FRISKHED OG KANTET CHARME

Asenjo y Manso Crianza 2020
Spanien, Ribera del Duero
Rødvin, Tempranillo
Normalpris kr. 179,- – Set til kr. 125,30
D’Wine
5 Stjerner – 93 Pts.

Asenjo y Manso er et af de vinhuse i Ribera del Duero, jeg holder mest af. Når man besøger vinhuse, giver det ofte en anden oplevelse – på godt eller ondt – for de mennesker, der står bag vinene, er med til at præge ens oplevelse af det, der gemmer sig i flasken. Det er efterhånden nogle år siden, jeg på en grå januardag fik mulighed for at lære vingården bedre at kende, og kombinationen af en afslappet tilgang til at lade druerne tale deres eget sprog, og en ekspertise, der rækker helt ud til fingerspidserne, er med til at gøre mit indtryk af dette vinhus til en på samme tid meget jordnær, ærlig og dybt kompetent oplevelse. Det mærker jeg i husets dyrere vine, men i særdeleshed i deres lidt yngre vine, hvor druerne for alvor får lov at vise deres sande væsen. I denne Crianza er der en forrygende kombination af friskhed, krydderier, bløde frugter og kantet charme. Det er Ribera del Duero, der stort set kan alt det, jeg drømmer om, når vi befinder os i denne prisklasse.