BOBLENDE SPANSK KVALITET

Cava kommer traditionelt fra Catalonien og betyder egentlig bare ‘kælder’. Det dækker over den spanske pendant til Champagne, og faktisk begyndte man allerede vinproduktionen længe før kristi fødsel. Under maurerne fra ca 700-1500 blev produktionen stoppet, men efterhånden som maurerne blev fordrevet fra Spanien, blev vinproduktionen genoptaget og der kom for alvor gang i den igen i 1600-tallet.

For Cava var det dog slutningen af 1800-tallet, der gjorde den store forskel, og den første flaske Cava, der minder om, hvad vi kan finde i dag, blev åbnet i 1874 af Josef Raventós. Skabt på de tre nuværende hoveddruer Macabeo, Parellada og Xarel-lo.

Snart blev Cava populært – under navnet Xampaña, som man senere måtte droppe, da Champagne-producenterne ikke ville finde sig i, at man kunne forveksle de spanske bobler med dem, der kommer fra det ‘ægte’ Champagne.

I slutningen af 1800-tallet kom det første store bump på vejen for Cava-produktionen. Vinlusen betød, at næsten alle vinstokke i Europa måtte lade livet. Mange steder genplantede man vinstokkene med amerikansk rodnet, der var modstandsdygtigt mod sygdommen – i Catalonien besluttede mange vinbønder at skifte fra deres oprindelige druesorter til Cava-sorterne. Da først de vinstokke for alvor gav udbytte, skete den næste store udvikling for Cava. Både kvantitativt og kvalitativt (for de bedste producenter).

Siden er det mere eller mindre gået slag i slag med udviklingen, men kvantiteten har i store perioder været et problem. Man må dyrke druer til Cava mange steder i Spanien, og kvaliteten har ikke været kontrolleret så godt. De dygtige Cava-huse har holdt skruen i vandet, men mange er sprunget over, hvor gærdet var lavest, og de mange billige cavaer har kostet på vintypens ry og rygte.

Derfor gik seks af de store Cava-huse sammen om at arbejde for at øge kvalitetskravene. I 2017 blev betegnelsen Paraje Calificada indført – blandt andet med krav om, at druernes oprindelse skulle være tydeligere på Cava-flaskerne.

Det var ikke helt nok for de seks store producenter, der i 2019 fik godkendt et nyt D.O. – Corpinnat. Her er mindstekravene strengere, druerne skal være dyrket i umiddelbar nærhed til vingården, de skal være økologiske, og lagringskravene er skærpet.

Der findes stadig fremragende Cava, men Corpinnat er på mange måder et kvalitetsstempel.


Familia Oliveda Freixa Rigau
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris kr. 169,-
Vildmedvin
6 Stjerner – 95 Pts.
Den klassiske spanske familiehistorie. En vinbonde synes, at folket skal have noget at glæde sig over trods krig og stridigheder i Spanien. Han mener, at vin er den bedste løsning og begynder at producere Cava. Hans søn bliver forelsket i nabo-vingårdens datter, de bliver gift, og mens farmands efternavn Oliveda pryder familiehusets navn, er denne vin udstyret med sønnen og nabodatterens efternavne – Freixa og Rigau. Så langt så godt. Det særlige ved Oliveda Freixa Rigau, at der bag den traditionelle historie gemmer sig en uforskammet lækker Cava. Her er ikke tilsat dosage (sukker), så i teorien er her tale om en knastør, men alligevel lykkes det at fremelske et væld af spændende noter, der giver dybde, spændstighed og en formidabel elegance. Alt sammen til en pris, der sagtens kunne have ligget væsentligt højere. Det er tørt men dybt, det er sprælsk men elegant, det er klassisk men særligt. Oliveda Freixa Rigau er noget af det bedste Cava jeg har smagt i denne prisklasse.


