DEN STORE NYTÅRSBOBBEL-TEST

Hvis du insisterer på, at der skal være kransekage på bordet, når nytårsklokkerne bimler og bamler, skal du være opmærksom på, hvor tør din flaske med bobler er. For vælger du en Brut, Extra Brut eller Brut Nature, vil boblerne blive knasende tørre og tendere det sure. Vælg i stedet en Demi-sec, der har op mod otte gange så meget restsukker pr. liter. 

For mig skal nytårschampagnen nydes uden kransekage. Den traditionelle marcipanmasse kan være lækker nok, men jeg vælger hellere at nyde den på et tidspunkt, hvor der ikke behøver være fine bobler i glasset. Et godt glas bobler kan sagtens stå alene, og det er udgangspunktet for de bobler, jeg har valgt i denne smagning af forventningsskabende Champagne, Cava, Cremant m.m.

TESTVINDER – NYTÅRSCHAMPAGNE

Vilmart & Cie Grande Reserve Premier Cru
Frankrig, Champagne
Bobler, Pinot Noir/Chardonnay
Normalpris kr. 449,00
Vild med vin        
5 Stjerner – 96 Pts.

Der findes Champagne-huse der bruger uanede penge og kræfter på at markedsføre sig ved store begivenheder. Der findes Champagne-huse, der slet ikke behøver, fordi de har skabt sig et stort ry gennem årtier og århundreder. Og så findes der dem, der bare stille og roligt sniger sig fremad på de store lister over de mest spændende Champagne-huse. Vilmart et Cie er blandt sidstnævnte, for du har måske ikke hørt om dem, selvom de for nylig har fået en af de lidt finere Champagner vurderet på højde med Dom Perignon og Krug. Denne Grande Reserve Premier Cru er en fornem indgang til Vilmart et Cie-universet, for her får du friskhed for alle pengene – sat sammen i en flot helhed, hvor de blidere fornemmelser af ristet brød og smør-noter går det hele til at gå op i en højere enhed. Vilmart et Cie er et hus, man skal holde et mere end vågent øje med – for det er allerede store Champagne-oplevelser, der gemmer sig i deres flasker, og mon ikke kendskabet til huset vil udvikle sig hastigt i de kommende år.


TESTVINDER – NYTÅRSCAVA

Oriol Rossell Mitic 1908 Gran Reserva Brut Nature 2017
Spanien, Cava
Bobler, Xarel-lo/Macabeu
Normalpris kr. 239,-
D’Wine
5 Stjerner, 96 Pts.

Champagne koster ofte kassen – mens Cava gerne lægger sig i et lavere prisniveau. Hvis du går udenom de billigste Cava’er har du endda chancen for at finde eminente bobler fra de spanske Cava-områder, og Oriol Rossell er et forrygende bud på en flaske af den slags. Mitic 1908 er i kategorien ‘Brut Nature’, der er den tørreste variant af Cava, hvor der ikke er tilsat anden sødme end den, der naturligt findes i druerne. Cava får mere sol og varme end Champagne, og derfor kan en Brut Nature fra Cava ofte føles lidt blidere, end en tilsvarende fra Champagne. Drik den ikke til kransekagen, for så ødelægger du begge dele – men nyd den med salte snacks – eller bare som en enestående vin, der ikke behøver ledsages af noget spiseligt. Det smager fremragende.


TESTVINDER – NYTÅRSCREMANT

Chateau d’Orschwihr Cremant Brut Grande Cru 2010
Frankrig, Alsace
Bobler, Chardonnay
Normalpris kr. 229,-, Set til kr. 200,-
Holte Vinlager
5  Stjerner, 95 Pts.
Cremant behøver ikke stå i skyggen af de fine Champagne-flasker. Her er vi i Alsace, hvor Chateau d’Orschwihr har skabt en Cremant på ren Chardonnay, og med 10 års lagring har den opnået en sindssyg dybde. Det er enormt lækkert, for friskheden og syren er stadig fremtrædende, mens den lange lagring har sikret en blødhed, bund og balance, der får helhedsindtrykket til at smelte i munden. En Cremant af sjældent høj kvalitet.


