TOSCANA OG SANGIOVESE

Italiensk rødvin og Toscana er næsten ligeså uløseligt forbundet, som Toscana er til druesorten Sangiovese. Druen kan både give vine, der snørrer munden sammen og trækker al mundvand ud af ethvert hulrum af kroppen, men den kan også give bløde og sødmefulde vine – særligt hvis den er lavet på Appassimento-metoden, hvor druerne tørres.

Toscana er dog også andet end Sangiovese. De såkaldte Supertoscanere er kendetegnet ved at være fremstillet med franske druesorter – og så har Toscana naturligvis sine helt egne druesorter fra gammel tid. Og så findes der enkelte hvide vine, der er værd at stifte bekendtskab med, omend det er minimalt, hvad der findes i denne test.

Vi har smagt os igennem en stribe Toscana-vine, samtidig med at vi har suppleret med Sangiovese-vine fra naboområderne. Her finder du vores største øjeblikke i smagningen.


TESTVINDER – REN SANGIOVESE

Podere San Giacomo Rosso di Montalcino 2017
Italien | Toscana
Rødvin | Sangiovese
Normalpris kr. 169,-
★★★★★ | 94 Pts. | Vinimondo

Noget af det ypperste i Toscana er Brunello-vine, der er skabt på ren Sangiovese. Men hvis prisen skal være lidt mere medgørlig, kan man være heldig at finde Rosso di Montalcino, der har mange af de samme træk. Det gælder for Podere San Giacomo, der har en vidunderlig dybde med masser af frugt og karakter. Det er ikke Brunello, men det minder meget om det – bortset fra på prisskiltet, hvor vi holder os i god afstand fra de 200 kroner.


TESTVINDER REN SANGIOVESE u/100,-

Cortonesi Léonus 2020
Italien | Toscana
Rødvin | Sangiovese
Normalpris kr. 122,- | Set til kr. 99,95
★★★★★ | 91 Pts. | Jysk Vin

Når Sangiovese-druen håndteres af kyndige vinhjerner, så kan der opstå magi. Og det gør der i denne vin, der kommer fra området lige omkring hvor man også laver Brunello. Selvom det er friskt og frejdigt, så er der en frugtfornemmelse, der giver en ekstra blød dimension i denne mørke vin, der stadig holder det lidt bidske antræk. Det er rigtig lækkert og noget af det bedste, jeg har smagt under 100 kroner (når den er på tilbud).


TESTVINDER:
REN SANGIOVESE TIL PRISEN

Umberto Cesari Laurento Sangiovese Riserva 2017
Italien | Emiglia Romagna
Rødvin | Sangiovese
Normalpris kr. 175,- | Set til kr. 79,-
★★★★★★ | 91 Pts | Kjær Sommerfeldt
Ret spændende og insisterende blanding af blød og tør Sangiovese-stil. For her er en sødme og modenhed i frugten, der sammen med en spændende lakrids-fornemmelse og de klassiske tørre noter, giver et anderledes og atypisk Sangiovese-præg. Nogle vil måske synes, at det bliver en smule for spændende at gå ombord i, men jeg er ret vild med de ting, der sker, når denne vin udvikler sig smagsmæssigt i munden.


TESTVINDER: SANGIOVESE-BLENDS

Crognolo Tenuta Sette Ponti 20th anniversary
Italien | Toscana
Rødvin | Cabernet Sauvignon, Merlot, Sangiovese
Normalpris kr. 399,95 | Set til kr. 349,95
★★★★★★ | 97 Pts. | Supervin 
Det her er en helt særlig vin, der er sammensat af formidable Crognolos bedste årgange 2013, 2015 og 2016. Den er skabt som markering af, at Crognolo i år fejrer 20 års jubilæum som værene blandt toneangivende toscanske vine, og det er endt i en fænomenalt lækker toscaner. Kombinationen af kødfuld Cabernet Sauvignon, blød Merlot og syrepræget og tør Sangiovese giver en vin, der har så mange facetter og er så kompleks – samtidig med at den er balanceret, så det aldrig bliver vanskeligt at have med at gøre. Det er enormt intenst og saftigt og har samtidig et lækkert bid undervejs. Det er en tidlig kandidat til den bedste vin i 2021.


