Når vi tænker på Spanien, så tænker de fleste først og fremmest sommer, solskin og varme. Men Spanien er et stort land med meget varieret klima, og i den nordvestlige del er vejret faktisk ofte at sammenligne med De Britiske Øer – eller for den sags skyld Danmark.
Det giver gode væstbetingelser for nogle druesorter, som giver en helt anden type vin, end den vi normalt forbinder med Spanien. Det gælder blandt andet for de galiciske hvidvine på druesorter som Albariño, Treixadura og Godello, men det gælder også for røde vine på eksempelvis Mencía-druen.
Her er tale om en meget anderledes drue, der efterhånden som mange mennesker finder større og større interesser for de små, lokale druesorter, bliver mere og mere populær. Den har en stor frugtig fylde, men samtidig er den let, syrepræget og med en eftersmag, der på en god dag kan være ligeså langstrakt og omskiftelig som i en rød Bourgogne.
Mencía-druen findes ikke mange andre steder end i det nordvestlige Spanien, hvor den især gør sig gældende i det lille vinområde Bierzo, der ligger omkring grænsen mellem Galicien og Castilla y León. I Portugal kan du også støde på Mencía-druen, men her er det oftere under navnet Jaen.
Med sine store frugtflader og alligevel bidske syre, er Mencía en druesort, som jeg ikke ville tøve med at vælge på en god sommeraften, hvor menuen ikke var for kraftig – og ikke for let.
TESTVINDER
Casar de Burbia Hombros 2016
Spanien | Bierzo
Rødvin | Mencía
Normalpris kr. 239,-
★★★★★★ | 93 Pts. | D’Wine
Mencía-druen har sine egne særpræg, som bliver præsenteret ret fint i denne vin fra Casar de Burbia. Og samtidig er oplevelsen balanceret, så det ikke bliver en decideret utreret udgave af druen, for her er dybde og runde frugtfornemmelser, der lægger sig side om side med de forfriskende noter. Det giver en rigtig flot vinoplevelse, der løfter sløret for Mencía-druens unikke karaktertræk, uden at det bliver for vanskeligt at have med at gøre.
BEDST TIL PRISEN
Armas de Guerra 2018
Spanien | Bierzo
Rødvin | Mencía
Normalpris kr. 85,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Skjold Burne
Pris og kvalitet følges ofte ad, men lige præcis med Mencía-druen kan du være rigtig heldig at finde ret billige flasker, der med ungdommelig friskhed har en fersk og næsten naivt lækker smag. Det gælder i denne vin, der har masser af frugt og bær i aromaen, og det fortsætter dybt ind i smagen. Der er god syre, fine krydderier, men også frugtig robusthed i denne klassiske, rene og unge Mencía.
OGSÅ VÆRD AT NÆVNE
Señorío del Bierzo 2014
Spanien | Bierzo
Rødvin | Mencía
Normalpris kr. 200,-
★★★★★★ | 92 Pts. | Skjold Burne
Blødt balanceret Mencía med en god syre, der er flot integreret i helheden. Eftersmagen er virkelig lækker og langvarig, og det giver en oplevelse af en vin, der er kantet, men som alligevel er tilpas afrundet i munden.
Saint Jacques Ultreia 2018
Spanien | Bierzo
Rødvin | Mencía
Normalpris kr. 189,- | Set til kr. 159,-
★★★★★★ | 90 Pts. | Jysk Vin
Duften på denne Bierzo-vin lægger ikke ligefrem op til, at vi har at gøre med Mencía-druen, for det er langt dybere og mere fyldigt i næsen. Smagsmæssigt er det de velkendte Mencía-nuancer med en god syre, der i helheden rammer en rigtig flot balance mellem det fyldige og det friske. Det hele munder ud i en eftersmag med flotte, bløde og afstemte finesser.
Armas de Guerra Crianza 2011
Spanien | Bierzo
Rødvin | Mencía
Normalpris kr. 129,75
★★★★★★ | 89 Pts. | Skjold Burne
Der skal være forskel på en ung Mencía med to år på bagen – og én, der snart kan fejre sin første runde fødselsdag. Denne Crianza har lagret 12 måneder på eg, og derefter har den fået en årrække på flaske. Det har fået den til tider sprælske Mencía-drue til at falde til ro i en grad, hvor det bliver afstemt og nydeligt. Det er elegant, men stadig med en velvoksen friskhed. Alligevel er det som om, at det bliver på nippet til at blive lidt kedeligt, når de flotte karaktertræk ikke får det klassiske Mencía-syre-spark over skinnebenet.
Pago de Valdoneje El Valao 2016
Spanien | Bierzo
Rødvin | Mencía
Normalpris kr. 130,-
★★★★★★ | 83 Pts. | Brdr. D’s Vinhandel
Mencía har sine særpræg, og hvis du vil gå linen ud og have dem i en koncentreret og kompromisløs udgave, så kan du med rette gå efter denne vin. Den er dyb i sin farve og har en syre, der både bider i tungen og niver på indersiden af kinderne. Her er solide tanniner og bitre noter, og efter min smag bliver det måske også lige kompomisløst nok.