Cava Bohigas Brut NV
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris kr. 185,-
Husted Vin
5 Stjerner – 94 Pts.
Cava kan være en sær størrelse, for i nogle (typisk billige) tilfælde er det fuldstændig uinteressant – men skruer man lidt på budgettet, kan man få imponerende vinoplevelser for penngene. Bohigas Brut hører til de imponerende vinoplevelser, og det er egentlig skørt, at man kan få fingrene i sådan en flaske til mindre end 200 kroner. Skabt på de tre (mest) klassiske Cava-druesorter Macabeo, Parellada og Xarel-lo fremstår Bohigas Brut som en en tør og frisk flaske bobler, der efterlader en dybere og rundere bund, end man finder i mange andre boble-egne. Her er rigtig meget at komme efter i de frugtige nuancer, der spænder helt fra noget eksotisk over en frisk citrus-præget syre – og bundet op på en lille håndfuld lækre krydderier, der spæder til dybden. Her får du meget mere smag og elegance end i en gennemsnitscava, og selvom den er lidt dyrere at købe, så får du dobbel-op på valuta for pengene.


Llopart Reserva Brut 2019
Spanien, Corpinnat
Bobler
Normalpris kr. 219,-
D’Wine
5 Stjerner – 94 Pts.
Historien om Cava er både lang og snørklet. Så lad os i dette tilfælde nøjes med den sidste sving-om i historie-bøgerne, da områdebetegnelsen Corpinnat blev etableret kort før 2020. En lille flok af de mest stolte Cava-huse havde i en længere årrække kæmpet for, at mindstekravene til Cava skulle skærpes, men det var ikke nemt at få alle med på vognen. Derfor grundlagde de Corpinnat, hvor der er krav om, at vinen skal være produceret i Penedés-området – mens Cavaer i princippet kan være lavet på druer, der er høstet i Extremadura eller Valencia – og som for den sags skyld efterfølgende kan være fragtet tværs over det store land til en fabrik i Catalonien. I Corpinnat vil man garantere oprindelsen, og man vil garantere, at druerne er helt friske fra marken, når de begynder omdannelsen til vin. Der er også en lang række andre skærpede krav til Corpinnat-betegnelsen, som vinhuset Llopart var med til at grundlægge. Lloparts historie strækker sig helt tilbage til 1887, og siden da har man været i den gruppe af vinhuse, der er gået forrest i forhold til at holde et højt niveau for spanske bobler. Det viser de da også gang på gang i det rent smagsmæssige. Denne Reserva Brut er meget klassisk i sin elegance, samtidig med at her er masser af dybde at gå på opdagelse i. Glem alt om intetsigende gennemsnits-Cava, for her får du Corpinnat, der smager som Cava – bare med fuld skrue på kvalitetsknapperne. Den slags koster også lidt ekstra, men når vi er på et niveau, der kan konkurrere med de lidt finere bobler fra Frankrig, så er prisen i allerhøjeste grad i orden.


Mont Paral Rosé
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris kr. 109,95 – Set til kr. 85,-
Jysk Vin
5 Stjerner – 93 Pts.
Cava behøver hverken at være dyrt eller komliceret. Men selvom det er en Cava, der er til at betale, og som ikke kræver det store udvidede kursus i nordøstspansk geologi, så kan det stadig smage rigtig rart og behageligt. Sådan er det med Mont Paral Rosé, der er nem at gå til, som har en dejlig bund af røde bær, og som bare smager som en hygge-aperitif skal smage. Rigtig dejlig Cava i lavpris-skalaen.


Oriol Rossell Gran Reserva 1908 Mitic 2018
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris kr. 239,-
D’Wine
4 Stjerner – 92 Pts.
Oriol Rossell er en af mine favorit-producenter blandt de catalanske Cava-producenter. Her er husets version af Mitic, som den tager sig ud i 2018-udgaven. Det er meget friskt, elegant og sprødt, og den har en snert af bitterhed i eftersmagen. Nogle vil finde bitterheden lidt for kantet, mens andre vil elske den. Jeg er et sted midt imellem, for når alt kommer til alt har jeg smagt højere niveau til prisen fra Oriol Rossell. Men på den anden side – jeg ville aldrig sige nej tak til et glas Cava på dette niveau.