TESTVINDER: SANGIOVESE-BLENDS u/100,-

Poliziano Rosso di Montepulciano 2019
Italien | Toscana
Rødvin | Sangiovese, Merlot
Normalpris kr. 129,95 | Set til kr. 99,95
★★★★★ | 90 Pts. | Supervin
Brunello har sin helt egen historie i Toscana. Den mægtige Sangiovese-vin, der kan noget helt særligt, når den kommer fra det berømte område. Men der findes mange andre spændende vine, der læner sig op af samme karaktertræk, og som er lidt billigere, fordi de af den ene eller anden grund ikke må kalde sig Brunello. Her er det Poliziano, der har skabt en Rosso-vin med et skvæt Merlot, der er med til at gøre dette til en rigtig rar oplevelse. Det er selvfølgelig ikke en Brunello, men prisen er også omkring en tredjedel af en fornuftig Brunello, og smagsmæssigt læner den sig fint op ad. Smagen er ikke helt så kompleks og nuancerig, men til gengæld er det en vin, der er enormt nem at nyde, og som både har plusser i karakterbogen for den karakteristiske tørhed og syre fra Sangiovese-druen og den bløde Merlot-stil, der gør det endnu mere nemt at nyde. En dejlig vin, der ikke kræver voldsomt meget af dig, men som til gengæld giver en masse.


TESTVINDER:
SANGIOVESE-BLEND TIL PRISEN

Il Lupo Sta Arrivando 2019
Italien | Emilia-Romagna
Rødvin | Sangiovese, Syrah
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 79,-
★★★★★ | 89 Pts. | Andrup Vin
Det er Syrah-druen, der ledsager Sangiovese-trækkene i dette blend fra Emilia-Romagna-området, og det giver en vin, der vil ramme de fleste. Det er dejligt, ukompliceret og absolut velegnet til en sommerlig grillaften. Der er masser af smag og mange nuancer, men først og fremmest glider den smidigt gennem munden, så det bare handler om at nyde uden at skulle bruge uendelige minutter på at dybdeanalysere de forskellige elementer.


TESTVINDER:  TOSCANER u/Sangiovese

Bindi Sergardi Simbiosi 2016
Italien | Toscana
Rødvin | Cabernet Sauvignon, Merlot
Normalpris kr. 300,-
★★★★★ | 95 Pts. | Vinfordig
Jamen altså. Det her er virkelig en vin, der sparker toscansk bagdel. Det er de franske druesorter Cabernet Sauvignon og Merlot, der lægger frugt til sagerne, og det giver en fænomenalt balanceret udtryk med veldimensionerede krydderier, friske træk og masser af moden frugt. 300 kroner er en slat penge, og derfor må man forvente høj kvalitet, men det får du altså også i denne sublime toscanske vinoplevelse.


SENEST ANMELDTE I KATEGORIEN

Volpaia Chianti Classico 2019
Italien | Toscana
Rødvin | Sangiovese
Normalpris kr. 179,- | Set til kr. 149,-
★★★★★★ | 91 Pts. | Jysk Vin
Her har vi en klassisk, stram og stringent Chianto Classico, der fremstår aldeles velskabt. Den har også et klart og kompromisløst udtryk, der kræver, at du er fan af de gode og gammeldags Chianti’er, for der bliver ikke strukket en inviterende næve ud til nye interesserede. Er du til stilen, så er dette en herlig vin, der er skabt med stor kompetence og respekt for de klassiske Chianti-træk.


Orciaverde Montecucco Sangiovese 2017
Italien | Toscana
Rødvin | Sangiovese
Normalpris kr. 159,95 | Set til kr. 119,95
★★★★★★ | 91 Pts. | Supervin
Man skal nogle gange lede lidt længe efter Toscana-vine, der både rummer den blide frugt og den mere stringente syre, der snerper sammen i enden. Men vi finder den smukke kombination i denne Orciaverde Montecucco, der med sin lange eftersmag scorer den sidste nødvendige anerkendelse for at nå derop, hvor den absolut lever op til sin normalpris.


Tenuta Marcianella I Presoni Chianti Classico 2018
Italien | Toscana
Rødvin | Sangiovese
Normalpris kr. 149,-
★★★★★ | 90 Pts. | Vin for dig
Her får du en ren Sangiovese-vin fra Chianti Classico-området, hvor der er imponerende værdi for pengene. For det er en vin, der rammer mange flotte balancepunkter. Det er let i sit udtryk, men alligevel med masser af smag. Der er en god syre, men de røde frugter bløder fint op. Eftersmagen er markant uden at være langvarig. Det fungerer rigtig godt, det hele.


