BOURGOGNE I MANGE AFSKYGNINGER

Rød Bourgogne er så fuld af variation og forskellighed, at det ikke rigtig tjener noget formål at forsøge at forklare de fællestræk, der knytter de enkelte vine til hinanden. Well, de kommer fra Bourgogne-området i det nordøstlige Frankrig, du kan regne med, at der er Pinot Noir-druer fra top til bund, og som udgangspunkt kan du forvente en rødvin, der er lidt lysere og lettere end flertallet.

Men det er nuancerne og forskellighederne, der gør Bourgogne til et magisk område. Fra kommune til kommune, fra mark til mark, fra vinmager til vinmager. Og fra årgang til årgang – for der er ikke mange vinområder, der er mere årgangs-påvirkede end Bourgogne.

Jeg har kastet mig over en række af de røde Bourgogne-vine, der lige nu findes på de danske vinhylder – og for flere af dem gælder det også, at de er på ret fine tilbud. Husk på, at når jeg vurderer vinenes kvalitet i forhold til pris (altså antallet af stjerner), så sker det altid med udgangspunkt i den normalpris, jeg har fået oplyst.


Jean Gagnerot Nuits-Saint-Georges 1er Cru 2014
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 699,95 – Set til kr. 379,95
Supervin
5 Stjerner – 97 Pts.
Et af Bourgognes mange mægtige områder er Nuits-Saint-Georges i Beaune. Her har Jean Gagnerot fundet druerne til denne vin, der er fuld af smag, og som har lækre mørke frugter, uden at det bliver for meget. For balancen er intet mindre end fremragende, når den elegante frugt og den superlækre syre blander sig i glasset. Det vil altid være et spørgsmål om smag, om vinen er for ung, for gammel eller fortrinlig – jeg hælder mest til det sidste. For de hårde kanter er afrundede, men ikke mere end at der stadig er en flot, livlig syre, selvom vi har fingrene i en 2014’er. Hvis du vil have alle kanter slebet af, så vent et år eller to – i min optik er den lige præcis, hvor den skal være lige nu. 


Louis Lequin Santenay Premier Cru Le Passe-Temps 2014
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 329,95 – Set til kr. 199,95
Supervin
5 Stjerner – 96 Pts.
Jeg elsker Bourgognes lethed, elegance – og på de bedste af vinene den imponerende balance. Men det er også et svært at område at blive klog på, for der er masser af tommelfingerregler i forhold til årgange, kommuner m.m. – men mindst ligeså mange undtagelser. Normalt tror jeg nok, at jeg bedst kan lide de relativt unge Bourgogne-vine, der har dybde i smagen, men som samtidig har en smuk og livlig syre. Det finder jeg hos Louis Lequin i denne Santenay-vin, der lever op til alle ovenstående elementer – bortset fra, at den ikke er ung. Vi er i årgang 2014, der lige nu passer perfekt til min smag. Superflot balance mellem de røde frugter og den sublme friskhed. Jeg ville ikke gemme den ret længe – både fordi den frister umanerligt meget, men også fordi det måske vil koste den helt afgørende friskhed, der gør den til noget særligt. 


Domaine Doussot-Rollet Beaune 1er Cru Les Bressandes 2019
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 449,- – Set til kr. 399,-
Jysk Vin
5 Stjerner – 96 Pts.
I den berømte Beaune-kommune finder vi denne 1er Cru Les Bressandes. Jeg er vild med den måde, vinen svinger sig fra at være helt let og elegant på overfladen, og til en dybde og frugt, der lægger sig om en betagende bund i glasset. Du får den friske lethed, som de fleste forbinder med Pinot Noir, og mens den udspiller sig som uspoleret og bundærlig elegance, sørger frugtbunden og de små fine finesser fra både fad og terroir for, at der er masser af lag at gå på opdagelse i. En vin til dig, der gerne vil sidde længe med dit glas og gå i dybden med vinmagerens beslutninger og valg – det er en vin med masser af kompleksitet, og alligevel med en ren og elegant nydningsfaktor helt i topklasse.


Louis Lequin Santenay Clos Gennet 2014
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 249,95 – Set til kr. 169,95
Supervin
5 Stjerner – 95 Pts.
Hvis din Bourgogne helst ikke skal være for glat, let og elegant, så er Louis Lequin’s Santanay Clos Gennet måske en vin, der kan blive blandt dine foretrukne, røde Bourgogner. For i 2014’eren, får du, som den har udviklet sig, en vin med masser af røde frugter, en anelse friskhed – men først og fremmest en mærkbar portion krydrede kanter og spraglede smagsnoter. Nogle vil måske synes, at det er lidt for meget til, at der stadig er elegance nok, men sådan er smag jo forskellig. Jeg kan godt lide den måde, de krydrede noter får den til at skille sig ud, og jeg kan lide de udfordringer, denn byder på. Den skal ikke ligge ret længe, før den sidste friskhed er forsvundet, så køb den som et forkælelsesglas, der skal nydes i den allernærmeste fremtid. 


Mommessin La Cle Saint-Pierre 2021
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 189,- – Set til kr. 179,-
Din Vinhandel
5 Stjerner – 94 Pts.
Med Mommessin bevæger vi os i retning af de røde Bourgogne-vine, der er nemme at nyde. Kompleksiteten er ikke det mest slående i La Cle Saint-Pierre, men i stedet er det de røde frugter, den nemt håndterbare smag og kombinationen af dybde og elegance, der gør dette til en dejlig vin. Prismæssigt er vi på et niveau, hvor man ikke kan kræve et vidunder af historiske dimensioner, og derfor stiller jeg mig mere end tilfreds med, at La Cle Saint-Pierre udmærker sig som en rød Bourgogne, der vil please mere end den vil udfordre. For den gør det på en ærlig og subtil måde, hvor der også er en mulighed for, at du føler dig velkommen, selvom du er ny i Bourgogne-universet.


