SENSOMMER-LÆKKERIER

Selvom den ‘rigtige’ sommer er på tilbagetog, er der stadig mulighed for vidunderlige sensommerdage og lune, sene eftermiddagstimer. Og skulle det gå anderledes med vejrudsigterne, så kan hvidvin altså sagtens sætte kulør på en grå efterårsdag også.

Vi har smagt os igennem en stribe aktuelle friske vine fra nær og fjern – bogstaveligt talt. For i denne smagning har der både været hvide vine fra fjerne egne som USA og Chile – og helt hjem til vores egen baghave i Jylland.


Skærsøgaard Solaris Classic 2020

Danmark | Dons
Hvidvin | Solaris
Normalpris kr. 230,-
★★★★★ | 94 Pts. | Skærsøgaard Vin
På Kolding-egnen finder vi området Dons, hvor Skærsøgaard præsterer fremragende bobler, overraskende rødvine og lækkerier af alskens slags. Blandt disse også hvidvine, og når det gælder dansk hvidvin, er der i min optik ikke meget, der slår en frisk og cool vin på Solaris-druen. Her har vi Skærsøgaards klassiske taje på en Solaris, og den præsenterer sig lige præcis som jeg bedst kan lide den. Lækker fylde, frisk sprødhed og cool syre. Der er lidt Sancerre over den – og selv til prisen er det faktisk rigtig godt.


Groh Rosengarten 2018

Tyskland | Rheinhessen
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 299,95 | Set til kr. 249,-
★★★★★ | 94 Pts. | Andrup Vin
Kunne jeg helt generelt blive fri for fadlagring af hvidvin, gjorde det mig bestemt ikke spor. Men af og til virker det altså så godt, at jeg alligevel ikke ville være det foruden. Her er vi i Rheinhessen i Tyskland med vinhuset Groh’s fine Rosengarten på Chardonnay-druer. Den er vild og balstyrisk i sit udtryk, men så snart den samler sig i glasset, er der lige dele sublim friskhed og masser af sødme fra fadet. Det hele er samstemt i en elegant og enormt flot helhed.


1860 Bodegas Cano 2019

Spanien | Almansa
Hvidvin | Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 195,-
★★★★★ | 93 Pts. | Vinimondo

Ofte vælger spanske vinhuse at prioritere deres hjemlige Verdejo-drue, når det skal være sprødt og med masser af lyse frugter. Her har Bodegas Cano i stedet brugt den internationale Sauvignon Blanc-drue og ladet vinen hvile på egne gærrester. Det giver en spændende vin med masser af power, der side om side med friskhed og små finurlige lækkerier, ender i en oplevelse af mere friskhed og spændstighed, end den ser ud til på udseendet og papiret. Lækker hvidvin, der både har det fyldige og mægtige – og alligevel det sprælske og friske.


Pazo de Villarei 2019

Spanien | Rias Baixas
Hvidvin | Albarino
Normalpris kr. 135,- | Set til kr. 109,-
★★★★★ | 94 Pts. | Kjær Sommerfeldt

Her har vi en klassisk galicisk Albariño fra Rias Baixas-området, hvor vinene gerne har en sprød syre og en fyldig frugt, der side om side leverer en oplevelse af kompleksitet og umiddelbar drikkevenlighed. Det formår Pazo de Villarei til fulde, for man skal lede længe for at finde en hvidvin, der på samme måde kan skabe de små spjæt i friskhed og syre – og samtidig fremstår så ukompliceret og læskende, som det er tilfældet for denne. Superlækker hvidvin med sprød syre og saftig frugt.


Rodrigo Mendez Cies 2020

Spanien | Rias Baixas
Hvidvin | Albarino
Normalpris kr. 225,- | Set til kr. 199,-
★★★★★ | 93 Pts. | Kjær Sommerfeldt

Albariño har altid haft en særlig status i det nordvestlige Spanien. Her er der skruet lidt på alle knapper, også geografisk, hvor det kun er druer fra den allernordvestligste del af Galicien, der er blevet brugt – nærmere bestemt fra området Meaño. Druestokkene er en blanding af stokke med en alder fra 50 til 150 år, og det giver en særlig kompleksitet når stokkenes rødder ligger så dybt, at de kan trække helt særlige næringsstoffer op fra jorden. Vinen fadlagres, men det er nøje overvåget, så fadsmagen ikke kompromitterer druernes friskhed og naturlighed, og det giver et rigtig flot resultat. Det er blødt og smidigt – og samtidig er det rankt, rigt på syre og med en frisk kant, der sparker fra sig. Det er lidt af en mundfuld – men en rigtig lækker én af slagsen.


Martin Codax Albariño 2020

Spanien | Rias Baixas
Hvidvin | Albarino
Normalpris kr. 129,95 | Set til kr. 89,95
★★★★★ | 92 Pts. | Supervin

Når Albariño for alvor leverer varen, så kan den have lidt af det samme præg som Riesling, hvor blid frugt og forfriskende syre går hånd i hånd. Sådan er det i denne vin fra Martin Codax i Rias Baixas-området, hvor man både fornemmer det cremede, bløde og frugtige og samtidig det syrlige og elegante bid. Jeg var ikke blevet vred, hvis den havde haft et lille overraskelsesmoment undervejs, men er man til klassisk Albariño, så får man her en vin, der er stilren og leverer alt, man ønsker – uden svinkeærinder undervejs.