ANDRE SPÆNDENDE NYTÅRSBOBLER

Beurton & Fils La Quille Millesime 2012
Frankrig, Champagne (Valle de la Marne)
Bobler, Meunier/Chardonnay/Pinot Noir
Normalpris kr. 419,95 – Set til kr. 379,-
Andrup Vin
5 Stjerner – 96 Pts.

Mange har udråbt årgang 2012 som en helt særlig størrelse i Champagne-området. Et år med en særligt lækker friskhed i Champagnerne, og jeg må indrømme, at jeg er fuldstændig på linje med alle de fine mennesker, der har lidt spidsere sko og lidt dyrere briller end mig. Jeg er f.eks. dybt forelsket i Gosset Grande Millesime 2012, som efterhånden er umulig at få fat i, og derfor er det fantastisk at opdage, at der findes andre fantastiske 2012’ere, der kan anskaffes for en pris, der ikke er helt hen i vejret. Eksempelvis er Marne-baserede Beurton & Fils leveringsdygtig i denne La Quille 2012, der lige nu rammer en forrygende balance mellem knivskarp friskhed og små begyndende noter af større dybde. Med 6 gr. restsukker pr. liter er vi bestemt i den tørre ende, og til nørderne kan nævnes, at den er degorgeret i maj ’21, og der er stadig rigeligt liv i den, til at den kan udvikle sig videre. Super lækker Champagne med elegance og kompleksitet til nørderne og med fin friskhed og charme til dem, der bare gerne vil nyde et ekstraordinært glas uden at bruge timer på at gurgle, google, slupre og tænke store tanker om produktionsmetoderne.


P. Louis Martin Cuvee Vincent Blanc de Blancs Grand Cru Extra Brut 2013
Frankrig, Champagne (Bouzy)
Bobler, Chardonnay
Normalpris kr. 599,95 – Set til kr. 469,95
Supervin
4 Stjerner – 96 Pts.

Hos P. Louis Martin er der skruet gevaldigt op for syren og friskheden i dennne Blanc de Blancs Grand Cru Extra Brut. Det Bouzy-baserede hus har sammensat Chardonnay-druerne til en vildt lækker Champagne, der trods friskheden og syren stadig har en imponerende dybde. Den er fra 2013-årgangen, der ikke i sig selv har væltet verden, men dygtige vinmagere kan stadig lave stor vin i de mere anonyme årgange – mens dårlige vinmagere stadig kan mislykkes i de største år. Her er der en sublim balance i forholdene mellem syre og blødhed, i forholdene mellem dybde og perlende overflade – hvilket alt sammen vidner om, at hvert et år siden høsten er brugt med største fornuft.


Harrow and Hope Brut Reserve
England
Bobler, Pinot Noir/Chardonnay/Meunier
Normalpris kr. 349,-
Vild med vin
5 Stjerner – 95 Pts.

Kan England lave vin? Og kan de lave bobler? Ja, det skal jeg filanfløjteme love for, at de kan. Her er forholdene af en art, der gør, at de samme druesorter, som vi kender fra Champagne, kan levere druer af rigtig høj kvalitet. Og de kloge mennesker mener endda, at klimaforandringerne betyder, at Champagne-stilen i den kommende årrække vil bevæge sig væk fra, hvad vi kender i dag, mens den velkendte Champagne-smag i stedet vil kunne findes i de engelske bobler. Jeg har smagt mousserende vine fra England af en kvalitet, der bestemt kan måle sig med selv de fine Champagner, men her har jeg valgt en flaske, der ikke stikker unødigt af, når det kommer til pris. Harrow and Hope laver flere varianter af bobler, men denne Brut Reserve læner sig mest op ad de traditionelle Champagne-blends, og på de mest almindelige Champagne-sorter er det blevet til en virkelig lækker flaske bobler. Friskheden er slående, dybden er dejlig og helheden er af en karakter, der giver den de Champagne-vibes, mange søger til nytårsaften. Skal det være noget andet, end de plejer – men stadig med den velkendte elegance og dybde – så er Harrow and Hope et rigtig godt bud.


Beurton & Fils Reserve 424 Brut
Frankrig, Champagne (Valle de la Marne)
Bobler, Meunier/Chardonnay/Pinot Noir
Normalpris 319,00 – Set til kr. 289,-
Andrup Vin
5 Stjerner – 95 Pts.