Mont Paral
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris kr. 99,95 – Set til kr. 79,95
Jysk Vin
5 Stjerner – 91 Pts.
Jeg er ret vild med Mont Paral Rosé, og her er vi så i den hvide variant. Den har en stor del af den samme charme, men de røde bær fra roséen er erstattet af en lidt mere kantet syre. Sammenlignet med Cremant i samme prisklasse, er det til at fornemme den spanske sol og varme, der giver en blødere og mere bredt appellerende smag, og det er svært at ønske sig ret meget mere af en flaske bobler, der koster under 80 kroner på en god dag. Mont Paral ved, hvordan en billig flaske bobler skal skæres, så den rammer så bredt som muligt – for eksempel til en større festivitas, hvor det oplagt at tage en stribe roséer og en stribe hvide Cavaer – for så er der både noget til dem, der vil have en lidt rundere og frugtig bund, og til dem der foretrækker lidt mere kantet syre.


Gramona La Cuvee 2018
Spanien, Corpinnat
Bobler
Normalpris kr. 169,95
Philipson Wine
4 Stjerner – 91 Pts.
Når man taler Cava og Corpinnat taler man ikke så meget om gode og mindre gode årgange. Jeg skal ikke gøre mig til den store overdommer i forhold til hvilke årgange, der har været bedst, men jeg gør gerne mine egne smagsoplevelser til et pejlemærke for, hvad jeg bedst kan lide. For eksemel i tilfældet Gramona, der er blandt Corpinnnat-husene. De lavede en fortryllende 2016’er med masser af dybde og elegance, mens 2018’eren er en anelse mere bøvet i udtrykket. Balancen er ikke helt så skarp, og der er lidt bitre noter, der stikker lidt ud. Bevares, det er stadig en rigtig flot flaske bobler, men sammenholdt med flertallet af mine andre oplevelser af forskellene mellem 2016 og 2018-årgangene, så bekræfter denne Corpinnat meget godt 18’eren er lidt mere sprælsk i tyngden.


Freixenet Reserva Real NV
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris kr. 110,00
AMKA
4 Stjerner – 90 Pts.
Freixenet er vel nærmest at betegne som en Cava-fabrik. De ved, hvordan man laver bobler til masserne, og ofte har jeg en fornemmelse af, at det handler mere om at lave Cava, som flest muligt ikke kan sige, at de ikke bryder sig om – fremfor at lave Cava, som folk elsker. Alligevel formår Freixenet med denne Reserva Real at imponere mig lidt, for man fornemmer den ekstra lagring, der giver flere nuancer og dybde i smagen, og prisen holdes stadig helt nede i nærheden af en hundredekrone. Det er tørt, det er sprødt, og der er en god frugtig dybde, når prisen tages  betragtning. En fin Cava som aperitif, og som selskab til salte snacks eller en let forret.


Covides Duc de Foix Cava Brut NV
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris kr. 99,- – Set til kr. 85,-
Din Vinhandel
4 Stjerner – 88 Pts.
Kvaliteten er mærkbart højere end i de billigste cavaer, men smagsmæssigt er der ikke så meget, der skiller sig ud fra mængden. Prisen er da også under 100 kroner, så man kan ikke forvente så meget andet end en gennemsnitlig oplevelse. Covides (sikke et træls navn, hvis man udtaler det lidt fransk-agtigt) holder sig fra unødige bismage og sniger sig igennem uden at gøre sig bemærket i hverken den positive eller negative retning – og det er i sig selv ganske positivt, hvis prisskiltet siger 85 kroner på tilbud.