FRISK, UTRADITIONEL RIBERA DEL DUERO

Bodegas Requiem Re Minor 2020
Spanien, Ribera del Duero
Rødvin, Tempranillo
Normalpris kr. 199,-
Kokkens Vinhus
5 Stjerner – 93 Pts.

Re Minor er en ret utraditionel og speciel Ribera del Duero, der overrasker gevaldigt. For mit vedkommende overrasker den til den rigtig positive side, men nogle vil nok føle, at de får noget andet, end de troede, de havde købt. Her er det klassisk Tempranillo fra markerne i Ribera del Duero, og det er lagret på franske fade. Der har de dog kun ligget i syv måneder, og vinmageren har sikret, at vinen har bevaret en imponerende friskhed, der giver en helt særlig kant og finesse. Balancen er fremragende – med mindre du mest er til smags- og fadpumpede Tempranilloer. For her er det den ægte, forfriskende, syrerige og kantede frugtfornemmelse, der skinner igennem på flotteste vis.