Hvis jeg ikke kendte prisen, ville jeg nok have gættet på, at vi var mellem 400 og 500 kroner på denne Reserve 424 Brut fra Beurton et Fils. Det smager fremragende, og der er en balance og akkuratesse, der sjældent opleves på det prisniveau, som denne vin reelt har. Med 9 gram restsukker pr. ltr. er vi i den blidere ende af den tørre skala, og sammensat af alle de tre hoveddruer i Champagne, er alting i flot balance. Det er ret vildt, at den kan købes til under 300 kroner på tilbud.


Llopart Brut Reserva 2018
Spanien, Corpinnat
Bobler, 
Normalpris kr. 209,-
D’Wine
5 Stjerner, 94 Pts.
Llopart er blandt de huse, der har været med til at skabe ‘udbryder’-betegnelsen Corpinnat, hvor der er højere kvalitetskrav end i ‘almindelig’ Cava, og med denne Brut Reserva får du en super lækker og elegant Cava-stil med den velkendte dybde smagen, samtidig med at balancen sidder lige i skabet. Ualmindeligt lækker og helt klassisk Cava-stil fra blændende Corpinnat-hus.


Champagne M. Hostomme á Chouilly Rosé NV
Frankrig, Champagne (Chouilly)
Bobler
Normalpris kr. 359,-, Set til kr. 309,-
Jysk Vin
4 Stjerner – 94 Pts.
Du får en meget flot rosé-kulør i denne Champagne fra Chouilly-området. Flot dybde i smagen, som er med til at give en ekstra dimension, og som gør dette til et oplagt valg, hvis der også skal Champagne til hovedretten nytårsaften. 


Champagne Charles Orban Blanc de Blancs NV
Frankrig, Champagne (Troissy)
Bobler, Chardonnay
Normalpris kr. 449,95, Set til kr. 329,95
Supervin
4 Stjerner, 94 Pts.
Charles Orban leverer en lækkert cremet Blanc de Blancs, der lever højt på sin smukke eleganncce, men som samtidig er tilgængelig og charmerende for dig, der ikke så ofte skænker elegante bobler i glasset. 


GH Martel Blanc de Blancs Collection Familiale 2002       
Frankrig, Champagne
Bobler, Chardonnay
Normalpris kr. 699,95 – Set til kr. 499,95
Supervin
3 Stjerner – 94 Pts.
Faste følgere på Flaskehalsen ved, at vurderingen af de enkelte vine er delt mellem en point-skala, der indikerer vinens egentlige kvalitet – og en stjerne-skala, der indikerer kvalitet i forhold til pris. Så lad dig ikke skræmme af de tre stjerner – for det her er en superflot Champagne. Vi er helt tilbage i 2002, og der er godt med bund og soliditet i mundfornemmelsen. Syren er stadig tilstedeværende, selvom det begynder at være den mere cremede stil, der er i forgrunden. TIl tilbudsprisen er det absolut et godt køb – til normalprisen er den måske en tand dyrere, end den behøvede. Men igen – du får altså en flaske, der er blevet nænsomt og yderst kompetent håndteret i nu tre årtier. Den slags koster selvfølgelig.


Gustave Lorentz Zero Dosage 2019
Frankrig, Alsace
Bobler
Normalpris kr. 219,95 – Set til kr. 129,95
Supervin
4 Stjerner, 92 Pts.
Zero Dosage – eller Brut Nature – er den tørreste af boble-varianterne. Nogle gange kan det blive så tørt, at det ikke er alle, der har lyst at være med til festen. I denne Cremant fra Alsace er der brugt mange forskellige druesorter, og det skaber en smagsvariation, der får den tørre stil til at virke mere tilgængelig. Lidt mere smag på alle parametre, uden at det ændrer på balancen. Det får blot den knastørre stil til at virke lidt mere tilgængelig.


Douart Christian Brut
Frankrig, Champagne (Valle de la Marne)
Bobler, Meunier/Pinot Noir
Normalpris 249,95
Philipson Wine
4 Stjerner – 92 Pts.
Det er ikke alle, der er fristet af at kaste en håndfuld hundredekronesedler efter en god Champagne. Og heldigvis kan man godt få noget lækkert for det halve. Eksempelvis denne Brut fra Douart Christian. Den er sat sammen af Meunier og Pinot Noir-druer og lagret på ståltanke. Det smager rigtig dejligt – ikke mindst til prisen. Det er ikke en Champagne, du skal lægge i kælderen i flere år, men skal du have en charme-flaske, der smager godt med det samme, så er det her et rigtig godt bud til prisen.


