ARGENTINSK KLASSE OG TJEKKISK SURPRISE

Jeg kan bedst lide at smage mig igennem vine, når de hænger nogenlunde sammen rent temamæssigt. Det giver den bedste mulighed for at vurdere vinene ærligt, for når det er en flok af vidt forskellige vine, man ikke kender i forvejen, kan smagsløgene komme på en uventet rusketur i ny og næ.

Men af og til er det så varieret, det der står på hylden, at man må springe ud i det, og det kaster gerne store overraskelser af sig – både positivt og negativt.

I denne omgang er det dels en solid og markant steakvin fra Argentina og en saftig og let rødvin fra Tjekkiet, der stjæler opmærksomheden. Felipe Staiti er et af de store huse i Argentina, og husets Honor Blend holder et meget højt niveau – men også til en ret høj pris.

Tjekkiske Vinarstvi Capka er et ubeskrevet blad for de fleste herhjemme i Danmark. Vinene er slet ikke ophylderne i nogen danske butikker, så du skal ud på det verdensomspændende internet for at skaffe sagerne hjem. Men i så fald kan du glæde dig over en saftig, frugtig og lækker Zweigelt, der er Capka, når det er bedst på rødvine. Og du kan se frem til en Sauvignon Blanc, der har al den sprødhed og friskhed, du sikkert forbinder med den meget populære druesort.

TESTVINDER 

Felipe Staiti Honor Blend 2019
Argentina, Mendoza
Rødvin, Malbec/Cabernet Franc/Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 549,95 – Set til kr. 479,95
Supervin
4 Stjerner – 95 Pts.
De fleste tænker fodbold, tango og saftige steaks, når de tænker på Argentina. Og Felipe Staiti har med denne Honor Blend lavet en vin, der både har fodboldens finesse, tangoens temperament og steakens saftighed. Det er et meget mørkt og kraftfuldt blend på Malbec, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon-druer, og med de franske inspirationer, det fører med sig, er der både kompleksitet, elegance og vildskab. Man fornemmer hurtigt, at der er mere varme i vinen, end man typisk møder i den franske stil, og når det hele slutter af med et godt skud peber i enden, så sidder man tilbage med oplevelsen af en rigtig flot og dyb rødvin. Perfekt til en velskabt steak – men også til andre kødfulde og robuste madretter.


ØVRIGE VINE


Eldoze Suelo de Xisto Rojo 2017
Spanien, Tierra de Castilla
Rødvin, Syrah
Normalpris kr. 399,95 – Set til kr. 149,95
Supervin
4 Stjerner – 94 Pts.
Det er ikke hverdagskost at finde en ren Syrah fra Spanien. Men Eldoze har med denne Suelo de Xisto Rojo skabt en vin, der har de typiske kendetegn for en varmt dyrket Surah. Blødhed, lækre frugter og masser af drikkevenlighed. Det er bestemt ikke typisk spansk, men det er til gengæld et flot eksempel på, at Spanien er mere varieret, end de fleste forestiller sig.


Villa Conchi Cava Extra Brut Imperial 2018
Spanien, Cava
Bobler
Normalpris kr. 199,95, Set til kr. 99,95
Supervin
5 Stjerner, 93 Pts.
Lad dig ikke forblænde – eller skræmme – af at vi her har fat i en Cava, der er Extra Brut. For selvom den teknisk set er mere tør end en almindeligt tør Cava, så nyder den godt af den varme, den helt sikkert har fået på de catalanske vinmarker. Det kommer til udtryk i en smagsmæssig dybde, der skaber et godt modspil til den tørre og friske stil, og derfor ender det i et rigtig dejligt glas bobler, der er normalprisen værd – og som er et rigtig godt køb til tilbudsprisen.


Capka Otisk 2018
Tjekkiet
Rødvin, Zweigelt
Pris hos vinhuset ca. kr. 175,-
Import
5 Stjerner – 93 Pts.
Kan de lave vin i Tjekkiet? Ja, det er med Vinarstvi Capkas flotte Otisk hævet over enhver tvivl. Og så er det endda rødvin – hvilket sikkert også vil komme bag på mange. Denne Otisk er sammensat af druer af typen Zweigelt. En druesort, som endnu ikke er så udbredt i den danske bevidsthed, men hvis du kender den, er det sikkert fra østrigske vine. Det er en dyb og mørk vin, der ikke desto mindre har en flot elegance og lethed i glasset. Det er velskabt og ualmindeligt velsmagende på den saftige, frugtige og dybe måde. Måske er det bøvlet at skulle klikke sig rundt på internettet og bestille vin på en tjekkisk hjemmeside. Men når de først står på dit bord, vil du tænke, at det var al besværet værd.


Felipe Staiti Euforia Syrah 2020
Argentina, Mendoza
Rødvin, Syrah
Normalpris kr. 139,95 – Set til kr. 119,95
Supervin
5 Stjerner – 92 Pts.
Felipe Staiti begår nogle meget store og relativt dyre vine – men der findes også vine fra det argentinske hus, der er lidt nemmere at betale. Eksempelvis denne kraftfulde Euforia, der er lavet på Syrah-druen. Det er kraftfuldt, og her er masser af solbær- og brombærfornemmelser, godt med krydderi og en fornuftig syre. Det er ret godt – især til prisen.


Capka Sauvignon 2021 
Tjekkiet
Hvidvin, Sauvignon Blanc
Pris hos vinhuset ca. kr. 75,-
Import
4 Stjerner – 92 Pts.
Tjekkiet har stadig lang vej til at blive et vinland med samme anerkendelse som eksempelvis Ungarn og Østrig. Men der findes faktisk rigtig flot vin fra Tjekkiet, og mens jeg er helt pjattet med den røde Otisk, så er denne Sauvignon Blanc husets bedste bud på en hvidvin, der kan måle sig med vinene fra de store vinlande. Supersprød og lækker Sauvvignon Blanc, der har enormt meget friskhed, men som stadig runder den bløde og saftige stil, som mange elsker ved Sauvignon Blanc-druen.


Arnaldo Caprai Anima Umbra 2021
Italien, Umbria
Hvidvin, Grechetto
Normalpris kr. 139,95 – Set til kr. 89,95
Supervin
4  Stjerner – 88 Pts.
Hvis du er ude efter en meget let hvidvin, så er denne Grechetto fra Umbrien et godt bud. Til min smag er det lidt for tilbageholdende, meget friskt – og nærmer sig at være lidt vandet i eftersmagen, der flader ud. Det sætter et lidt kedeligt punktum på en vin, der ellers giver fornuftige løfter i starten.


Luz de Noche 2021
Argentina, Mendoza
Rødvin, Malbec
Normalpris kr. 249,95 – Set til kr. 199,95
Supervin
3 Stjerner – 88 Pts.
Meget blød, blid og ren Malbec med større sødme, end jeg forventer. Virker lidt tam, især hvis du forventer, at en Malbec skal være båret af masser af smag, syre og krydderi.


Arnaldo Caprai Anima Umbra 2018
Italien, Umbria
Rødvin, Sangiovese/Canaiolo
Normalpris kr. 139,95, Set til kr. 89,95
Supervin
3 Stjerner – 86 Pts.
Kraftig powervin med masser af dybe frugter, men også med lakridsnoter i enden. Lige voldsom nok – men der er stadig syre og liv i den, hvilket sikrer den mod at blive en rendyrket bamseblød basse.