PRAGTFULDE PRIORAT

Klassens nye frække dreng. Det har været en kliché, der har passet perfekt på Priorat. Men efterhånden er drengen hverken ny i klassen – og for den sags skyld heller ikke ligeså fræk som tidligere. Det kan have flere årsager – dels har Priorat-området fundet fodfæste, og dels har mange andre vinområder langsomt trukket sig i en mere moderne retning både produktions- og smagsmæssigt.

En typisk Priorat-vin er lavet på Garnacha, Cabernet Sauvignon og Carignan-druer – sidstnævnte går i dette område ofte under navnet Samsó. Vinene er oftest kraftfulde, men de undgår at blive tunge, fordi de har en blød bund og en meget rank holdning, der betyder at de mange nuancer ofte bliver holdt sammen i en tæt og intens smag, uden at der er ret meget, der stikker af i forskellige retninger.

Vinene er ofte dyre, fordi der er en stor efterspørgsel på dem. Du kan godt finde billige Priorat-vine, men du vil efter min bedste overbevisning opleve Priorat som et område, hvor du i allerhøjeste grad kan sammenholde pris med kvalitet. Jo billigere Priorat-vin, jo mindre afstemt og jo mere vilter og skinger, kan den blive. Jo dyrere du vælger, jo mere rammer Priorat-vine den perfekte balance mellem at være komplet og kompleks på samme tid.

Geografisk set er Priorat et lille bitte område, der nærmest er helt omsluttet af vinområdet Montsant i Catalonien i det nordøstlige Spanien. Det er øde og bjergrigt, og der er langt mellem landsbyerne – og langt til nærmeste egentlige by. Det er smukt, det er lidt barskt – og det er allerhelvedes betagende – ganske ligesom vinene herfra.


Pam de Nas 2017
Spainen | Priorat
Rødvin | Garnacha, Cariñena
Normalpris kr. 450,-
★★★★★★ | 97 Pts. | Skjold Burne

Jeg er helt fjollet med røde vine fra Priorat, og ofte også med vine fra naboegnen Montsant. Men der skal alligevel noget til, før jeg svinger mig helt op i seks stjerner. Det sker dog her, for 2017-årgangen af Pam de Nas er så fyldt med modne frugter og komplekse undertoner, at det spiller max. Et blend af Garnacha og Cariñena giver en vin med formidabel dybde i både glas, næse og mund, og alligevel har den et elegant præg af mynte og mineral, og med en for området behersket alkoholprocent på 14,5 og med 12 måneders fad er balancen ramt perfekt.


Llum de Alba 2019
Spanien | Priorat
Hvidvin | Garnacha, Viognier, Macabeo
Normalpris kr. 200,-
★★★★★★ | 96 Pts. | Skjold Burne

Skal der være smæk på hvidvinen, uden der går træsplinter fra fadlagring i den, så er dette et sandt mirakel. Det vælter frem med urter og dybe nuancer i den gule vin, der i kraft af sin lagring på bundfaldet fra gæringen, har samlet så mange nuancer i smagen, at man kan blive helt tummelumsk. På den gode måde. Jeg er oftest til helt fine, sprøde og syrerige hvidvine, men selvom denne trækker i den helt anden retning, så er det ikke bare et mesterværk i sin kategori, men også i min ellers så sarte og syre-kræsne mund.


RAR Vins Singulars Essencia 2018
Spanien | Priorat
Rødvin | Garnacha, Carignan
Normalpris kr. 179,-
★★★★★ | 92 Pts. | Vinimondo

Der er noget at leve op til, når man ligefrem kalder sin vin ‘rar’. Nuvel, det er naturligvis af andre årsager, men her er faktisk tale om en rigtig rar Priorat, der er sat sammen af Garnacha og Cariñena-druer. Tendensen med at beherske alkoholen slår også igennem her, for selvom 14% er noget, så er Priorat-vine ofte i et endnu højere leje. Her er masser af fylde og power på smagen, men også med en behagelig elegance, der bløder helheden op.


RAR Vins Singulars Essencia 2018
Spanien | Priorat
Hvidvin | Garnacha Blanca, Macabeo
Normalpris kr. 179,-
★★★★★ | 90 Pts. | Vinimondo

Der er skældent skruet ned for noget, når det kommer til vin fra Priorat. Det gælder også denne fyldige og meget nuancerede hvidvin, der med sin imødekommende og behagelige stil, imponerer i munden. Prisen er i den høje ende i forhold til hvad gennemsnitsdanskeren er klar til at betale for en hvidvin, men den kan bære det – ikke mindst i kragt af den lange, spændende og levende eftersmag.