GH Martel Blanc de Blancs Brut 
Frankrig, Champagne (Epernay)
Bobler, Chardonnay
Normalpris kr. 349,95 – Set til kr. 219,95
Supervin
3 Stjerner – 92 Pts.

GH Martel er et Champagnehus, der svinger mellem store oplevelser, flotte vine til relativt små penge – og enkelte forsøg på at lave kæmpe-Champagner, hvor de mangler at tage det sidste skridt for at nå helt op i verdensklassen. Denne Blanc de Blancs Brut er et flot eksempel på, at GH Martel formår at lave rigtig dejlig Champagne i en venlig prisklasse. Selv til normalprisen er det faktisk fornuftigt nok, hvad de har strikket sammen i denne tørre men charmerende Blanc de Blancs. Til tilbudsprisen er der ikke rigtig nogen gode grunde til ikke at overveje, om denne skal på bordet til næstkommende festlige lejlighed.


Ferrari Brut NV
Italien, Trento
Bobler
Normalpris kr. 149,95
Philipson Wine
4 Stjerner, 91 Pts.
Rare og behagelige, tørre bobler – men med en fin blødhed. Boblerne er ‘designet’ til de store Formel 1-festligheder, og derfor har målet være, at skabe en flaske bobler, der rammer bredt. Det er lykkedes ganske fint, til trods for en lidt anonym afslutning.


Champagne Beurton et Fils Follement Rosé Brut NV
Frankrig, Champagne
Bobler, Pinot Noir/Meunier/Chardonnay
Normalpris kr. 329,-, Set til kr. 299
Andrup Vin
3 Stjerner, 91 Pts.
Dejlig rosé-Champagne, der er nem at gå til. Der er en fornuftig dybde, selvom vi har at gøre med en tør rosé-Champagne. Prisen gør den en tand mere attraktiv, for det er trods alt stadig de færreste Champagne-huse, der tilbyder rosé’er på en tilbudspris under 300,-.


Mont Paral Vintage Rosé Sec 2018
Spanien, Cava
Bobler, Garnacha
Normalpris kr. 109,- – Set til kr. 85,-
Jysk Vin
4 Stjerner, 89 Pts.
Flot smag, der har mere dybde, end rosebobler plejer. Boblerne er ret bløde og næsten diskrete. Skabt på Garnacha – lagret på gærresterne i 12 måneder, hvilket medvirker til den dybe og varierede smag. 


Mausberg Cremant d’Alsace Brut NV
Frankrig, Alsace
Bobler
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 85,-
Andrup Vin
4 Stjerner, 88 Pts.
Behagelige Alsace-bobler, der smager ganske godt, men som også er lidt anonyme og tilbageholdende. Rigtig fint til prisen, men ikke et mirakuløst boble-værk.


Ville Degli Olmi Corte del Rovi Prosecco NV
Italien, Prosecco
Bobler, Glera 
Normalpris kr. 119,95 – Set til kr. 99,-
Andrup Vin
4 Stjerner, 88 Pts.
Fornuftig Prosecco til prisen. Kan godt drikkes alene, men oplagt til cocktails eller spritz.


Enzo Bartoli Organic Extra Brut Rosato
Italien, Piemonte
Bobler
Vinimondo
4 Stjerner, 85 Pts.
Italienske bobler kan på den ene side levere ganske godt til prisen – men på den anden side er der langt imellem de flasker, der for alvor gør sig bemærkede i smagen. Måske er det derfor, at italiener-bobler ofte får et præg af at være skabt til cocktails som spritz og lignende. Det er den kategori, vi er i her.          


Le Cave du Vieil Armand Cremant Brut Le Blanc de Noirs NV
Frankrig, Alsace
Bobler, Pinot Noir
Normalpris kr. 139,-
Den Gode Vino
3 Stjerner, 83 Pts.
Der er noget med balancen og skarpheden i denne Blanc de Noirs, der ikke helt rammer, hvor det bør. Det virker lidt for syrligt og bittert i eftersmagen til, at det er helt vellykket.