Topklasse fra italienske Nativ

Nativ Eremo San Quirico 2012, Campania, Italien

 

Hvor er det vildt, hvordan en vin nogle gange kan slå benene væk under dig. Altså ikke på grund af mængden, men på grund af smagen. Og så ovenikøbet i en prisklasse, hvor vi med lidt held sniger os lige under 150 kroner. Det er nærmest uhørt.

 

På den lidt hemmelige Aglianico-drue er denne vin fra den italienske region Campania fremstillet, og det er en vin, der efterlader en så massiv wow-effekt, at det er svært at sætte ord på, hvad der giver den en så flot fylde og balance på samme tid.

 

Der er frugt i tonsvis, og det er ikke bare gamle velvoksne druer, men også solmodne og robuste druer, der har givet smag til denne vin fra den relativt nye italienske vingård Nativ Srl. Det er en helt igennem formidabel vin med store bløde strukturer, fornemme modspil og storladen herlighed.

 

Hvis vi nogensinde er i tvivl, kaster vi ikke seks stjerner efter en vin. Denne kunne have fået syv stjerner, hvis vi tillod os selv at sprænge skalaen, for det er virkelig en lækkerbisken af de helt store.
Kr. 149,- v/6 stk.

Andrup Vin

******