DYBDE FRA BASKERLANDET

G22 Gorka Izagirre 2020
Spanien, Bizkaiko Txakolina
Hvidvin, Hondarrabi Zerratia
Normalpris kr. 249,95 – Set til kr. 129,95
Supervin
5 Stjerner, 93 Pts.

Faste læsere her på Flaskehalsen ved, at jeg har en usædvanlig svaghed for hvidvine fra Baskerlandet i Spanien. Det er især de af vinene, der er så rene, friske, syreprægede og insiterende, at det prikker på både tungen, i kinderne og i hjerneskallen, når man er ved at nå bunden af flasken. G22 fra højt anerkendte Gorka Izagirre er en lidt anden oplevelse. Her er vinen lagret på gærresterne – på den metode, der hedder Lías Finas. Det giver en anden kompleksitet og dybde, som nærmest minder om lidt fadpræg. Alt sammen er velskabt og fornemt, men det betyder også, at man tillader en mere behersket syre og friskhed. Det er lidt som at se en fodboldkamp uden lyd. Man kan sagtens blive grebet af det, man kan sagtens følge med – men der mangler prikken over i’et.