BEAUJO-LET SENSOMMER

Hvad er nu det for en tynd rødvin? Det spørgsmål kan man ofte møde, hvis man skænker et glas rødvin, der er lavet på Gamay-druen. Men det er oftest kun på udseendet, at den fordom holder stik, for hvis du vælger din Gamay-vin med omhu – og fra de rigtige producenter og områder – så får du en vin, der trods sin lethed er fuld af frugter, nuancer, livlig blødhed og en meget behagelig helhed.

Det er især i Beaujolais-området i Frankrig, at du finder gode vine på Gamay-druen. Området har valgt, at det er denne drue, der får stort set al deres opmærksomhed, og det giver god mening. For jordbundsforholdene er perfekte med en sandet jord, der har en passende mængde ler og granit.

En af årsagerne til, at Gamay-vinene er så lette, charmerende og indbydende at hælde over sine smagsløg, er de meget begrænsede tanniner – eller garvesyre – der sammen med druens øvrige og meget rige syre-struktur giver et spændende, spændstigt og ganske specielt smagsudtryk.

Gamay-druen dyrkes også andre steder end i Beaujolais, men de fleste steder er endnu langt fra at lykkes. Og hvis det endelig lykkes at skabe en god Gamay udenfor Beaujolais, bliver det hurtigt en bekostelig oplevelse.

Derfor kunne jeg næsten ligeså godt have ladet denne artikel handle om Beaujolais, men jeg valgte at fokusere på druesorten. Især fordi der stadig er mange, der har et skævt og skeptisk forhold til Beaujolais, efter at området for 30-50 år siden blev forbundet med billige og saftevandsagtige vine. Det ry er vinbønderne i området heldigvis kommet videre fra, og i dag er det i langt højere grad et område, der byder på masser af lækre, saftige og spændstige vine, der har mange flere nunancer og facetter, end den modne læser husker fra 70’erne og 80’erne.

Beaujolais er egentlig en del af Bourgogne-området, men i de flestes bevidsthed er det to helt forskellige vintyper, og skal man generalisere, kan man sige, at Bourgogne primært er lette og pirrende Pinot Noir-vine, mens Beaujolais rummer et bredspektret billede af Gamay-vine, der både kan være strukturerede, frugtfulde og saftige, men som også kan have samme lette og charmerende stil, som vinene fra den nordlige nabo, Bourgogne.

Smag på nogle af de fortræffelige vine fra områder som Morgon og Moulin a Vent. Her er der farve, struktur, vedvarende og dybe frugter – samt et ret fornuftigt potentiale til at lade vinene få lidt alder. Skal du finde en exceptionel vin i den klassiske, lette Beaujolais-stil, så prøv med en vin fra Fleurie, der nærmest danser rundt i glasset side om side med duftnoter af blomster og helt lette bær og frugter.

Skal man lave en firkantet sammenligning med andre vine, kan man sige, at Morgon-vine kan have en smag, der næsten minder om oversøisk Pinot Noir, mens Fleurie snarere læner sig op ad de mere komplekse vine fra Bourgogne.

Sensommeren er over os, og lette madretter, salater, kylling osv. kalder i den grad på et lækkert glas Gamay. Så er det lige før man glemmer, at sensommeren pludselig transformerer sig til efterår og vinter, og i stedet drømmer man bare om, at sensommeren vil vare ved og ved og ved. Lige så længe som den ofte langstrakte eftersmag, der findes i vinene på Gamay.

TESTVINDER

Domaine Anita Morgon Chateau Gaillard 2018
Frankrig, Beaujolais (Morgon)
Rødvin, Gamay
Normalpris 199,95 – tilbud 159,95
Supervin
94 pts / 5 stjerner

Mit favoritområde i Beaujolais er Morgon. Her skabes blide, behagelige vine, der kan minde om oversøisk Pinot Noir, og denne 2018’er fra Domaine Anita er forrygende. Her får du alt, hvad hjertet kan begære, af superlækre, bløde og saftige Gamay-noter med en flot dybde og en imponerende og vedvarende elegance. Det er let, smagfuldt, intenst og alligevel med en elegance, der både er diskret og enormt nærværende. Findes også i en flot 2019-udgave, men køb 18’eren så længe den er der – så skal 19’eren nok nå omtrent samme niveau, mens den venter.


BEDST TIL BUDGET

Pierre Dupond Gamay-Syrah 2020
Frankrig, Vin de France
Rødvin, Gamay/Syrah
Normalpris 99,95 – Tilbud: 79,-
Andrup Vin
88 pts / 4 stjerner

Bemærk, at der i denne vin er brugt Syrah-druer til at peppe smagen op. Det kan være et fint trick, hvis man ikke helt rammer den elegance, der kan gøre Gamay så fabelagtig på egen hånd, og Syrah-druen er mere pålidelig på marken, så prisen kan også holdes nede. Det er ikke den samme elegante og saftige linje, som vi finder i de gode og rene Gamay-vine, men det er en dejlig vin til prisen, hvis man tager den for, hvad den er. Syrah-druen giver en fylde og helhedsfornemmelse, der er nem at forholde sig til, og som gør den til et godt og ganske tilgængeligt glas vin.


