NYE SOMMERROSÉER – OG FEM FAVORITTER

Det er ved at være noget tid siden, jeg for alvor havde det store ryk-ind af årets rosévine i mit anmelderskab. Men der kommer stadig nye vine og nye årgange på markedet, og her er en lille opsamling på et par af de seneste af slagsen. De kommer dog ikke til at blande sig i årets topfelt, som du også får med i denne artikel.



Cuvee Desir 2020
Frankrig | Provence
Rosé | Grenache, Carignan, Cinsault, Syrah, Mourvedre
Normalpris kr. 129,- | Set til kr. 79,-
★★★★★★ | 86 Pts | Skjold Burne

Hele fem forskellige druesorter er gjort til en del af blendet i denne Provence-rosé, der fremstår med en vis elegance og lethed. Den sætter sig ikke de store aftryk, for det er de små finesser, der finder sammen i en helhed, hvor de stadig kan skilles fra hinanden. Den må efter min mening ikke være køleskabskold, for så kvæler du de små charmerende vingeslag, der får den til at flyve.


Malacara Rosé 2020
Argentina | Mendoza
Rosé | Malbec
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 79,95
★★★★★★ | 83 Pts. | Supervin

Der er rigtig langt imellem, at jeg smager en fornuftig argentinsk rosé-vin. Denne Malacara er da heller ikke nogen stor oplevelse, for den vidner om, hvor vanskeligt det er at tøjle den vilde Malbec-drue, så den giver det liv og den energi, der skal være i en rosé. Her er for meget saft og krydderi til, at den for alvor åbner sig med den charme, der helst skal være i en rosé, og derfor kommer det til at virke lidt indelukket.


5 ROSÉ-TIPS TIL SOMMERFERIEN

Les Prunes Les Filles d’Amália 2019
Spanien | Moixent
Rosé | Mandó
Normalpris kr. 179,-
★★★★★★ | 96 Pts. | D’Wine
Det smager fremragende, saftigt – men stadig tørt og med en så udpræget syre, at man næsten ikke forstår, at der samtidig kan være en frugtig og blød balance, der holder sammen på det hele. Men det er der – jeg er intet mindre end blæst bagover af denne uanstændigt flotte vin.


Reverchon Spätburgunder Rosé 2020
Tyskland | Saar
Rosé | Spätburgunder
Normalpris kr. 129,- | Set til kr. 95,- v/3 stk.
★★★★★ | 93 Pts. | Mr. Ruby

Jeg har en forkærlighed for Spätburgunder, når der skal rosé i glasset. For denne tyske Pinot Noir-udgave giver ofte så saftige lækkerier i glasset, at det sprudler af sommer og solskin. Det er måske ikke det mest finesse-fulde, man kan finde, men på en varm sommerdag, hvor vinen skal være kold – og dermed mister en del af de mere elegante smagsnuancer – er det andre heste, der skal spilles på. Og det gør Reverchon i allerhøjeste grad med denne vidunderlige Spätburgunder fra Saar-området, der ligger omkring en af bifloderne til den mægtige Mosel. Det her er bær, det er frugt, det er friskhed. Det er spätburgunder med rosé-kulør – og det er saftigt som bare Saar-tan.


Yealands Sauvignon Blanc Blush 2020
New Zealand | Marlborough
Rosé |  Sauvignon Blanc, Merlot
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 64,50
★★★★★ | 93 Pts. | Kvickly, SuperBrugsen 
New Zealand byder på fortræffelige hvide vine på Sauvignon Blanc-druen. Her er der tilsat lidt Merlot, og det giver den fine, let rødmende farve, der ligger bag navnet ‘blush’. Det er diskret, nydeligt, elegant og saftigt. De karakteristiske Sauvignon Blanc-kendetegn er understøttet af Merlot-druens bløde stil. Rigtig lækkert – ikke mindst til prisen.


Casa Marin Cartagena Rosé 2019
Chile | Lo Abarca
Rosé | Pinot Noir
Normalpris kr. 149,95 | Set til kr. 99,95 v/6 stk.
★★★★★ | 93 Pts. | Supervin

Nogle gange bliver man bare så dejligt, positivt overrasket, når en vin går imod forventningerne. Hvad der lå til grund for mine begrænsede forventninger til denne chilenske rosé, ved jeg egentlig ikke, for Casa Marin laver lækre røde vine på Pinot Noir-druen. Det er samme drue, der brugt til denne vin, og den smager bare uendeligt dejligt. Det er ukompliceret, aromatisk og saftigt i smagen. Her er lækre og lette frugter, der giver en blød bund under den friske overflade. Smagen er lang og dejlig og rummer masser af hindbær og jordbær-noter, og det gør dette til en rosé, der er hyggelig, rar, nem at drikke og svær at se bort fra, når rosé-hylden skal fyldes op til sommer.


Gustave Lorentz Le Rose 2020
Frankrig | Alsace
Rosé | Pinot Noir
Normalpris kr. 134,95 | Set til kr. 109,95
★★★★★ | 93 Pts. | Supervin

Sidste år blev Gustave Lorentz én af de rosé-vine, der skulle have plads i mit private vinkøleskab. Og den flotte stil på den nye årgang af denne Pinot Noir-baserede rosé fra Alsace lever op til de høje forventninger. Det er så blødt, smooth og silkeagtigt, som man kan drømme om, og samtidig er koblingen mellem blide frugter og en solid friskhed slet ikke til at tage fejl af. Det smager eminent igen i år, og prisen er til at have med at gøre, når den holdes op mod kvaliteten. Selvom jeg er mest til Riesling, når vi taler Alsace, så beviser denne vin altså, at jeg også kan forelske mig i andre af områdets flotte vine.