Pinot Noir-druen begejstrer mange med sin lette, elegante og saftige stil. Andre synes, det er en ‘tynd’ vin – nok mest fordi den er mindre farverig og bombastisk i sine krydderier og sødme. Finder du en californisk Pinot Noir, vil du opleve større sødme og mere frugt, mens du i en Pinot Noir fra Bourgogne, eller fra et andet køligt område, vil opleve en masse finesse, lyse bær og mægtige mængder af elegance.
Jeg har tjekket de aktuelle yndlings-Pinot Noir’er, jeg har anmeldt på det seneste – og ud fra de aktuelle tilbudspriser får du hermed en Top 5-liste. Priserne er tjekket 17. august 2023 – og nogle af dem kan være forbundet med mængdekøb eller andre forudsætninger fra forhandleren.
Prosper Maufoux Bourgogne Pinot Noir 2022
92 Pts., Normalpris 169,95
Tilbudspris 99,95
Forhandler: Supervin.dk
Med 2022-årgangen af en Bourgogne Pinot Noir har Prosper Maufoux skabt en udmærket og fornuftig vin. Her er ikke et væld af spændstige nuancer og komplekse lag, man skal forholde sig til, men den fine friskhed, sprøde, røde frugt og behagelige krop gør, at det er en Bourgogne, der gør det rigtig fint i sin prisklasse.
Calmel+Joseph Le Sentier 2021
91 Pts., Normalpris 119,95
Tilbudspris 99,95
Forhandler: Andrup Vin
Det er ikke så ofte, at jeg støder på sydfransk Pinot Noir, der virkelig formår at udtrykke druens elegance. Men Calmel+Joseph lykkes godt med det – endda til en imponerende pris. Her får vi druesortens lethed, selvom det varmere klima ogsp giver sig til kende med modne og lune nuancer.
Final Cut Pinot Noir 2020
93 Pts. Normalpris 169,-
Tilbudspris 143,-
Forhandler: Husted Vin
Saftig og frugtig Californien-Pinot. Hvis du er lidt skeptisk overfor risikoen for en marmelade-frugtet Pinot Noir, kan du pnde lettet op. For her er mere elegance, lethed og flere lyse frugter, end i flertallet af Californiens Pinot’er. Det giver en rigtig flot vinoplevelse til prisen.
Mommessin La Clé Saint-Pierre 2021
94 Pts., Normalpris kr. 189,-
Tilbudspris 179,-
Forhandler: Din Vinhandel
Med Mommessin bevæger vi os i retning af de røde Bourgogne-vine, der er nemme at nyde. Kompleksiteten er ikke det mest slående i La Cle Saint-Pierre, men i stedet er det de røde frugter, den nemt håndterbare smag og kombinationen af dybde og elegance, der gør dette til en dejlig vin. Prismæssigt er vi på et niveau, hvor man ikke kan kræve et vidunder af historiske dimensioner, og derfor stiller jeg mig mere end tilfreds med, at La Cle Saint-Pierre udmærker sig som en rød Bourgogne, der vil please mere end den vil udfordre. For den gør det på en ærlig og subtil måde, hvor der også er en mulighed for, at du føler dig velkommen, selvom du er ny i Bourgogne-universet.
Equoia Pinot Noir 2019
92 Pts., Normalpris 199,95
Tilbudspris 119,95
Forhandler: Supervin
I vores februar-test af californiske vine er 2020-årgangen af Equoias Pinot Noir topscorer. Her er vi i 2019-årgangen, der på samme måde har den saftige og lette stil – suppleret med en god portion frugt. 2020’eren er en anelse mere frisk og sprød i stilen, og det er årsagen til, at jeg vurderer den en smule højere. Og samtidig giver oplevelsen af denne 2019’er mig en god anledning til at anbefale, at Equoia-Pinot’erne ikke skal ligge for længe. Med mindre du vil have alle nuancerne til at samle sig til en blød helhed. Jeg er mere til den friske stil, men kvaliteten i 2019’eren fornægter sig ikke.