FRANSK HVIDVIN FORBLØFFER

Franske hvidvine kan være deciderede magiske. Om de er fra et af de mange små Bourgogne-områder, fra Sancerre, Pouilly-Fumé eller et helt fjerde sted – der er altid stort potentiale i Frankrig. I denne omgang lader vi os således også både begejstre af Bordeaux, Rhone, Alsace og flere andre områder.

TESTVINDER

Famille Perrachon Vieilles Vignes 2019
Frankrig | Bourgogne, Pouilly-Fuissé
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 225,-
★★★★★★ | 96 Pts. | Skjold Burne
Pouilly-Fuissé, der hører under Maconnais-området i Bourgogne er kendetegnet ved Chardonnay-vine, der ofte er relativt præget af at være lagret på egetræsfade. For denne vin er det dog kun den halve sandhed, for her har man delvist valgt at lagre på stålfade, og det giver en vin med en unik og formidabel balance. For der er masser af aroma og smag, der allerede fra de første noter rammer næsen, er så betagende og insisterende, at jeg må overgive mig med det samme. Smagsmæssigt er der bevaret en naturlig friskhed og elegance, der gør dette til en vin, der imponerer enormt. Her er nemlig noter af egetræets påvirkning, som ikke stjæler opmærksomheden fra den syre og bløde frugtfornemmelse, der også er meget fremtrædende i det samlede billede. Det er svært at ramme lige præcis den balance, men det formår Perrachon-familien, der har skabt lidt af et mirakuløst bud på, hvordan Pouilly-Fuissé efter min smag bør smage.


TESTVINDER u/100 kr.

Heimberger Riesling Vielles Vignes 2018
Frankrig | Alsace
Hvidvin | Riesling
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 89,-
★★★★★ | 93 Pts. | Andrup Vin

Der findes Riesling, der smager gennemsnitligt. Der findes Riesling, der er for syrlig, og der findes Riesling, der er for sød. Og så findes der Riesling, der rammer lige præcis den balance, jeg elsker, og som samtidig  har nogle små finesser, der gør den mere interessant end flertallet. Sådan én har vi her fra Alsace-baserede Heimberger. Det smager utroligt lækkert til prisen, for det er altså med til at sætte ekstra fut i begejstringen, at vi her har at gøre med en vin, man kan købe under 100 kroner. Den har en mægtig fylde og en markant bund, men der er stadig rigeligt syre til at sikre, at det er balanceret. Rigtig flot Riesling, der er skabt af druer fra gamle vinstokke.


TESTVINDER TIL PRISEN

Les Voiles de l’Atlantique
Frankrig | Bordeaux
Hvidvin | Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 89,- | Set til kr. 69,-
★★★★★★ | 93 Pts. | Holte Vinlager

Det er helt skørt, at man kan få en hvidvin, der smager så rart til en pris, der er så tilgængelig som her. En Sauvignon Blanc fra Bordeaux til 69 kroner er ikke hverdagskost, men jeg skal love for, at det virker. Det smager rigtig lækkert, har en skøn aroma og en vidunderlig fylde i smagen med masser af lyse frugter. Syren giver en flot balance, og det er bare en helt igennem behagelig hvidvinsoplevelse.


ØVRIGE NYLIGT ANMELDTE

Domaine Jean Monnier et Fils Meursault Clos du Cromin 2019
Frankrig | Bourgogne, Meursault
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 469,- | Set til kr. 399,-
★★★★★ | 96 Pts. | Jysk Vin
De kostbare og særlige Bourgogne-vine har noget helt særligt over sig. Det er nogle af de øjeblikke, hvor jeg må se stort på, at jeg normalt ikke er så vild med fadlagret Chardonnay. For når det gøres ordentligt – som det er tilfældet med denne Meursault, så går alting bare op i en højere enhed, for mens fadpræget er meget gennemtrængende i næsen, så er det perfekt integreret i smagen. Det er en fedmefuld oplevelse – uden at være smørfed. Det er krydret – uden at druernes ægte charme går i baggrunden. Det er balanceret efter fineste fornemmelser, og det eneste, der giver en panderynke er trods alt prisen. Ikke fordi den ikke er prisen værd – men mange vil nok synes, at prisen i sig selv er en show-stopper. Fabelagtig Bourgogne til dig, der kan og vil betale prisen.


Louis Jadot Chapelle Aux Loups Chablis 2020
Frankrig | Bourgogne, Chablis
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 219,- | Set til kr. 149,-
★★★★★ | 94 Pts. | Kjær Sommerfeldt
Det er sket, at jeg er blevet skuffet over en vin fra Louis Jadot, men det er dælme sjældent. Så forventningerne er høje, når denne Chapelle Aux Loups fra Chablis-området skal smages. Og forventningerne bliver indfriet til fulde af en super lækker og enormt elegant Chablis. Den er sig selv, og den er ikke præget af en masse udefrakommende støj og halløj. Det her er klasse-druer, der er blevet taget i hånden og er hjulpet til at smage mest muligt som sig selv på den bedst tænkelige måde. Rendyrkede lækkerier, der sætter en fed streg under, at Chablis ikke bare ser godt ud på etiketten men også smager fremragende i glasset.


J.L. Chave Circa 2019
Frankrig | Rhone
Hvidvin | Roussanne
Normalpris kr. 229,- | Set til kr. 199,-
★★★★★ | 94 Pts. | Jysk Vin
De fleste forbinder først og fremmest Rhone med røde vine. Og det er ikke ulogisk, for det er dem, der er flest af – og det er dem, der rammer bredest. De hvide Rhone-vine står dog ikke i skyggen, når det gælder kvalitet, men måske når det gælder alsidighed og bred appel. For særligt druesorten Roussanne er et særligt bekendtskab, som skaber stjerner i øjnene på dem, der er vilde med den, men som kan være en smule overraskende og markant for dem, der ikke har smagt den tidligere. Det er fedmefuldt, markant og meget fyldigt, og det kan måske blive for meget af det gode for dig, der bedst kan lide en let tilgængelig hvidvin. Men er dine smagsløg klar til at lægge arm med en oplevelse, der udfordrer på alle parametre, så er der topkvalitet i vente her.


