Frankrig kan meget mere og andet end bare hvid Bourgogne. Flaskehalsen har smagt sig igennem en række spændende franske hvidvine fra andre områder, og både Rhone og Jura viser sig fra den absolut bedste side.
Mas des Restanques Vacqueyras Blanc 2020
Frankrig, Rhone
Hvidvin, Viognier/Roussanne/Marsanne
Normalpris kr. 375,-
Husted Vin
4 Stjerner – 95 Pts.
Wow. Du skal godt nok grave dybt i lommerne, når du skal investere i denne hvidvin fra Rhone-området, men du får til gengæld også et fremragende glas hvidvin med stor dybde og kompleksitet, og med en imponerende flok af nuancer. Vinen er sat sammen af Viognier, Roussanne og Marsanne, hvor særligt de to sidstnævnte druesorter er karakteristiske for Rhones hvidvine. De giver en dybde og bredde i smagen, som er svær at finde andre steder, og selvom det til tider kan give en fornemmelse, der minder om tungt fadpræg, så er det med en charmerende kant og et krydret særpræg. Logisk set burde jeg ikke bryde mig om en hvidvin som denne, for den ligger et stykke fra mine foretrukne vine med høj syre og masser af friskhed, men jeg bliver alligevel draget af det spraglede univers, jeg finder her. En fremragende Rhone, der formår at kombinere elegance med dybde og kompleksitet.
Michel Tissot Savagnin 2020
Frankrig, Jura
Hvidvin, Savagnin
Normalpris kr. 159,- – Set til kr. 149,-
Din Vinhandel
5 Stjerner – 94 Pts.
Hvis du er på jagt efter en god hvidvin men nøjes med at gå efter de største druesorter som Chardonnay, Sauvignon Blanc og Riesling, så risikerer du at snyde dig selv for nogle gigantiske oplevelser. Nogle af dem finder du i det ganske lille franske område Jura, der ligger i området nordvest for Schweiz. Nogle Jura-vine kan være meget vanskelige at gå til fordi de er så spækkede med storladne nuancer, men denne vin fra Michel Tissot er i flot balance. Skabt på druesorten Savagnin, der normalt bruges til den lokale pendant til tør sherry, men her er den altså anvendt til en klassisk hvidvin. Og det er en spændende og rigtig dejlig oplevelse, der har kompleksiteten og den spændstige dybde, men som samtidig holder en blid og meget drikkevenlig stil. Spændende og rigtig dejlig hvidvin fra Jura. Kompleks og spændstig, men ikke så kompliceret, som de kan være.
Vieil Armand Alsace Selection Riesling 2019
Frankrig, Alsace
Hvidvin, Riesling
Normalpris kr. 119,-
DenGodeVino
5 Stjerner – 93 Pts
Det nordøstligste Frankrig – nærmere bestemt Alsace-området, der ligger langs grænsen til Tyskland – er et spændende og spraglet område. Her produceres lidt rødvin, lidt rosévin og nogle spændende bobler, men det er de hvide vine, der for alvor trækker læsset i Alsace. Et væld af druesorter byder sig til, men oftest er det Riesling, der vinder størst anerkendelse – ikke mindst fra min side. Her har vi en Riesling med masser af klasse og en fornuftig dybde i smagen. Det bliver på ingen måde for voldsomt, for der er en forfriskende syre, der lægger sig i flot balance med frugt-fylden. Flot Alsace-Riesling til en meget attraktiv pris.
Le Bon Negociant 2022
Frankrig
Hvidvin, Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 99,95 – Set til kr. 69,-
Supervin
5 Stjerner – 92 Pts.
Meget klassisk, sprød og frisk Sauvignon Blanc med alle de klassiske noter af citrus, hyld og tropefrugter. Her er ikke de store overraskelser, men til prisen vil de fleste også helst have en Sauvignon Blanc, der smager, som de forventet. Og til prisen er det et rigtig dejligt glas sommervin.
Domaine de la Vougeraie Terres de Famille 2020
Frankrig, Bourgogne
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 269,95
Philipson Wine
3 Stjerner – 88 Pts.
Bourgogne-Chardonnay i den fede og fadprægede ende. Jeg er selv mest til de elegante og syreprægede vine herfra, men jeg kan blive ret begejstret, hvis fad og syre er afbalanceret. Her er syren meget begrænset og afdæmpet, mens fadpræget er markant. Det giver en ubalance, jeg ikke bryder mig så meget om.
E. Guigal Cotes du Rhone 2020
Frankrig, Rhone
Hvidvin
Normalpris kr. 89,95
Philipson Wine
4 Stjerner – 87 Pts.
Ret fornuftig hvid Rhone i sin prisklasse. Her er de klassiske dybe noter af frugt, urter og krydderier, der får hvid Rhone til at skille sig ud. På druer som Viognier, Roussanne og Clairette er vi et stykke fra de traditionelle hvidvine, for her er det friskt i starten og slutter med markant dybde.
Vieil Armand Alsace Selection Gewürztraminer 2019
Frankrig, Alsace
Hvidvin, Gewürztraminer
Normalpris kr. 119,-
Den Gode Vino
4 Stjerner – 87 Pts.
Der skal meget til at få mig til at være positivt stemt overfor en Gewürztraminer. Normalt er det over-aromatisk og ofte ret sødt. Her er det dog lykkedes at holde balancen, så det fungerer fint, hvis det får lov at være godt afkølet.