FORRYGENDE NÆSE – DISKRET SMAG

Closerie des Alisiers Petit Chablis 2022
Frankrig, Bourgogne
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 159,95 – Set til kr. 114,95
Supervin
5 Stjerner – 92 Pts.

Petit Chablis er ikke Chablis. Men det minder om det – og ligger lige op og ned ad de ‘rigtige’ Chablis-marker. Men Petit Chablis er lidt billigere, og vinstokkene vokser i et mere fladt terræn, der ofte gør vinene en snas mindre elegante. Ikke desto mindre er området kommet op på et rigtig højt niveau, og vælger man heldigt, kan man få en hvid Bourgogne, der har mange af de samme kendetegn som de ‘ægte’ Chablis-vine. Nemlig masser af syre og elegance. Med denne vin får du først og fremmest en fortryllende oplevelse, så snart du stikker næsen i glasset. Jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg næsten ikke har lyst til at smage på dråberne, for jeg kan kun blive skuffet, når duften er så intens og charmerende, som det er tilfældet. Smagen holder også en høj kvalitet til prisen, men den er lige på nippet til at blive for diskret til at følge op på den imponerende aroma. Det er lækkert, balanceret og dejligt, men lidt til den afdæmpede side af smags-spektret.