Skærsøgaard Rosé 2020

Danmark | Dons
Rosé | Cabernet Cortis, Rondo, Leon Millot
Normalpris kr. 200,-
★★★★★ | 92 Pts. | Skærsøgaard Vin

Dansk vin imponerer mig gang på gang, og det er særligt de friskeste af hvidvinene, der sammen med velskabte bobler overrumpler. Skærsøgaard er en af de ældste og mest velbevandrede danske vingårde, når det kommer til at kvalitetsvin, og det bliver også vist flot frem i denne rosé på tre af de rødvinsdruer, der også fungerer godt herhjemme. I denne vin fra Kolding-egnen er der sommerlig friskhed og en god frugtig dybde, der også gør den relevant i efterårsmånederne. Skærsøgaard har skabt en rosé med solid bund og livlig top, der smager fantastisk, og som på samme tid formår at smage af rosévin, som vi danskere bedst kan lide det, samtidig med at den har sin egen personlighed og danske stil.


Tarani Gamay 2020

Frankrig | Sud-Oest
Rosé | Gamay
Normalpris kr. 59,95
★★★★★ | 91 Pts. | AMKA

Er du på udkig efter en saftig sensommerrosé til de sidste lune dage og aftener, og skal den helst ikke koste mere, end at du har råd til en ekstra flaske, så er Tarani Gamay fra det sydlige Frankrig et rigtig fint og overraskende velkabt bud. Det er nemlig blødt og behageligt, samtidig med at det holder en god sommerlig og saftig fylde, der smager af friske og let modnede frugter. En virkelig dejlig vin i den lave prisklasse.


Weingut Reverchon Riesling 2020

Tyskland | Saar
Hvidvin | Riesling
Normalpris kr. 129,- | Set til kr. 95,-
★★★★★ | 90 Pts. | Mr. Ruby

For mange er tysk Riesling indbegrebet af klassisk hvidvin, og når man løfter sig over supermarkedernes ‘3-for-100’-baskere og søger lidt mere kvalitet, så får man det ikke eget mere klassisk og godt under 100 kroner flasken, end denne Weingut Reverchon fra 2020. Det er helt klassisk og ren Riesling-stil uden alt for meget lirumlarum. Det smager bare dejligt og rart, uden at man behøver bruge en masse kræfter på at forholde sig til det.


Skærsøgaard White Top 2020

Danmark | Dons
Hvidvin | Souvignier Gris, Orion, Solaris
Normalpris kr. 210,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Skærsøgaard Vine

Den mesterlige danske vingård Skærsøgaard laver udsøgte bobler, lækker Solaris og spændende rødvin. Og selvfølgelig breder de også deres grønne druer over flere sorter, hvilket man får smag for i denne White Top, der er et blend af Souvignier Gris, Orion og Solaris. Stilen er frisk, tør og ung, og den stritter lidt mere med nuancerne end den rene Solaris. Det giver en bredere appel – men når man som jeg er fjollet med det rene Solaris-udtryk vil man selvfølgelig gerne have mere af det. Ikke desto mindre har Skærsøgaard ramt et flot blend, der har et stilrent og ukompliceret udtryk, hvor der er rigeligt at gå på opdagelse i.


Heitlinger Pinot Blanc 2019

Tyskland | Baden
Hvidvin | Pinot Blanc
Normalpris kr. 159,- | Set til kr. 89,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Kjær Sommerfeldt

Vinhuset Heitlinger i det sydtyske Baden-område er leveringsdygtige i mange forskellige druesorter, og nogle af deres vine holder et meget højt niveau. Med denne Pinot Blanc beviser de, at deres vine absolut er godkendte, selv når de ikke rammer topklassen. For denne Pinot Blanc, der har en tilbudspris på fine 89 kroner er ikke et mirakel, men den smager faktisk ganske godt. Især balancen mellem de fyldige hvide og grønne frugter og den mærkbare syre får vinen til at fremstå som aldeles godkendt.


Leese Fitch Chardonnay

USA | Californien
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 149,95 | Set til kr. 99,95
★★★★★★ | 88 Pts. | Ludv. Bjørns Vinhandel

Californiske Leese Fitch præsenterer meget klassiske californiske vine. Det betyder, at deres Chardonnay er kendetegnet ved fedme og power, der kommer der i møde ved første bekendstskab. Efterhånden falder der ro på vildskabet, og undervejs i smagen og eftersmagen bløder den op med rare frugter og en afstemt og behagelig ro. Det er bestemt ikke tosset, selvom det er en kende mere bombastisk, end jeg normalt foretrækker.


