chokolade. Når man taler smagsnuancer er her rigtig meget af det hele, og jeg mangler den sidste balance, for at jeg for alvor er overbevist.


La Bastide Saint Dominique 2021
Frankrig, Rhone
Rødvin, Grenache/Syrah
Normalpris kr. 125,-,Set til kr. 109,-
Jysk Vin
4 Stjerner, 89 Pts.

Godt nok er blandingsforholdet 40% Shiraz og 60% Garnacha, men det er krydderierne, der sparker mest fra sig i La Bastide Saint Dominique. For selvom bunden i smagen er solidt pakket ind i modne frugter, så spræller krydderierne gevaldigt, og hvis man er glad for den slags, er det livgivende, at frugterne ruskes op af andre nuancer. Omvendt får det vinen til at pege i flere retninger, for en del af den er blød og behagelig, mens en anden del er mere sprælsk. Det giver en lidt speciel balance i en ellers velkomponeret vin.


Marquis de Villebourbon Saint-Emilion Grand Cru 2018
Frankrig, Bordeaux
Rødvin
Normalpris kr. 159,95, Set til kr. 139,95
Supervin
3 Stjerner, 88 Pts.

Nogle vine kan rende i det problem, at de vil for meget, og at de smager for meget i alle mulige retninger. Marquis de Villebourbon Saint-Emilion Grand Cru virker lidt på den modsatte måde. Den smager egentlig fint nok, men den vil ikke ret meget. Der er ikke så meget dybde, og der er ikke så meget kant. Balancen er egentlig fin nok, men jeg får lyst til at give den et ordentligt spark bagi, så den kommer ud af flasken med lidt mere temperament og power.


Collier Creek Red Wagon Pinot Noir 2020
USA, Californien
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 109,95, Set til kr. 99,95
Andrup Vin
4 Stjerner, 88 Pts.

Hvis du ikke er så velbevandret i lys og let Pinot Noir, så kan Collier Creek være et godt bud. Måske er du blevet træt af de tunge og sødmefulde syditalienere og vil gerne have noget, der stadig er meget let at drikke, men som er lidt lettere. Så er californisk Pinot Noir et rigtig godt bud, og Collier Creek Red Wagon er en Pinot Noir med en marmelade-agtig fornemmelse af sødmefuld frugt, der stadig holder sig i de lyse og lette noter. Her er ikke den vilde finesse og elegance, men det smager på en måde, hvor alle kan være med.


Dezzani Nebbiolo Barbera 2020
Italien, Piemonte
Rødvin, Nebbiolo/Barbera
Normalpris kr. 85,95
AMKA
4 Stjerner, 88 Pts.

Blandingen af Barbera- og Nebbiolo-druer er lidt som at sammensætte dansktop og klassisk musik. En sær blanding, som kun sjældent virker rigtig godt. Dezzani har koblet de vidt forskellige druesorter, der har letheden som fælles udgangspunkt, men som ellers henholdsvis udstråler kantet syre og frugtig saft. Det er egentlig nogenlunde rart, og balancen virker okay. Men jeg har stadig til gode at opleve en Barbera/Nebbiolo-blanding, der for alvor rammer mig.


Gran Mirador Reserva 2018
Spanien, Valencia
Rødvin, Tempranillo/Monastrell/Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 79,-
Andrup Vin 
4 Stjerner, 87 Pts.

Den fløjls-agtige etiket giver et meget godt pejlemærke af, hvor denne vin er på vej hen. For ligesom på det ydre, fanger smagen hurtigt opmærksomheden. Men efterhånden som man stryger fingrene henover den bløde, blå etiket – eller lader vinens smag fordele sig i alle mundens afkroge – er det som om, det bliver lidt for meget af det gode. Lidt for blødt, lidt unødvendigt. Det smager (og føles) rart nok, men det bliver også lidt for meget spil for galleriet, hvor man helst ikke tillader den lille detalje, der skiller sig ud.


Montecappone Violante Marche Rosso 2022
Italien, Marche
Rødvin, Lacrima
Normalpris kr. 129,95, Set til kr. 119,-
Andrup Vin
3 Stjerner, 86 Pts.

Montecappone har skabt mange lækre hvidvine. Her er det husets Violante Marche Rosso, der er på radaren, og den skuffer mig. Her er masser af sødme og solskin, der er med til at gøre helheden en tand for voldsom. Jeg savner noget friskhed, noget syre og noget liv, der bryder den glatte og sødmefulde overflade. 


Collier Creek Old Press Zinfandel 2021
USA, Californien
Rødvin, Zinfandel
Normalpris kr. 109,95, Set til kr. 99,95
Andrup Vin
3 Stjerner, 85 Pts.

Hvis din Zinfandel helst skal være kraftig, tung og sødmefuld, så er Collier Creek Old Press Zinfandel formentlig lige noget for dig. For jeg kender udmærket folk, der vil elske den tyngde og frugtfedme, der findes i denne vin. Til min smag bliver det bare alt for meget og for bamset.