ANDRE TIPS TIL GODE GAMAY-VINE

Domaine Les Capreoles l’Amourgandise Beaujolais Lantignié 2021
Frankrig, Beaujolais (Lantignié)
Rødvin, Gamay
Normalpris 134,95 
Philipson Wine
92 pts / 5 stjerner

De fineste marker i Beaujolais har betegnelsen ‘cru’, men du kan sagtens finde flotte Gamay-vine til en attraktiv pris, selvom du bevæger du lige ud på den anden side af grænsen til de mest prominente områder. Her er vi i Lantignié, der ligger en smule nordvest for Morgon, og her finder vi en skøn Beaujolais med lette frugter, men som samtidig formår at gøre sig bemærket med en super behagelig fylde. Det er en easy-drinking rødvin, som ikke desto mindre har nuancer nok til også at glæde de mere kræsne og nysgerrige smagsløg. Rigtig flot og tiltrækkende Beaujolais til prisen.


Domaine Anita Morgon Chateau Gaillard 2019
Frankrig, Beaujolais (Morgon)
Rødvin, Gamay
Normalpris 199,95 – tilbud 159,95
Supervin
92 pts / 4 stjerner
Sammenlignet med 2018-årgangen af samme vin, som stadig er tilgængelig, stikker denne en smule mere ud. Årgangen har noget at sige, men det samme har tiden, hvor denne har et år mindre på flaske. Potentialet til at den kan blive ligeså smuk som sin forgænger er bestemt til stede, men giv den lige lidt mere tid til at samle sig.


Jacques Dépagneux Morgon Côte du Py Cuvee Mathilde 2020
Frankrig, Beaujolais (Morgon)
Rødvin, Gamay
Normalpris 149,- – tilbud 130,- 
Holte Vinlager
90 pts / 4 stjerner
En helt ung Morgon, der nok godt kan tåle et par år mere på flasken, for den stritter stadig lidt rigeligt, når man sammenligner med de perfekt timede af slagsen. Letheden og de umiddelbare krydderier og nuancer lover godt, og selvom jeg nok ville vente lidt med at knappe den op, er det allerede et dejligt glas til prisen nu.


Domaine Richard Rottiers Moulin á Vent 2021
Frankrig, Beaujolais (Moulin-a-Vent)
Rødvin, Gamay
Normalpris 175,-
Philipson Wine
90 pts / 4 stjerner
Moulin-á-Vent byder gerne på vine, der er lidt mere livlige og energiske, og det gælder også denne spraglede men smagfulde Gamay. Det er normalt ikke min foretrukne stil, men når balancen er så fin, som det er tilgælndet her, så får den markante syrefornemmelse en super frisk snert af lette sommerbær og lyse frugter. Rigtig dejlig Beaujolais i kategorien for lidt større armbevægelser.


Domaine de Colette Morgon 2019
Frankrig, Beaujolais (Morgon)
Rødvin, Gamay
Normalpris 145,- – Tilbud 129,-
Jysk Vin
89 pts / 4 stjerner
Udtryksfuld, nuancerig og bredt smagende, men også med lidt brogede nuancer.


Blain Soeur & Frere 2020
Frankrig, Beaujolais (Cote de Brouilly)
Rødvin, Gamay
Normalpris 169,95
Philipson Wine
89 pts / 4 stjerner
Ret krydrede nuancer bag de klassiske røde bær. Kraftigere end flertallet af Gamay-vine i denne test.


Jacques Dépagneux Fleurie Vieilles Vignes Cuvee Marcel 2019
Frankrig, Beaujolais (Fleurie)
Rødvin, Gamay
Normalpris 149,- , Tilbud 130,-
Holte Vinlager
88 pts / 4 stjerner
Kompleks og nuancerig. Kræver at du er klar til at gå i dybden med smageoplevelsen, hvis du skal have det hele med. Spændende, men også lidt for krævende i længden.


Jacques Dépagneux Beaujolais Vielles Vignes Cuvee Louis 2020
Frankrig, Beaujolais 
Rødvin, Gamay
Normalpris 129,- , Tilbud 89,95
Jysk Vin
88 pts / 4 stjerner
Fin vin til tilbudsprisen. Ikke de store wow-effekter undervejs, men den kan, hvad den skal, og hvad man kan forvente af en behagelig Beaujolais til under 100 kroner på tilbud.


Prosper Maufoux Moulin-á-Vent 2016
Frankrig, Beaujolais (Moulin-a-Vent)
Rødvin, Gamay
Normalpris 179,95 , Tilbud 129,95
Supervin
86 pts / 3 stjerner
Rigtig meget smag, krydderi og finesse. Også for meget til, at balancen holder den elegante stil, jeg forventer fra Beaujolais. Lidt for voldsomme undertoner, der fylder for meget i den ellers lette helhed.


Domaine Anita Les Moriers Fleurie 2018
Frankrig, Beaujolais (Fleurie)
Rødvin, Gamay
Normalpris kr. 249,95 – Tilbud 179,95
Supervin
86 pts / 3 stjerner
Højt prissat vin fra det eftertragtede Fleurie-område i Beaujolais. Masser af power og karakter – og man kunne godt argumentere for flere point, hvis man kiggede objektivt på det. Men anmeldelser er subjektive, og til min smag bliver det for intenst og voldsomt til at udtrykke Gamay-druens bedste karaktertræk – og Beaujolais-områdets kendetegn, som jeg bedst kan lide dem.


Domaine Anita Coeur de Vigneronne Moulin-á-Vent 2018
Frankrig, Beaujolais (Moulin-á-Vent)
Rødvin, Gamay
Normalpris 279,95 – Tilbud: 199,95
Supervin
86 pts / 3 stjerner
Den har lidt år på bagen, men den kan sagtens bruge flere, for det er relativt vildt, det her. Der sker en hel masse i smagen, og jeg forestiller mig, at det kan blive flot, når det hele er faldet lidt mere til ro om et år eller to.