SPRØD ELEGANCE FRA JACQUART

Champagne Andre Jacquart Extra Brut Blanc de Blancs NV
Frankrig, Champagne
Bobler, Chardonnay
Normalpris kr. 525,- 
Husted Vin
4 Stjerner – 95 Pts.

Ja, du skal hoste op med en god sjat penge for denne flaske Champagne. Det erkender jeg, og det er jeg godt klar over, at de fleste skal bruge et par ekstra minutter på at overbevise sig selv om. Men hvis der ligger en 500-krone i lommen, som du ikke har andet fornuftigt at bruge på, så bliver du altså glad, når du opdager, hvilken kvalitet du får med hjem med denne Champagne fra André Jacquart. En Blanc de Blanc er (næsten) altid på ren Chardonnay, og her kommer det til udtryk med en fortrinlig elegance og friskhed. En Blanc de Blanc med alder kan blive en anelse tung i sine noter, men her får du de helt sprøde og bidske æble- og citrusnoter, der bakkes op af en vidunderlig frugt og bobler, der har en superb struktur til sammenhængen. Ikke for aggressive, ikke for bløde. Til nørderne kan det nævnes, at vi er i Vertus-området af Champagne-distriktet, og du får en elegant Champagne-oplevelse, der absolut lever op til sin pris, uanset om du er trænet Champagne-freak eller stadig ved at udforske de ædle bobler.