Velourblødt og vellykket vinøst virvar

Clos Les Fites 2007, Priorat, Spanien

For mange af os ’almindelige’ vinnydere er det oplagt at udse sig en drue, et område eller en type af vin at gå efter. På den måde tør man nemmere prøve noget nyt – fordi man føler sig sikker på, at det holder sig indenfor samme kategori. Den strategi virker ofte – men ikke altid.

 

Derfor er vi blevet skuffede nogle gange, når vi har sat forventningerne højt ved oppropningen af en spændende Priorat-vin. For dette ganske særlige vinområde i nærheden af Barcelona, spreder sig langt mere ud rent smagsmæssigt, end vi havde regnet med. Heldigvis kan det stadig lade sig gøre at finde de store nuancerede frugtbomber, der på én gang er fulde af krydderi og velourblød gæstfrihed samtidig med at den temperamentsfulde flamenco-danser tramper rundt i glasset og skaber et vinøst virvar af varieret smag.

 

Det er mest af alt blødt og storartet, og samtidig underbygges vinen af en masse power, der ligger og ulmer under den bløde overflade. Det betyder at vinen står klart og afbalanceret i smagen, men at den har en fylde og pompøsitet, der er ganske usædvanlig. Druerne er Garnacha og Carinena – og de klæder som altid hinanden fra top til tå.

 

Priorat har haft ry for at være den ’frække’ dreng i den spanske skole. Moderne tanker og uhørte produktionsmetoder har delt vandene. Efterhånden har Priorat opnået et mere nuanceret billede af sig selv, hvilket gør området lidt svært at gennemskue for den gennemsnitlige vinelsker.

 

Men heldigvis findes de ultramoderne Priorat-klassikere stadig. Det er denne formidable Clos Les Fites et bevis på, og ærligt talt så er det en af de bedste vine, vi har sat ord på til dato. Ja, 150 kroner er mange penge for en flaske vin, og derfor skal du vælge vine i denne prisklasse med omhu. Og her vil Clos Les Fites garanteret ikke skuffe dig.

 

Kr. 149,- v/6 stk.
D’Wine

******

TESTVINDER: Bedste Priorat, uge 9/2016