Pian del Pino Pianalti 2015
Italien | Toscana
Rødvin | Sangiovese, Colorino, Malvasia Nera
Normalpris kr. 138,95
★★★★★ | 90 Pts. | SPS Wine
Her får du økologisk velsmag med lidt alder. Et blend af den klassiske Sangiovese – og med Colorino og den markante Malvasia Nera. Vinen er dejligt komponeret og sniger sig fra diskrete antydninger til en mere fyldig stil, der ender med et godt og solidt bid i eftersmagen.


Maria Vittoria Chianti Classico Riserva 2017
Italien | Toscana
Rødvin | Sangiovese, Colorino, Merlot
Normalpris kr. 275,-
★★★★★★ | 90 Pts. | Vinfordig
Der skal altså smæk på overbevisnings-skalaen, når vi har at gøre med en vin, der rammer 275,-. Maria Vittoria indfrier de høje forventninger – men uden at overgå dem – med denne Chianti Classico Riserva, der smager rigtig skønt. Der er kun produceret 2000 af vinen, og med 24 måneder på egetræsfade, er det forståeligt at prisen for en lille produktion som denne, er relativt høj. Det smager godt og dejligt, men jeg finder ikke det helt super-særlige, der får den til at skille sig markant ud fra andre gode Chianti-vine i prisklassen lige under.


Poderi del Paradiso Chianti Colli Senesi 2019
Italien | Toscana
Rødvin | Sangiovese
Normalpris kr. 110,-
★★★★★ | 90 Pts | Vestergaard Wines
Chianti med lidt dybere smag, end vi er vant til. Mere frugt og mere modenhed, men stadig med Sangiovese-druens klassiske tørre eftersmag, der dog fungerer blidt og imødekommende.


Pomona Chianti Classico Riserva 2017
Italien | Toscana
Rødvin | Sangiovese
Normalpris kr. 172,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Italux
Spændende balance med klassisk Sangiovese-krydderi men også med noter fra fadlagringen, der både giver dybde og en smule sødme.


Castello di Verrazzano Chianti Classico 2017
Italien | Toscana
Rødvin | Sangiovese
Normalpris kr. 139,- | Set til kr. 120,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Holte Vinlager
Der er virkelig knald på smagen i denne Chianti Classico, der er på nippet til at kamme over. Men efterhånden som de stramme tendenser er ved at løbe løbsk, bliver de indhentet af frugten, der gør indtrykket mere rundt. Fornuftig Chianti til prisen.


Maria Galassi Ca Storta Superiore 2019
Italien | Emilia-Romagna
Rødvin | Sangiovese
Normalpris kr. 119,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Vinimondo
Der er en lækker balance i denne Sangiovese fra Emilia-Romagna, hvor der er fyldt op med knivskarpe og friske frugter. De bløder de tørre Sangiovese-træk op, og det er nødvendigt, for der er skruet helt op for de snerrende og bidske tanniner. En vin, der går linen ud på både syre og frugtfornemmelser.


Castello di Farnetella Riserva 2018
Italien | Toscana, Chianti
Rødvin | Cabernet Sauvignon, Merlot, Sangiovese
Normalpris kr. 199,- | Set til kr. 119,-
★★★★★★ | 88 Pts. | Kjær Sommerfeldt
Hvis du er til den klassiske og lidt snerpede kirsebærduft i en toscaner, så har du fundet en spændende kammersjuk her. Castello di Farnatella er både tør og let, og her er masser af syre. Ikke i en sådan grad, at den vender vrangen ud på munden, så det bliver en anelse midtersøgende og ender i et okay resultat, uden at det er vanvittigt.


Terrescure Sílei Bianco Toscano 2020
Italien | Toscana
Hvidvin | Sauvignon Blanc-blend
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 79,-
★★★★★★ | 85 Pts. | Andrup Vin
Det er ikke hvidvine, der bliver tænkt mest på, når der tænkes på Toscana. Men der findes naturligvis spændende hvidvine herfra, og Terrescure har med denne Silei Bianco skabt en fornuftig og rar én af slagsen. Den er sammensat på en blanding af forskellige druer, hvor Sauvignon Blanc er den mest fremtrædende. Det er fornuftigt til prisen, uden at man decideret for benene sparket væk under sig.