Andre Montessuy Bourgogne Pinot Noir 2021
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 239,- – Set til kr.  219,-
Din Vinhandel
5 Stjerner – 94 Pts.
Unge, røde Bourgogne-vine kan enten være stramme i betrækket – eller indbydende, charmerende og ukomplicerede. Andre Montessuy står med denne vin for sidstnævnte kategori, som i denne 2021’er lykkes rigtig flot. En lækker og lys Bourgogne med en flot lethed, selvom smagen af røde frugter gør den meget nem at have med at gøre. Du får ikke den spraglede og inciterende elegance og kompleksitet, som du finder i de finere, røde Bourgogner, men den slags skal man altså betale mere end to hundredekronesedler og et par håndmønter for. Det her er rød Bourgogne til det improviserede øjeblik, hvor der ikke skal dybde-analyseres men bare nydes. 


Emma & Christian Sorine Santenay Vielles Vignes 2020
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 295,- – Set til kr. 259,-
Jysk Vin
5 Stjerner – 94 Pts.
Når man arbejder med vin, bliver man mødt af mange spøjse spørgsmål, som man egentlig godt forstår nødvendigheden af at besvare, men hvor svaret simpelthen bliver for komplekst til, at man vil være bekendt at nøjes med mindre end et langvarigt og detaljeret foredrag. Sådan et spørgsmål kunne være ‘Hvordan smager rød Bourgogne egentlig?’. Lidt af en mundfuld at besvare, men med denne vin fra Emma & Christian Sorine, kan man faktisk komme meget tæt på et brugbart svar. For denne Santenay VIelles Vignes er indbegrebet af rød Bourgogne, hvor du både får elegance og rødfrugtet saft, modne jordbær og finurlige hindbær samt en fin balance mellem kompleksitet og en alligevel behagelig og medrivende charme. Du får det hele – og selvom der er malet med den brede pensel, er det stadig med akkuratesse i hjørnerne. Forrygende og meget klassisk Bourgogne til prisen.


Jean Monnier & Fils Volnay 2019
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 385,- – Set til kr. 329,-
Jysk Vin
4 Stjerner – 94 Pts.
Volnay er ikke bare lette og elegante vine med finurlige, lillefingerstrittende krumspring. Det kan også være dybt og mere smagfuldt, hvilket Jean Monnier & Fils viser med denne Volnay 2019. Den smager nemlig af væsentligt mere, end man lige skulle forestille sig. Og dybden kommer ikke bare fra de røde frugter, for her er også masser af krydderi og kant. Jeg kunne godt bruge en smule mere åbenhed, men den vil helt sikkert komme i løbet af de næste par år, for 2019 er en årgang med flot lagringspotentiale.  


Domaine de la Vougeraie Terres de Famille 2020
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 264,95
Philipson Wine
4 Stjerner – 93 Pts.
Når rød Bourgogne i denne prisklasse formår at være både spændende og kompleks, men samtidig er til umiddelbart at forstå, så har vinmageren ramt noget helt rigtigt. Og sådan er det med denne Domaine de la Vougeraie Terres de Famille. Frugten og syren er spændstig og giver et livligt udtryk, samtidig med at frugten giver en nem indgang til den spændende Bourgogne-verden.


Prosper Maufoux Bourgogne Pinot Noir 2022
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 199,95 – Set til kr. 169,95 
Supervin
4 Stjerner – 92 Pts.
Med 2022-årgangen af en Bourgogne Pinot Noir har Prosper Maufoux skabt en udmærket og fornuftig vin. Her er ikke et væld af spændstige nuancer og komplekse lag, man skal forholde sig til, men den fine friskhed, sprøde, røde frugt og behagelige krop gør, at det er en Bourgogne, der gør det rigtig fint i sin prisklasse. 


Louis Lequin Santenay Vieilles Vignes 2013
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 299,95 – Set til kr. 189,95 
Supervin
4 Stjerner – 92 Pts.
Hvis du er ude efter en rød Bourgogne med tydelige aldersnoter, så er denne Santanay Vieilles Vignes fra 2013 et fornuftigt bud. Men det er ikke en vin, du skal lægge i kælderen, for den trænger til at blive drukket nu. Det er alderstegnene, der er mest slående ved den, så du skal være klar på en vin, der har smidt den mest kantede friskhed af sig, og som i stedet har samlet sig som en vin, der er helt afrundet i kanterne. Frugterne kan stadig have lidt friskhed og nuancer, men det er absolut en vin til dig, der gerne vil have kanterne poleret, og som søger en afrundet helhed.


La Vigne du Cloitre Bourgogne Pinot Noir 2021
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 89,95
Philipson Wine
4 Stjerner – 88 Pts.
Rød Bourgogne under 100 kroner. Det er umiddelbart en kombination, hvor man skal passe på med at sætte forventningerne alt for højt, men La Vigne du Cloitre formår faktisk at sammensætte en vin, der har de rigtige Bourgogne-vibes og alligevel passer til prisen. Det er fint og behageligt, det er let forståeligt, saftigt og nemt at have med at gøre.


Louis Lequin Santenay Vieilles Vignes 2018
Frankrig, Bourgogne
Rødvin, Pinot Noir
Normalpris kr. 339,95 – Set til kr. 199,95
Supervin       
3 Stjerner – 88 Pts.
Santenay fra 2018, hvor der er rigtig meget fylde og power i smagen. Det er mørkt og hårdt i kanten, og her er tale om en af de Bourgogne-vine, der i allerhøjeste grad vil vinde ved nogle år i kælderen. En atypisk og temmelig korporlig Bourgogne – men med potentiale til at komme i fornuftig form med tiden.