Conti Morini Mirabile 2019

Italien | Rubicone
Hvidvin | Pinot Grigio
Normalpris kr. 84,95 | Set til kr. 69,-
★★★★★ | 88 Pts. | Andrup Vin

Pinot Gris eller Pinot Grigio. Sært barn har mange navne, og ofte synes jeg, at denne druesort er en anelse sær. Ikke desto mindre formår denne italienske producent at overraske – og endda til en imponerende pris. Det er dejligt og blødt, og tendenserne til overkrydrede særheder er holdt på et minimum her. Balancen er fin, og det betyder, at de særlige kendetegn ved druesorten får lov at gøre sig bemærket, uden at det spolerer helheden. I stedet bliver det en blød, blid og charmerende italiener, der holder et imponerende niveau til prisen.


Groh Grohsartig 2020

Tyskland | Rheinhessen
Hvidvin | Weissburgunder, Chardonnay
Normalpris kr. 88,- | Set til kr. 79,-
★★★★★★ | 87 Pts. | Andrup Vin

Ofte er det nemt at beslutte sig for, om man kan lide en vin eller ej. Men denne Grohsartig fra Rheinhessen i Tyskland driller mig. I store træk er jeg ret vild med den, men der er enkelte detaljer, jeg ikke bryder mig om. Det er tørt og friskt på en måde, hvor syren nærmest perler på tungen. Blendet af Weissburgunder (Pinot Blanc) og Chardonnay bider dejligt og uimponeret fra sig og skaber en energisk dynamik i munden. Desværre er det som om, at bunden i smagen bliver for krydret. Om det er krydderier fra Weissburgunderen eller fad fra Chardonnayen, ved jeg ikke, men kunne jeg nøjes med den friske del af Grohsartig var jeg vild med den. Nu må jeg tage de krogede og kantede noter fra bunden med mig, for de gode elementer er trods alt så gode, at jeg overordnet set er fint tilfreds.


Weingut Beurer Riesling Trocken 2020

Tyskland | Baden-Württemberg
Hvidvin | Riesling
Normalpris kr. 99,-
★★★★★★ | 86 Pts. | Vinimondo

Riesling-druen har mange ansigter, og her stikker den sin tørreste snude frem fra skabet i Weingut Beurers tørre variant af druen. Selvom jeg generelt er vild med tørre hvidvine, skal de ikke være tørre for enhver pris. Og den friskhed, der fylder flasken her, er skabt på bekostning af Riesling-druens normalt så karakteristiske stil. Det er lidt ærgerlig, for hvis jeg skal have en hvidvin, der smager af noget end Riesling, så vælger jeg en anden druesort. Her får vi en Riesling, der smager okay, men som smager af alt muligt andet, end det, den er.


Santa Rita Medalla Real Gran Reserva 2020

Chile I Limari
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 129,95
★★★★★★ | 86 Pts. | AMKA

Chilensk vin har oppet sig gevaldigt i den seneste årrække, men man skal være klar til at hæve budgettet, hvis det for alvor skal blive interessant. Det gør det ikke her, hvor vi med denne Chardonnay fra Limari-egnen finder en vin, der fremstår relativt anonymt. Det er en fadlagret Chardonnay af den slags, hvor jeg fornemmer, at fadlagringen snarere tager noget af oplevelsen fremfor at bidrage til den. For friskhed og frugt skal man lede længe efter mellem de lidt træge og uldne flader af fadpræg. Hvis du er til fadlagret Chardonnay har du her en vin, der rammer den midterste del af vejen, og som holder sig på solid afstand af alle de omgivelser, der kunne have været spændende at opleve.


Collier Creek Front Coach Chardonnay 2017

USA | Californien
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 109,95 | Set til kr. 89,-
★★★★★★ | 85 Pts. | Andrup Vin

Chardonnay-druen kan være spændende og livlig, hvis den bliver håndteret på en måde, hvor den får lov at levere gavmildt af de præg  fra omgivelserne, der nemt sniger sig ind på druerne. Her bliver det lidt for kedeligt og rent på en måde, hvor det bliver som at bokse i en blød dyne. Der er ikke rigtig modstand, så selvom det synker nemt ned, savner jeg de udfordringer, der kunne have givet en anelse ere personlighed.


Kangarilla Road Street Cred Sparkling Shiraz

Australien | McLaren Vale
Bobler | Shiraz
Normalpris kr. 140,-
★★★★★★ | 85 Pts. | Vestergaard Wines

Det er lidt løjerligt at smage en rødvin med masser af kant – og med bobler. Her er vi i sydaustralske McLaren Vale, hvor Shiraz-druerne ikke er helt så tunge som i Barossa Valley, men hvor der stadig er masser af saft og smag, og hvor der samtidig er mulighed for at bevare en smule mere elegance i vinene. Kangarilla Road formår den øvelse i deres ‘almindelige’ rødvine, men når der også er bobler i, skal man først og fremmest vænne sig til fornemmelsen. Dernæst er spørgsmålet, om man bryder sig om stilen, eller om det først og fremmest bare er spændende og anderledes. Jeg hænger mest til det sidste.