Joseph Cattin Orange 2020
Frankrig | Alsace
Hvidvin | Pinot Gris
Normalpris kr. 129,- | Set til kr. 100,-
★★★★★ | 93 Pts. | Holte Vinlager
Orangevin kan være en brysk og speciel oplevelse. De er stort set altid i kategorien naturvin, og i betegnelsen ligger, at der er tale om hvidvin, der har haft skindkontakt efter høsten. På den måde opnår vinene den dybere orange farve, og samtidig vedholdes en masse af den smag og aroma fra markerne og omgivelserne, som har præget drueskindet. Her har vi en meget anderledes orangevin, der er meget nem at nyde, for her er slet ikke tale om en brysk og bøvlet orangevin. I stedet er det præget af en charmerende fornemmelse af saftevand, som jeg ærligt talt vil tro, at alle vil sætte pris på. Samtidig koster den ikke vanvittigt i forhold til andre natur- og orangevine, så her er tale om en vin, der har potentialet til at udbrede kendskabet til orangevin til en langt større og bredere målgruppe.


Domaine Jean Monnier et Fils Bourgogne Cote d’Or 2019
Frankrig | Bourgogne, Cote d’Or
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 209,- | Set til kr. 179,-
★★★★★★ | 91 Pts. | Jysk Vin
Her er vi i Cote d’Or i mægtige, franske Bourgogne. Et af de områder, der hverken er finest eller mindst attraktivt, men et solidt sted i midten. Sådan er oplevelsen af denne vin også – naturligvis efter Bourgogne-forhold, hvor selv de mindre attraktive områder præsterer fremragende vine. Fadlagringen er markant i både duft og smag, men det er balanceret fint, og den lille fornemmelse af fennikel i afrundingen, er med til at dette til en spændende og interessant hvid Bourgogne.


Ponteficis Chardonnay-Viognier 2019
Frankrig | Languedoc
Hvidvin | Chardonnay, Viognier
Normalpris kr. 75,-
★★★★★ | 90 Pts. | Vinimondo
Sydfrankrig overrasker mig ofte mig hvide vine, der har en charmerende og let tilgængelig stil, og det samme er tilfældet med dette blend af Chardonnay og Viognier-druer. Det er saftigt, solrigt og blødt, men en lille snert af citrus gør den også behagelig og balanceret. En vidunderlig og bredt appellerende hvidvin til prisen.


Auvigue Macon Villages 2019
Frankrig | Bourgogne, Macon
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 149,- | Set til kr. 110,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Holte Vinlager
Jeg er generelt vild med mange vine fra Macon-området i Bourgogne, og denne Auvigue er da også en flot smagsoplevelse. Ikke desto mindre mangler den lige det sidste for at nå det høje niveau, man nogle gange kan være heldig at finde til en god pris. Her er en blid og blød frugt, som samtidig stikker dybt og bevares i helt rene toner. En dejlig Macon, der kun mangler det sidste spark for at komme helt op i toppen.


Flora & Fauna Les Cepages du Sud 2018
Frankrig | Languedoc
Hvidvin | Grenache Blanc, Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 69,-
★★★★★★ | 87 Pts. | Vinimondo
Languedoc i det sydøtlige Frankrig er et område i voldsom vinmæssig udvikling. Mange spændende producenter er kommet til fra andre dele af Frankrig, og der er efterhånden stor variation i de forskelligtartede vine, der kommer herfra. Her er der tale om en hvidvin, der er lavet på 90% Grenache Blanc og 10% Sauvignon Blanc, og mens hoveddruen giver masser af fyldige fornemmelser, så er Sauvignon Blanc-druen medvirkende til at skabe en skøn friskhed. Prisen er ikke ret høj, og det er med til at gøre dette til en rigtig attraktiv sydfransk hvidvin.


Gustave Lorentz Lieu-Dit Rotenberg Gewurztraminer 2016
Frankrig | Alsace
Hvidvin | Gewurztraminer
Normalpris kr. 259,95 | Set til kr. 199,95
★★★★★★ | 86 Pts. | Supervin
Hvidvine fra Alsace er ofte krydrede og kan have en fornemmelse af at være parfumeret i større eller mindre grad. Særligt hvis det gælder Gewürztraminer-druen, som jeg generelt ikke er ret vild med. Men i denne version er den lidt blidere og blødere, end de plejer at være, og det gør det nemmere at håndtere de sødmefulde og urtede smagsindtryk. Der er lang vej til, at jeg ville betale prisen for den, men det ændrer ikke på, at det er en af de bedste Gewürztraminer-oplevelser jeg længe har haft.


Georges Deschamps Petit Chablis 2019
Frankrig | Bourgogne
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 129,-
★★★★★★ | 86 Pts. | Vinimondo
Hæderkronede Chablis kan noget helt særligt, når det gælder vidunderlige burgundiske hvidvine. Hvis Chablis er den store pragtfulde slotshave, så kunne man vælge at kalde Petit Chablis for forhaven. Det er ikke ligeså fint, men af og til kan man sagtens lade sig begejstre. Her er det Chardonnay i en let og behagelig udgave, hvor der måske ikke er så meget karakter og særpræg, men hvor det til gengæld er blidt og behageligt. Det er fornugtigt til prisen – også selvom det er mere Petit, end det er Chablis.